Troels Jepsen købte sit første pornoblad, da han var ti år gammel. Siden har han løjet, stjålet penge og droppet familiefester for at fodre sin afhængighed af nøgne kvinder. Han har været clean i over to år, men han kæmper stadig med lysten til at lade sig forføre af pornografien

Troels Jepsen har været afhængig af porno, lige siden han var barn. Allerede som otteårig begyndte han at interessere sig for afklædte kvinder på magasinforsiderne i supermarkedet, der dengang var placeret i børnehøjde. Ekstra Bladet, Se og Hør og pornoblade var blikfang, og i skolen begyndte han at talte om sex og piger med en af sine kammerater. Da han var ti år gammel, stjal han småpenge fra sine forældres pung, tog sin kammerat under armen og luskede ned i den lokale kiosk for at investere i et pornoblad. Det blev opbevaret under madrassen på børneværelset, og med tiden vokset stakken sig større. Han havde et rengøringsjob i sin fritid, og alle sparepengene blev spenderet på pornografi.

Da han var 16 år, fik hans familie computer og internet. Godt nok med modemopkobling og høje minuttakster, men alligevel. En helt ny verden af muligheder åbnede sig for ham. Den fælles computer blev placeret på hans værelse i de sene nattetimer, når ingen skulle bruge telefonen,

»Man kunne finde hvad som helst på internettet, så mit forbrug eksploderede. Fra de mere simple nøgenbilleder i bladene åbnede der sig en verden af hardcore sexscener. Efterhånden skulle der hårdere og mere tabubelagt porno til for at tilfredsstille mig. Jeg slap desuden for pinligheden ved at skulle se ekspedienterne i øjnene, og mange af siderne på internettet var gratis,« siger 35-årige Troels Jepsen, der bor i Københavns Nordvestkvarter.

Ingen sex før ægteskabet

Troels Jepsen er mormon. Derfor var sex udenfor ægteskabet ikke noget, der kunne komme på tale, og pornoforbruget skjule han ihærdigt for sine forældre. Da han var 21 år, var han udsendt til Idaho i USA for sin kirke, hvor han sammen med en makker skulle missionere. I denne verden havde han ikke adgang til pornoen, og det gik op for ham, at han var afhængig.

»Min krop var ved at falde fra hinanden. Hver celle i mig krævede det. Mine tanker og fantasi kørte på fuldt blus, men jeg havde brug for pornografien. Det var blevet mit fix. Når jeg blev hidsig, nedtrykt eller frustreret, var det pornoen og onanien, jeg havde søgt tilflugt hos,« siger han.

Da han senere flyttede hjemmefra, gav han efter for pornotrangen. Pornoen kørte konstant på computeren, og i perioder havde han svært ved at komme ud ad døren, fordi han ikke kunne løsrive sig fra pornografien. Han droppede familiefødselsdage i sidste øjeblik, kom for sent til diverse aftaler og spandt et net af løgne som undskyldninger.

»Det var helt umuligt for mig at stoppe. Mine lyster og tanker var sex, og jeg ville have mere og mere. Når jeg gik forbi en sød pige på gaden, begyndte jeg at forestille mig, at hun var villig til alt muligt. Når jeg så busreklamer med afklædte kvinder, kunne jeg ikke tænke på andet, end at jeg skulle hjem til min computer,« siger han.

I mange år var afhængigheden noget, han holdt skjult for venner og familie. Han tog jakkesæt på og smilede pænt i kirken om søndagen, og i frokostpauserne på arbejdet blandede han sig i porno-snakken, som var det det mest naturlige emne i verden.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I dag har Troels Jepsen været clean i 2,5 år. I al den tid har han ikke set porno en eneste gang.

Han er medlem af en gruppe for anonyme sexafhængige, som mødes hver uge for at tale om den afhængighed og lyst, han stadig mærker.

