I to år har forskerne ved Washington University fulgt 3.800 afrikanske par, hvor enten kvinden eller manden var smittet med HIV. Parrenes præventionsmetoder og udviklingen hos partneren, der oprindeligt ikke var smittet med HIV, blev noteret. Det skriver New York Times.
Undersøgelsen viste, at i gennemsnit blev 6,61 kvinder ud af 100 smittet hvert år, hvis de brugte hormonindsprøjtningerne. Blandt de kvinder, der ikke brugte indsprøjtningerne, var tallet kun 3,78, og blandt mændene var mønstret det samme, dog blev færre generelt smittet.
Populær prævention
Indsprøjtningerne er populære i Afrika, fordi de er lette at benytte sig af. Kvinderne kan give sig selv injektionen, som de kun skal have hver tredje måned. Og det er gavnligt på et kontinent, hvor komplikationerne ved graviditet er mange.
Derfor kan resultatet af undersøgelsen også vise sig at få store konsekvenser.
- Vi skal re-evaluere WHO's kliniske anbefalinger for brug af prævention, siger Mary Lyn Gaffield, epidemiolog hos The World Health Organizations afdeling for reproduktiv sundhed og research til New York Times.
- Vi vil sikre os, at vi advarer, når der er en reel grund til at advare. Samtidig vil vi ikke komme med forhastede konklusioner, der kan have vidtrækkende, voldsomme konsekvenser for den seksuelle og reproduktive sundhed for kvinder. Det er et meget svært dilemma, siger hun.
WHO mødes i januar for at afgøre, om beviserne er stærke nok, til at de skal melde ud, at hormonindsprøjtningerne vil øge risikoen for at smitte og blive smittet med HIV.






















