Der er mange par på sexmessen i Valby Hallen. De er der for at pifte livet i sengen op. Bondage, swinger, legetøj. Spring ud i det, hvis I har lyst, lyder rådet fra sexologen Joan Ørting.

»Sådan én tager man i munden.« Joan Ørting springer frem til et stativ med kugler i læderrem og placerer en såkaldt ’gagging-ball’ mellem tænderne. Den 56-årige sexolog poserer for fotografen. Single, sulten på oplevelser og med på lidt af hvert.

Og budskabet ligger da også i tråd: Spring ud i nye frække oplevelser, hvis lysten er der, lyder budskabet til de besøgende på sexmessen i Valby Hallen, hvor mange tilsyneladende er troppet op for ’at pifte’ livet i og uden for sengen op.

I tider, hvor porno kan skaffes med få klik, og sexudstyr kan leveres fra dag til dag med posten, er sexmesser – her næsten 50 år efter den første i K.B. Hallen – tilsyneladende stadig populære hos danskerne.

»Singler og par er her for at finde inspiration til deres sexliv. Mange har skjulte fantasier, de ikke har udlevet, og her kan de få modet til at prøve det af. Det er et legerum for voksne,« siger Joan Ørting, der denne aften er inviteret til Erotic World af BT.

Sexmessen byder på noget for enhver smag. En kvinde og en mand binder hinanden op i et reb i noget, der kaldes japansk bondage. I forhallen har unge mænd taget opstilling foran en glasmontre, hvor en kvinde giver et frækt show med webcam. Imens tordner bassen fra scenen, hvor landets bedste kvindestripper kæmper om at kunne kalde sig Danmarks bedste i den ædle disciplin.

Joan Ørting er taget til Valby Hallen på BTs foranledning, men også for ’at få en fræk flirt’, og hun er da også frisk på at give gode råd til de par, hvis sexliv trænger til ny næring.

’Flirtet hist og her’

Sexologen er klar i mælet på spørgsmålet om, hvorfor sexmesser stadig appellerer til danskerne.

»Vi har brug for at være kropslige med hinanden, og det kan vi herinde. Det her er en oase for voksne mennesker, som har brug for at få en inspiration, som de ikke kan få andre steder. Før var det mest mænd, der jagede kvinderne, men nu er kvinderne også begyndt at jage mændene. Det er derfor, de går til mandestrip, hvor manden er objektet,« siger Joan Ørting, der i fire måneder har levet som single efter bruddet med Carsten Islington, som hun var sammen med i 15 år.

De fleste af de par, BT og Joan Ørting møder på vej rundt mellem standene, fortæller, at de er taget til messen for at pifte nyt liv i sexlivet.

Et par hvisker stille til hinanden, mens de går mod garderoben. De har hver sin indkøbspose i hånden. I køen til garderoben står de med armene om hinanden, og hun kysser ham blidt på munden. Joan Ørting siger, at hun selv har haft ’de erotiske følere’ ude under sexmessen.

»Selvfølgelig har der været flirtet hist og her. Det kan man ikke komme udenom et sted som det her. Jeg skal dog ikke have en ny kæreste foreløbig, men flirt og sex er jo også godt,« siger hun og smiler stort.

Erotic World i Valby Hallen slutter søndag.