4 ud af ti ægteskaber ender i skilsmisse. Mere end hver anden har været sin partner utro en eller flere gange. Måske er parforholdet, som vi kender det med en mand og en kone til døden os skiller, en uddøende institution.

Sexolog og forfatter Sara Skaarup har skrevet en bog om, hvordan hun valgte at åbne sit parforhold for at redde sit ægteskab. I dag kan hun, med sin mands fulde velsignelse, have følelsesmæssige og seksuelle relationer til andre mænd. Det har reddet deres ægteskab.

Med B.T. Plus får du:
-Sara Skaarup giver gode råd om, hvilke gevinster, I kan høste, hvis du og din partner beslutter at tage diskussionen om, hvad troskab er for jer.
-Parterapeut Martin Østergaards holdning til åbne forhold
-Sådan aftaler I et åbent forhold
-Sådan bevarer I kærligheden i det åbne forhold
-Udfordringer og gevinster i det åbne forhold


Vi drømmer om den eneste ene. Vi gifter os i troen på, at den eneste ene vil indfri alle vores drømme. Og vi bliver skilt i erkendelsen af, at drømmen ikke holdt. Undersøgelser afslører, at omkring hver anden er sin partner utro en eller flere gange. Mens mere end 4 ud af ti ægteskaber ender i skilsmisse.

Sara Skaarup er gift med en mand, som hun elsker. Indimellem er hun sammen med andre mænd. Men hun skal ikke skilles. For Sara Skaarup og hendes mand lever i et åbent forhold, hvor det er ok, at være sammen med andre. På baggrund af sine egne erfaringer og interviews med fem par, der har valgt at åbne deres parforhold for andre, har den 37- årige forfatter og sexolog Sara Skaarup skrevet bogen ’Kærlighedskontrakten’.

- Jeg er ikke ude på at omstyrte alle ægteskaber og prædike fri kærlighed. Bogen er skrevet til de potentielt utro. Den gruppe af mennesker, der føler sig forkert i det faste parforhold, fordi de gerne vil mere, end der er plads til, siger Sara Skaarup.

Når man får sit første barn, tænker mange, at de aldrig kan elske et andet barn lige så højt. Så kommer nummer to. Mirakuløst bliver der kærlighed også til dette. Med barn nummer tre og fire viser det sig, at kilden er uudtømmelig. På samme måde mener Sara Skaarup, det forholder sig med partnere.

-De fleste mennesker har besluttet, at vi kun kan elske én af gangen. Men vi ejer jo ikke hinanden. Det leger vi bare, når vi gifter os, siger hun.

Én mand - én kvinde er reglen i de fleste ægteskaber. Sådan levede Sara og hendes mand også i mange år. Men begge kendte til at få lyst til andre.

- Vi brugte begge energi på at holde låget på gryden, og der var alt for meget skyld og skam mellem os, husker hun.

Det åbne forhold blev en realitet efter en lang snak, hvor skelletterne væltede ud af skabene.

- Ethvert tiltag til utroskab, de forløjede kys, aftenerne ude, kurser med flirt, hænder under bluser - alt var fremme. Vi var kommet til kanten af vores ægteskab, skriver hun i bogen. I dag har parret sat hinanden fri til at dyrke deres lyster med andre. Men de er aldrig i tvivl om, at de elsker hinanden, og at det er de to, der sammen skal værne om deres to børn og den familie, de sammen har skabt.

Sara Skaarup og hendes mand er langt fra alene. På nettet findes sites for såkaldt ’polyamorøse’ eller mennesker, der elsker flere end en. Ligesom man på polydating.dk, kan finde ’ikke den eneste ene, men måske flere’.

Men et åbent forhold betyder ikke, at der er sex alle steder, til alle tider og med hvem som helst.

- Vores forhold er ikke grænseløst. Grænserne ligger bare et andet sted, siger Sara Skaarup.

Det åbne parforhold trives bedst, hvis der stadig er liv på lagnerne derhjemme, så det ikke kun er sammen med nye spændende mennesker, man lever sin passion ud.

For Sara Skaarup har det ubetinget sværeste ved det åbne forhold været at falde for en gift mand, der ikke havde en aftale om åbenhed med sin kone.

- Jeg vil ikke være sådan en, der generer løgn i andres liv. Jeg blev nødt til at træde tilbage fra det forhold, som kunne være blevet, fordi jeg ikke ville såre hans kone. Jeg ønsker, at folk respekterer det valg, min mand og jeg har taget. Og på samme måde respekterer jeg også andres valg, siger hun bestemt.

Forfatter: Sara Skaarup
Titel: KærlighedsKontrakten - åbenhed og troskab i parforholdet
Forlag: Gyldendal
Pris 299,95 kr.