’Fifty Shades’-feberen har vækket lyster og sat fantasien fri. Erotiske butikker sælger rekord-mange piske til Hr. og Fru Danmark

'Jeg vil gerne bide i den læbe, hvisker han mørkt. Jeg gisper, helt ubevidst om, at jeg sad og tyggede på min underlæbe, og måber. Det må være noget af det mest sexede, nogen har sagt til mig. Mit hjerte går amok, og jeg snapper efter vejret.' (Fifty Shades of Grey)

...og derfra løber det løbsk. Når 21-årige Anastasia Steele giver sig hen til Christian Grey - en lækker erhvervsmand med magt, penge og mørke lyster - læser millioner af kvinder verden over med. Og siderne vendes hurtigt, når Christian introducerer pisk og reb for den unge kvinde.

Fifty Shades-trilogien kaldes, lidt nedladende, husmor-porno. Men det er også grunden til bøgernes succes. De har ramt bredt.

Du kan kyle dem ned til mælk og rugbrød i kurven i Føtex, og dermed er bøgerne nået ud til et kæmpe stort publikum. Og det smitter af på læsernes lyster.

der er smæk på

Gang i piskesalget

Den erotiske webshop Sinful.dk har solgt 120 pct. flere piske i 2013 end året før. Lust-butikken i København har solgt mindst 58 pct. flere piske. Og selv den mere nicheprægede SM-Shop i Studiestræde i København melder om flere solgte slagredskaber. Der er ganske enkelt en masse danskere, der nu gør alvor af fantasier om dominans, pisk og smæk.

- Fifty Shades-feberen har raset i over to år nu, og vi kan tydeligt mærke, at bøgerne har sat gang i fantasierne hos mange. Både trilogien og den lange liste af erotisk litteratur, der kom i dens kølvand, har været med til at gøre frække fantasier mindre tabubelagt, fortæller Mathilde Mackowski fra Sinful.dk.

- Det er Hr. og Fru Danmark, der udforsker det her, siger Eloïse Belair, der bestyrer Lust-butikken.

der er smæk på

- Der er kommet en del litteratur, som er faldet i hænderne på personer, der ellers normalt ikke er til den slags. Og de vækker nysgerrighed. Vi tror også, at en af grundene kan være, at mange kvinder og mænd skal fremstå stærke. Både på arbejdsmarkedet og derhjemme. Så har de måske en gang imellem brug for et rum, hvor de kan koble af og give sig hen til nydelsen og lade sig underkaste eller dominere, mener hun og tilføjer, at klubber og fester med fetish- og BDSM-tema også oplever øget tilstrømning.

Lige til frokostpausen

Sexolog Vivi Hollænder ser også et skred.

- Det er også overraskende for mig. Det virker som om, at det er blevet mere socialt acceptabelt at lege med seksualiteten. Skulle en gæst komme til at træde ind i et soveværelse, hvor der lå plyshåndjern og en lille pisk, udløser det nok ikke det store ramaskrig længere, mener hun.

De fleste, hun møder i sit sexolog-virke, er ikke hardcore, men leger med dominans og smerte for at pirre. Især modne kvinder tiltrækkes af SM-universet.

- Mange fortæller, at de tænder på bøgerne. Og jeg har set og hørt en hulens masse, der helt åbenlyst sidder og læser bøgerne i deres frokostpause. Det er legitimt at snakke om, at man kan lide bøgerne, siger hun.

Det er mest kvinder, der har lyst til at bringe en pisk ind i soveværelset. Mange mænd bliver lidt blege ved tanken om at piske deres kone. De er bange for at gøre noget forkert.

- Konstellationen, hvor kvinden skal være underdanig og lystre, er meget usikker for manden. En del klienter kommer, når der er gået kage i det. Han har måske ramt forkert eller for hårdt, hun er blevet vred, og han føler sig som en krænker. Man leger med nogle grænser, og det kan hurtigt gå galt, hvis ikke man er meget overbærende og tålmodige, lyder sexologens råd.

- Det kan også være en vanskelig balanceakt - at være ligestillede det ene sekund og dominant/underkastet det næste. Mænd er jo opdraget til at være hensynsfulde elskere, så det er milevidt fra, hvad han er opdraget til, hvis han pludselig skal tvinge hende ned på knæ og smække hende i numsen.

der er smæk på

FAKTA Smæk for begyndere

Det er frivilligt, og ingen kommer til skade. Sådan er grundreglerne i SM, forklarer Britta Pedersen fra SM-Shop i København, der har landets største udvalg af BDSM-udstyr. BT har bedt hende, Eloïse Belair fra Lust og sexolog Vivi Hollænder om gode råd til dem, der gerne vil kaste sig ud i det - og få ’en ekstra krydderihylde føjet til sit sexliv’, som Britta Pedersen udtrykker det:

Forventningsafstemning er vigtigt, så begge parter er nogenlunde enige om, hvor legen skal bevæge sig hen - og hvor langt man vil gå. Hvilken del af setuppet tænder man på - det psykologiske, smerten eller... Forberedelse, øvelse og fortrolighed med sin partner er grundlaget for en god oplevelse.

Begynd blidt. De første gange bliver med garanti ikke det store Fifty Shades-festfyrværkeri. Husk: Man må gerne grine.

Huden skal varmes op. Når huden er varm, kan man tåle (og nyde) mere.

Følg din sunde fornuft og mærk dine egne grænser. Hold øje med din partner og aflæs ham/hende.

Aftal evt. et ’stop-ord’. Et ord, der ikke har noget som helst med akten at gøre, så det er tydeligt,at hvis man råber ’tomat’, så betyder det ’STOP NU!’

Søg viden på nettet, film, blandt ligesindede og f.eks. i bogen ’Ultimate guide to kink’ for at komme godt i gang. Bogen gør også meget ud af det følelsesmæssige og mentale.