Det ses, at varmen og nærheden er intakt hos veteran-ægteparret, og det skyldes måske én ting, som B.T.s eksperter også er enige om.
- Humor bløder altid lidt op. Hvis man kan grine ad skænderierne bagefter, så er man langt, siger Erik.
- Ja, og han er rigtig slem til at drille. Hvilket selvfølgelig godt kan få én lidt op at køre. Men som regel er det en god ting, smiler 60-årige Birgit.
Hun mødte sin 62-årige mand i Skjern, hvor de stadig bor, for 45 år siden. Fem år efter sagde hun ja til at hedde Jensen til efternavn, og i denne uge har de noget så fornemt som rubin-bryllup.
Stor tillid
- Vi har nok altid vidst, hvor vi havde hinanden og haft tillid til hinanden, men selvfølgelig skændtes vi da, siger Erik.
- Jo, jo, men nok en del mere i begyndelsen, end vi gør i dag, smiler Birgit.
- Ja, det var jo for eksempel sådan noget med hinandens familier og at tilpasse sig efter hinanden, som vi kom op at toppes om.
- Ja, hvor meget man skal være det ene sted og det andet, siger Erik.
- Og hvad vi skulle gøre hver for sig, og hvad vi skulle gøre sammen, supplerer Birgit.
De to er et gammelt ægtepar i den bedste forstand. De kan næsten fuldføre hinandens sætninger.
- Det, vi skændes om nu, er mest småtterier, som hvis jeg låner Birgits hjemme-pc og kommer til at slette noget, siger Erik med en ræv bag øret.
En slags olie
- Ja, så kan der godt være ballade. Eller arbejdet, det kan godt være et stridspunkt. Vi kan da også godt sige ’dumme fjols’ og den slags, men ikke så meget, at vi ikke kan grine ad det bagefter. Det ville da også være helt galt, hvis vi slet ikke skændtes..., siger Birgit på klingende skjernsk.
- Ja, for søren. Et skænderi er jo nærmest en slags olie til forholdet. Det er med til at holde os kørende, griner Erik, mens Birgit nikker:
- Jo, vi har da brugt mange dage, hvor vi har sat os ned ved bordet, og lige sagt, hvad er det så, vi er uenige om. Det har vi. Når det har tårnet sig op, så bliver man bare nødt til at sætte sig ned og få talt ud. Vi har da haft vores problemer, men ikke nogen, der har kunnet vælte os.




