»Selvom jeg har været clean længe, er det en daglig kamp for mig ikke at klikke ind på de sider, jeg har været vant til. På samme måde skal jeg være på vagt for ikke at lade tankerne vandre, når jeg ser letpåklædte piger i sommerkjoler, pornografiske reklamer i bybilledet eller andre triggers,« siger han.

Svært med rigtig sex

Støttegruppen for sexafhængige følger et 12-trins program, der er bygget op på samme måde som det, Anonyme Alkoholikere bruger. Første skridt var at kontakte de mennesker, man han har løjet for og såret undervejs. Heriblandt eks-kærester. En af dem, han havde været sammen med i et års tid, havde han også haft et seksuelt forhold til, da han på det tidspunkt havde lagt religionen lidt på hylden. Men det kom aldrig til at fungere mellem dem. Pornografien havde gjort det svært for ham at få erektion.

»Der skulle mere til at ophidse mig i den virkelige verden. At hun smed tøjet, var bare ikke nok til at tænde mig. Jeg vidste godt, det var mig, den var gal med. Men sex med hende levede ikke op til det hardcore materiale, jeg havde vænnet mig selv til at se,« siger han.

Lige nu er han begyndt at se en pige. Deres forhold er på det helt spæde stadie. Hun er også mormon, så sex er først et tema, hvis de bliver gift. Alligevel bekymrer det ham allerede nu, om han i fremtiden vil være i stand til at indgå i et normalt seksuelt forhold.

Det sidste trin i programmet for sexafhængige handler om åbenhed. Det er det, Troels Jepsen praktiserer nu. Selvom emnet for mange er ekstremt tabubelagt, har han valgt at fortælle åbent og ærligt om sin afhængighed. Det gør han, fordi han håber, at andre i samme situation kan blive inspireret til at gøre noget ved misbruget. Og måske kan unge teenagere undgå at havne i samme situation som ham, hvis de får gjort noget ved pornoforbruget i tide.

»I medierne bliver porno altid fremstillet som vigtigt og naturligt for et sundt og normalt sexliv. At det kan udvikle sig til et misbrug, er ekstremt tabubelagt, men jeg håber, jeg kan være med til at forhindre, at andre oplever den smerte, jeg selv har mærket,« siger han.

’Porno er som narko’

At være afhængig af pornografi kan have alvorlige følger for den enkelte, og flere behandlere oplever, at antallet af misbrugere vokser.

Heidi Als Ringheim er formand for foreningen Porno og Samfund, og hun har i flere år behandlet klienter, der er blevet afhængige af pornografi.

Nogle af dem er helt unge drenge, der går på efterskole, andre er voksne familiefædre.

»Stort set alle mine mandlige klienter begyndte som helt unge med at være nysgerrige på pornografi. Derfra har det udviklet sig til en uvane og er med tiden blevet et decideret misbrug, som de ikke længere har kontrol over. For mange bliver pornoen brugt til at dulme, men misbruget kan have store konsekvenser, for det er både krop, psyke og hormoner, der bliver påvirket, når man ser porno og onanerer. Følgelidelserne kan være alt fra depressioner til rejsningsproblemer med partneren,« siger Heidi Als Ringheim til BT.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Tabu

Der er ikke tal på, hvor mange i Danmark der er sex- og pornoafhængige, men Heidi Als Ringheim skønner, at det drejer sig om to-tre procent. Misbruget bliver ofte holdt skjult, på samme måde som en alkoholiker gemmer sine flasker væk.

»Det er ekstremt tabuiseret, og lidelsen er endnu ikke officielt anerkendt som en diagnose i Danmark. Frisindet og kampen for pornoens frigørelse i Danmark gør det normativt at se porno. Man må generelt ikke tale negativt om sex, og det kan gøre det sværere at tale om pornoforbruget som et problem og indrømme, det er blevet til et misbrug. Også i tilfælde hvor afhængigheden er invaliderende,« siger hun.

Alligevel har både hun og flere andre kollegaer oplevet en stigning i henvendelser på behandlingscentre. På behandlingscenteret Tjelehuset i København har der blot den seneste uge været tre nye klienter til samtale.