Ulvetimen bunder ofte i sult hos børnene. Men drop brød, frugt, riskiks og giv i stedet dine unger sunde og mættende snacks, der stabiliserer blodsukkeret og dermed også familieroen. Sådan lyder det fra kostvejleder Anne Vanggaard.

1. Stil dit barns sult

Mange familier har fastlagt, at klokken 18.00 er et godt tidspunkt for aftensmad, og derfor skal barnet ikke gå og ’småspise’ inden. Men hvis barnet er sulten før, er det tortur at vente. Børn bruger meget energi, og som forældre bør man derfor være opmærksom på, at de har brug for flere måltider.

2. Stabiliser blodsukkeret

Hvis barnet er pylret i ulvetimen, kan det meget vel handle om ustabilt blodsukker. Sørg for at dit barn både i ulvetimen og i løbet af dagen får noget mad, som man kan holde længe på - det vil sige proteinrigmad med gode fedtstoffer såsom fisk, kød og grøntsager.

3. Mættende snacks

Står du i den lange kø i Netto kan en nøddeblanding være et godt bud på en eftermiddagsnack til barnet. Er du derhjemme kan æg, hytteost, tun eller en frikadelle eller andet kød fra gårsdagens aftensmad være rigtig godt.

4. Undgå sukker

De fleste ved, at slik, frugt-yoghurt og cornflakes ofte er fyldt med sukker, men vær også opmærksom på det skjulte sukker. Madvarer som frugt, riskiks og hvidt brød påvirker ofte blodsukkeret i endnu højere grad end almindeligt slik.

5. Inddrag børnene

Tag ungerne med i køkkenet. Lær dem at spise ordentligt, så den gode og sunde mad bliver den, som de bedst kan lide.