Sluk telefonen. Luk døren. Tal med hinanden. Så enkel er opskriften på den stærke og langtidsholdbare kærlighed

Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan Hans Jørn Filges og Poula Helth genfandt gnisten, samtalen og intimiteten efter en lang krise, hvor de kun kunne skændes.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Vejen til det perfekte parforhold
  • Derfor virker samtalemetoden
  • 'Vi tvang os til at tale sammen'
  • Guide: Få gang i den gode samtale

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Ægteskabet var kørt af sporet. Skilsmisse var nævnt som en løsning. Men så begyndte de at tale sammen. Og kærlighedens flamme begyndte atter at brænde.

I dag lever Poula Helth og Hans Jørn Filges i et stærkt og lykkeligt ægteskab. Begge nyder at tilbringe livet med ‘min bedste ven og ægtefælle’, som de siger.

Forandringen kom gennem halvandet års samtaler, hvor de langsomt nærmede sig hinanden.

Parret har netop udgivet en bog om den metode, der reddede deres forhold. I bogen guider de læseren igennem modellen, der bærer den enkle overskrift ‘tal sammen!’. Og under overskriften ’Den nødvendige samtale’ trækker parret fulde huse til deres kurser på Folkeuniversitetet i både Århus og København.

»Masser af ægtepar kan få stor glæde af det her. Lige som vi gjorde i sin tid. Når vi holder foredrag plejer vi at sige, at hvis der bare er ét forhold, der bliver reddet, så er det hele arbejdet værd,« siger Hans Jørn Filges.

Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog »Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold.« Skudt i Kongens Have.
Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog »Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold.« Skudt i Kongens Have. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Langtidsholdbar kærlighed

Hans Jørn Filges, 69 år, er uddannet økonom og konsulent med fokus på samtaler mellem par og kolleger på arbejdspladsen. Poula Helth forsker i ledelse og læring på Copenhagen Business School.

De er gift og har sammen udviklet et koncept, der ifølge dem, er vejen til den langtidsholdbare kærlighed. Metoden er en maggi-terning af de samtaler, der rettede deres eget kuldsejlede ægteskab op.

»Vi fandt ud af, hvad der virkede og ikke virkede. Siden har vi opdaget at der er videnskab, der understøtter vores metoder,« siger Poula Helth.

Bogen er et ‘wake up call til parforholdet’. Forfatterparrets budskab er, at man bør droppe den lyserøde og romantiske ide om den eneste ene. Det er en drøm, der ødelægger mere end den gavner.

»I må gøre op med forestillingen om den romantiske kærlighed som noget, I har krav på eller forventer af hinanden. Forestillingen om den romantiske kærlighed fører i de fleste tilfælde til skuffelser, når forelskelsesperioden er ophørt,« siger de.

»Den drøm gør mere skade end gavn. For hvad sker der, når prinsen på den hvide hest pludselig vil løbe maraton hver weekend? Eller prinsessen arbejder over? Ved at tale sammen tager man aktivt ansvar for sit eget liv,« forklarer de.

Den gode samtale

Det handler i al sin enkelhed om kommunikation. Alt hvad der kan forbedre kommunikationen i et parforhold forbedrer parrets tilfredshed, lyder påstanden.

»Samtalen er en vej til et både bedre og længerevarende parforhold.«

Derfor har Poula Helth og Hans Jørn Filges fundet en opskrift, der kan hjælpe den gode samtale på vej. For man kan ikke bare begynde at snakke, som Peter Sommer synger i hittet ‘Valby Bakke’.

Den gode samtale kræver regler, så begge parter bliver hørt og får mulighed for at forstå hinanden. På den måde får snakkesalige kvinder eller tavse mænd – eller måske er det omvendt – de samme vilkår. Desuden skal man forsøge at lægge følelserne til side.

»Den ideelle samtale kan f.eks. forstyrres af følelsesmæssige reaktioner, som kan afspore og dermed fjerne fokus fra det væsentlige,« står der i bogen.

Kort fortalt handler det om at lytte til hinanden og forsøge at forstå – frem for at afvise, kritisere og diskutere, hvem der tømte opvaskemaskinen flest gange i sidste uge.

Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog "Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold." Skudt i Kongens Have.
Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog "Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold." Skudt i Kongens Have.
Vis mere

’Vi tvang os til at tale sammen’

Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog »Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold.«
Portræt af forfatterparret Poula Helth og Hans Jørn Laursen, der netop har udgivet deres nye bog »Tal Sammen - Vejen til et Bedre Parforhold.« Foto: Simon Skipper
Vis mere

Da krisen ramte kunne Poula Helth og Hans Jørn Filges kun skændes. Indtil de besluttede at genopfinde samtalen

På overfladen var alt perfekt. i 2003 havde Poula Helth og Hans Jørgen Filges villa i Hellerup, eget konsulentfirma og jævnligt spisestuen fuld af venner til middagsselskab.

Men bag kulissen var der intet andet end rygende ruiner.

»Alle samtaler blev til skænderier. Der var en dårlig stemning mellem os. Til sidst holdt vi helt op med at tale sammen,« fortæller Hans Jørn Filges.

Knap 14 år tidligere havde de forelsket sig i hinanden på arbejdspladsen. På det tidspunkt var de begge gift med andre partnere og havde hver især to børn. De blev skilt, gift med hinanden, fik en fælles søn og smeltede sammen til en ny, sammensat familie.

