En bedre start på dagen, mere energi og større tålmodighed.

Der kan være mange grunde til at få en god nats søvn, og nu får du endnu en:

Et nyt studie viser nemlig, at jo bedre du får sovet, desto større er din sexlyst, og jo mere nyder du agten. Det skriver videnskabssitet, EurekAlert!.

Studiet er foretaget af en nordamerikansk organisation, 'North American Menopause Society', der varetager anliggender, som vedrører kvinder i overgangsalderen.

93.000 kvinder i alderen 50 til 79 år medvirkede i undersøgelsen, og her var der en klar tendens:

De kvinder, der sov dårligt, eller som ikke sov i særlig mange timer, havde en nedsat seksuel lyst. Ja faktisk kan dårlig søvn nedsætte din lyst til at dyrke lagengymnastik med hele 30 procent.

De kvinder i undersøgelsen, der var 70 år eller ældre, og som sov færre end fem timer om natten, var nemlig 30 procent mindre seksuelt aktive end kvinderne på samme alder, der blot fik mellem syv til otte timers søvn om natten.

Men det er ikke kun kvinder i overgangsalderen, der skal sørge for at få anlagt et ordentligt besøg hos Ole Lukøje. Man fandt også en sammenhæng mellem dårlig søvn og mindre sexlyst hos de yngre kvinder. Dog var det tydeligt, at de mere modne kvinders lyst til lagengymnastik var mere påvirket af deres søvn, end hvad man målte hos de yngre kvinder.