Det er meget populært på ugens første dag. Og det foregår ekstra intensivt i januar - men det kan ikke kun skyldes kulden og mørket i Europa, for tendensen er den samme over hele verden. Og ja, det har - selvfølgelig - noget at gøre med sex, fortæller Berlingskes korrespondent i London.

LONDON: 'I don´t like mondays,' synger Bob Geldorf på Boomtown Rats' største hit, og jeg har altid bildt mig ind, at en udbredt fælles oplevelse af netop ugens første dag som den sværeste at komme igennem har gjort sangen til så stor en klassiker.

Men hvad bedriver folk, trætte og uoplagte efter en weekends frihed, så om mandagen – altså udover at de fleste genoptager arbejde og sure pligter.

Hmmm, ja, man tør næsten ikke sige det højt, men et rekordstort antal slår såmænd de mørke mandage ihjel med at studere porno på nettet.

PornMD, der -– trods sit nærmest fornemme navn – er en pornosøgemaskine i Pornhubs populære netværk af pornografiske sider, har netop offentliggjort en – alt efter behag – fascinerende interaktiv infografik og opgørelse over pornoforbruget i hele verden. Og den afslører alt fra overraskelser til besynderlige fænomener og forskellige fantasier, såsom at mens folk i Sheffield i England typisk søger efter "naturlige bryster", så søger folk fra Liverpool typisk efter "skolelærer".

Globalt set synes mandage at være den mest populære dag, når det drejer sig om at søge efter porno på nettet – en trend der strækker sig verden rundt fra USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig til Mexico og Brasilien. Men ingen strømninger uden undtagelser – japanerne foretrækker at være med på en kigger om lørdagen, hvor de fleste andre nationaliteter til gengæld er mindst aktive, optaget af at hygge sig med andre ting på ugens helt store fridag.

Den største måned for pornosøgning verden over er januar. Vi taler altså om mest aktivitet på mandage i januar. Man fristes til at spørge, om der for nordeuropæere, herunder danskere, er tale om et egentlig behov, eller om der er tale om ren og skær tidsfordriv og kedsomhed i en mørk og regnfuld tid?

Nu står PornMD ikke bag en videnskabelig undersøgelse, men opgørelsen beror på en gigantisk mængde data, eftersom Pornhub blev besøgt næsten 15 mia. gange i 2013 – hvilket svarer til omkring 1,7 mio. besøg i timen.

Flere steder i verden blomstrer nationalismen i disse år, og det synes den faktisk også gøre, når folk klikker sig vej til porno. Ifølge opgørelsen kan man for hvert land se, hvilke ti mest anvendte søgeord folk bruger på de saftige sider, og det er påfaldende, at de fleste først og fremmest søger efter deres egen nationalitet:

Russere søger efter "russian", franskmænd efter "french", egyptere efter "egypt", indere efter "indian" og så videre. Danskere søger også mest efter "danish" – og der er vel at mærke her ikke tale om dansk wienerbrød, sådan som englændere forbinder ordet med.

Udover at der ofte stilles bekymrede og kritiske spørgsmål ved verdens enorme forbrug af porno, så efterlader de mange data om forskellige nationaliteters foretrukne pornosøgeord fra en af de store udbydere også en med let undren.

For israelere leder blandt andet efter "tynde", afghanere efter "tanter", irere efter "fulde" og tyrkere efter "mødre". Nogen dybere udredning giver PornMD ikke – det konstateres bare, og så kan enhver jo tænke sit.

Folk fra Skotland, Nordirland og Wales er mere direkte, da deres topsøgeord er "Lisa Ann" – en amerikansk pornoskuespiller, der er opereret større både her og der og alle vegne. Men hvorfor søger iranere entusiastisk efter "gay hotel businessman porn", når landets nu tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad har erklæret, at der ikke findes bøsser i hans land?

Ja, der er mange uforløste spørgsmål efter at have trawlet PornMDs data igennem, og faktisk kan man godt få ondt af indbyggerne i Ware i Hertforshire, der nu er udråbt som de største grisebasser. For i ingen anden engelsk by ser de så meget online-porno som i den lille by nord for London. Et besøg fra Ware varer i gennemsnit ti minutter og 37 sekunder - to minutter længere end et fra Billingshurst i West Sussex.

Tro mig, den kommer de til at høre længe for i Ware.