Men gradvist kom hverdagen snigende. Begær, fascination og forelskelse blev afløst af praktikaliteter. Om det fælles firma med 20 ansatte, indkøb og smøring af madpakker.

Praktisk fremfor alt

»Vores forhold brugte vi ikke fem minutter på. Det havde vi ikke tid til. Alt handlede om firma eller praktiske ting,« siger Hans Jørn Filges.

Hustruen Poula Helth supplerer:

»Når det gjalt vores parforhold lyste vi begge langt væk af ‘bare lad mig være, jeg orker ikke det her’.«

Den udløsende dråbe blev et dødsfald i vennekredsen. Samtidig med at det begyndte det at gå galt i firmaet. I 2003 krakelerede facaden i Hellerup-villaen.

»Det var som et korthus, man skubber til. Det hele væltede,« husker Poula Helth.

Krisen i ægteskabet brød ud i lys lue. En skilsmisse lå som en realistisk løsning forudw. Men tanken om – for anden gang – at skulle splitte en familie fik dem til at tøve.

Bitter nød

»Jeg husker ikke, hvem der bragte samtalerne på banen. Men det var af bitter nød, »siger Poula Helth om de første samtaler, der fandt sted på ‘neutral grund’. Udenfor hjemmet.

»Derfra udviklede det sig. Det med spillereglerne kom sig f.eks af, at jeg ville have lige så meget taletid som Poula. Jeg ville have lov at tale, uden at blive afbrudt,« fortæller Hans Jørn Filges.

I begyndelsen skrev de nidkært hvert et ord ned, der blev sagt. Så man ikke ‘kunne løbe fra det’ senere. Det blev senere til metodens tredje trin, genfortællingen. Ret hurtigt mærkede de, at samtalerne havde en effekt. Efter halvandet år var krisen afblæst.

»Før skulle Poula kun sige tre ord, så vidste jeg, hvad hun ville sige. Jeg behøvede ikke at lytte. Troede jeg. Men jeg lærte, at hun ikke altid siger det, jeg forventer. Hun kan sige alt muligt andet. På den måde lærte jeg min hustru rigtigt at kende, og det var en overraskelse,« siger Hans Jørn Filges.

»I dag er jeg blevet en glad og lykkelig mand. Nu er vi begge gift med vores bedste ven i ordets positive forstand,« erklærer Hans Jørn Filges, mens Poula Helth nikker enigt.

Guide: Få gang i den gode samtale


FORBEREDELSE
1.
Afklar, om I er indstillet på at tale åbent sammen og tage et fælles ansvar for samtalen.

2. Lav en liste over emner I kan tale om. I behøver ikke være enige om emnerne. Sæt alle foreslåede emner på listen selvom to emner ligner hinanden – der kan gemme sig vigtige nuancer i hver enkelt.

3. Aftal hvor lang tid I bruger på samtalerne. Afsæt gerne en time til halvanden til en hel cyklus.

4. Sæt jer, så I ikke bliver forstyrret af børn, telefon, facebook, eller lign.

5. Aftal spilleregler. F.eks at I får lige lang taletid. Eler at det altid er muligt at stoppe en samtale, men at den der stopper samtalen, også skal foreslå, hvornår I kan fortsætte den.

SELVE SAMTALEN
Der er fire trin i den gode samtale:

Trin 1: Den ene fortæller
Tal om det valgte emne i fem minutter. Din partner må ikke afbryde dig. Vær opmærksom på, at det er din mening, der skal frem. Ikke det, du tror din partner gerne vil høre. Det er dig, der er eksperten i dit liv.

Trin 2: Den anden lytter
Din partner lytter. Det er både vigtigt og svært. Ofte hører vi kun de første ord af en sætning, fordi vi tror, vi kender slutningen. Vær opmærksom og lyt til alt, hvad der bliver sagt. Vær til stede og tag eventuelt noter.

Trin 3: Lytteren genfortæller
Hold en lille pause. Vær stille. Nu genfortæller din partner det, du lige har fortalt. Du må ikke afbryde. Din partner skal bruge de samme ord og må ikke være vurderende eller dømmende i sin genfortælling.

Trin 4: Fortælleren reflekterer
Du har sat ord på det, du mener er væsentligt. Du har hørt din partner genfortælle dit syn på sagen. Nu slutter du cirklen ved at tænke over og fortælle din partner, hvad du har hørt vedkommende gengive. Hvordan berørte det dig? Hvad tænkte du? Lærte det dig noget om dig selv?

Anden omgang: I bytter roller
Nu er det din partners tur til at fortælle, mens du lytter.
Brug de samme fire trin. Det er vigtigt, at din partners fortælling ikke bliver et svar eller et modargument til det, du sagde.

Afrunding: Hvad lærte I?
Nu har I begge luftet jeres synspunkter. Og I er blevet lyttet til. Nu skal I sammen tænke over, hvad I lærte om hinanden. Har I samme synspunkter på emnet som før samtalen? Eller har du fået en viden om din partners synspunkter, som du ikke kendte? Resultatet er ikke altid en konkret aftale. Men det skaber en større forståelse for hinanden – som på lang sigt kan udvikle jeres parforhold og få kærligheden til at blomstre.

Kilde: Poula Helth og Hans Jørn Filges