Hvordan er det lige med sex og kærlighed, når man er handicappet? I en ny bog fortæller kørestolsbrugeren Preben Steen Nielsen om sin seksuelle debut, sit første bordelbesøg og den første escortpige.

Der er elevator op til lejligheden ved Vejle Lystbådehavn, hvor Preben Steen Nielsen bor. Han hilser med højre hånd, den eneste del af kroppen han kan bevæge. Han har inviteret på kaffe og interview for at fortælle om de mange fordomme og tabuer, han møder fra sit kørestolsperspektiv.

»Som handicappet er sex tabuiseret. Jeg taler normalt med mine venner om alt, men lige dette emne har vi ikke vendt. Folk tænker måske, at sex- og kærlighedsliv ikke er en mulighed. Når man sidder i kørestol, som jeg gør, kan det også være nærliggende at tro, at det slet ikke kan lade sig gøre,« siger han.

35-årige Preben Steen Nielsen er født med muskelsvind og har siddet i elektrisk kørestol, siden han var to år gammel. Han har hjælpere hos sig 24 timer i døgnet, for han har brug for hjælp til det meste. Påklædning, toiletbesøg, måltider og de fleste aktiviteter derimellem. Derfor er det også hjælperen, der serverer kaffen ved spisebordet. Ligesom det også er ham, han kalder på, når aftenskumringen kræver mere lys i lejligheden.

Preben Steen Nielsen har netop skrevet selvbiografien ‘Kan den snakke – 12.000 dage set fra en kørestol’, der udkommer 22. maj. Han har længe blogget om sin hverdag og er dagligt aktiv på de sociale medier. For han har brug for at dele sine tanker. Selvbiografien har han skrevet på siden 2011, og han håber, den kan være med til at bryde det tabu, det kan være at være handicappet.

»Da jeg var teenager, ville jeg gerne være sammen med den lækreste pige i klassen. Sådan havde de fleste det nok. Men det er bare lidt sværere at score, når man sidder i kørestol,« siger han.

På samme måde er antallet af likes, når man har et kørestolsbillede på sin Tinder-profil, også begrænset. Han har eksperimenteret med diverse datingprofiler – mest for sjov – og uden held.

Udover enkelte kys til diverse fester som teenager har den romantiske kærlighed ikke fyldt så meget i hans liv.

»Jeg har altid haft mange veninder, men det er svært at komme ud af friend-zone synes jeg. Når jeg er i byen med mine venner, er det jo ikke mig, der lige hiver en pige med ud på dansegulvet eller giver hende et klap bagi,« siger han.

Aldrig haft en kæreste

Han har aldrig haft en rigtig kæreste, men for halvandet år siden mødte han en pige, som han blev lidt forelsket i. De skrev sammen på Facebook, og når hun besøgte ham, blev det også til lidt kysseri.

»Selvfølgelig var det dejligt at opleve en længerevarende flirt, men jeg synes ikke, jeg savner en kæreste. Jeg kommer alligevel aldrig hjem til en tom lejlighed, for mine hjælpere er her hele tiden. Jeg har til gengæld savnet sex,« siger han.

Preben Steen Nielsen havde længe overvejet købesex, men havde alligevel tøvet. Det virkede lidt ‘farligt’, syntes han. Han gennemtrawlede internettet for diverse bordeller og escortpiger, og med støtte fra en af de hjælpere, han har kendt i over tyve år, kørte han i januar måned til Holstebro for at besøge et bordel.

Drak portvin inden

»Jeg havde været ret nervøs inden, så jeg havde drukket portvin i bilen for at dulme nerverne lidt. Da jeg kom frem, viste det sig, at dørene var for smalle til at jeg kunne komme ind med kørestol, så jeg inviterede i stedet pigen med ud i bilen, hvor jeg fik et blowjob. Det var jeg helt oppe at køre over. Hun så godt nok ikke ud som på billederne, men nu ved jeg, hvordan det er at få et blowjob. Nu kan jeg snakke med, når vennerne udveksler historier,« siger han.

Et par uger efter kontaktede han en escortpige for at gå hele vejen med hende. Inden besøget skrev de sammen på det sociale medie Snapchat om forskellige praktiske forhold, der skal være på plads, når man er kørestolsbruger. Escortpigen havde på forhånd angivet, at hun tog imod handicappede kunder.

»Det gjorde det lettere, at jeg på forhånd vidste, hun ikke var afskrækket af, at man ikke har den typiske idealkrop,« siger Preben Steen Nielsen.

Preben Steen Nielsen har siddet i kørestol det meste af sit liv, men det skal ikke forhindre ham i at kunne nyde sex. foto: Michael Drost-Hansen
Preben Steen Nielsen har siddet i kørestol det meste af sit liv, men det skal ikke forhindre ham i at kunne nyde sex. foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Hans hjælper havde liftet ham over i sengen, inden escortpigens timelange besøg i soveværelset, hvor han spændt ventede på, at den nye erotiske oplevelse bankede på døren.

»Selvom min seksuelle debut var med købesex, føltes det ikke mærkeligt. Jeg ringede jo til en escortpige af samme årsag som alle andre. Tidligere havde jeg tænkt, at sex ikke var nødvendigt for mig, men det er jo et naturligt behov, som alle har. Og jeg havde ikke lyst til lige pludselig at blive 40 år som jomfru,« siger han.

Besøget af escortpigen var så god en oplevelse, at Preben Steen Nielsen har tænkt sig at gøre det igen. Det kræver bare lige lidt planlægning.

Fyldt med gode mennesker

»Jeg har savnet sex, for det er også et naturligt behov for mig, som det er for alle andre. Jeg tvivler dog på, at et kæresteforhold er noget for mig. Det er i hvert fald ikke noget, jeg mangler lige nu. Hvis man tænker, at et rigtigt liv består af villa, børn og hund, så kan man godt sige, at jeg går glip af noget. For sådan ser min fremtid formentlig ikke ud. Men det er ikke noget, jeg savner, for mit liv er fyldt med en masse spændende projekter og gode mennesker. Det er det gode liv for mig,« siger han.

Preben Steen Nielsen har altid haft muskelsvind, og i hverdagen tænker han ikke meget over, at hans liv adskiller sig fra de fleste andres. Hans faste placering i kørestolen er heller ikke noget, der holder ham tilbage. Han er iværksætter og eventmager og har de seneste år haft gang i adskillige projekter. Faktisk har han været så aktiv, at han sidste år modtog Vejle Kommunes Kulturpris. Han har produceret en kortfilm, en spillefilm, og nu har han så også skrevet en bog. Derudover har han med flere af sine projekter formået at gå viralt på de sociale medier. Blandt andet da han i 2013 kørte 300 kilometer fra Vejle til Skagen i sin kørestol til fordel for velgørenhed, eller da han sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til det næste barn, der blev døbt Preben.

»I folkeskolen fik jeg at vide, at jeg nok bare skulle holde mig til noget med computere. Det er sikkert også det, der er mest nærliggende, når man er kørestolsbruger. Men jeg ville gerne noget mere, og kan godt lide at udfordre mig selv. Både når det kommer til mit arbejdsliv, men også til sex og kærlighed,« siger han.