De fleste kvinder har sex, men taler sjældent om det. Instruktørerne bag en ny film om kvinders seksualitet mener, at vi simpelthen mangler de rigtige ord

'Fisser’ er stramme og barberede, ’vagina’ er totalt læge-agtigt, ’tissekone’ er noget, små piger har, ’skeder’ har problemer – og svamp, mens en ’kusse’ er en ordentlig 70er dusk. I den danske dokumentarfilm ’Venus – Lets talk about sex’, der har premiere i landets biografer på Kvindernes Kampdag den 8. marts, leder unge kvinder efter det rigtige ord til lige præcis deres køn. Men de finder aldrig et ord, som de med ro i maven kan sige højt.

Det er, mener en af instruktørene bag filmen Mette Carla, ’super symptomatisk for den måde, vi taler om vores seksualitet på’. Eller måske i virkeligheden ikke taler om sex på.

Selvom sex er noget, de fleste jævnligt har, så er vi kvinder – der ellers ofte beskyldes for at dele alt andet med veninderne – ikke særligt gode til at tale om sex – og de følelser, der følger med lagengymnastikken.

Mangler ord

»Vi har ikke et ordforråd for de mere sanselige dele af sex. Det, at vi ikke har et ord, vi er stolte af, forstærker følelsen af, at vi er lidt usynlige i de erotiske møder,« siger hun.

Sammen med instruktør Lea Glob har Mette Carla lavet filmen ’Venus – Lets talk about sex’. Film-projektet tog udgangspunkt i, at de begge, på hver sin måde, havde følt sig meget ensomme i deres første møder med sex.

»Vi har ikke haft forældre, der som sådan lærte os om det, og i skolen handlede det mest om sygdom eller om, hvordan man undgår at blive gravid. Generelt var der ikke meget fokus på, hvordan man håndterede de følelsesmæssige aspekter i forhold til at skulle kaste sig ud i de første seksuelle oplevelser. Derfor blev det en ensom rejse, hvor følelserne blev meget adskilt fra det erotiske. Den følelse har forfulgt os langt op i 20erne,« siger hun.

I filmen fortæller en række unge – og meget modige – kvinder om alt fra antallet af sexpartnere (og de typisk lidt færre antal orgasmer) til oplevelsen af den første gang og deres vildeste fantasier. Men de fortæller også om den skam, de alle sammen på den ene eller anden måde har oplevet, og som de først i forbindelse med filmen har turdet tale højt om. Instruktørenes håb er, at filmen kan låne andre kvinder nogle ord, så de får et udgangspunkt for at tale om deres seksualitet.

For når vi ikke kan sætte ord på vores seksuelle oplevelser eller frustrationer, bliver vi alene med vores problemer, føler os forkerte og bliver skamfulde. I værste fald får vi ikke udfordret vores seksualitet, fordi vi er for skamfulde, eller vi overskrider vores egne grænser, fordi vi ikke får sat ord på vores ønsker eller måske knap selv kender dem.

Gina

Kvindens navnløse køn og skammen, der følger med, har før været til debat. I 2013 var det Thomas Blachman, der i DR2-programmet ’Blachman’ fyrede op:

»Vi har alle de grimme, sjofle ord, og så har vi en masse kropsløse ord som tissekone og vagina. Det er et problem for manden, det bliver et problem for kvinden, og det er nedværdigende for alle,« lød det fra ham.

Samme år gik magasinet ’Tidens Kvinder’ på jagt efter et nyt udtryk for kvindens køn. De modtog i alt 312 forslag og det endelige valg faldt på ’Gina’. Et ord, der nu aldrig for alvor slog igennem, erkender sexolog Katrine Berling, der dengang sad med i dommerpanelet.

I virkeligheden betyder det ikke så meget, hvilket ord vi bruger. Det vigtige er, at kvinder beslutter sig for et ord og dermed tager ejerskab over vores køn, forklarer hun.

»Jeg har en fisse. Det har jeg besluttet mig for. I det øjeblik jeg står ved ordet, er der ikke noget skamfuldt ved det,« siger hun.

Skammer sig

Katrine Berling møder desværre mange kvinder, som slet ikke er i kontakt med deres eget køn. De rører ikke ved sig selv. De kan måske godt få en orgasme, men ikke alene, og de synes, det er mærkeligt at stikke en finger op i sig selv.

»Så bliver det noget forkert, skamfuldt, væmmeligt. Noget, jeg ikke vil være ved, og hvor det eneste rigtige ord blive ’bvaadr’,« siger hun.

Men de kvinder kommer altså til at snyde sig selv på lagnerne, lyder det fra sexologen.

»Vi tror, at vi skal være en sexkilling, der bare vil alt. Men i virkeligheden vil mænd gerne have en kvinde, der ejer sin egen seksualitet,« siger hun og understreger, at det ikke kun handler om at sætte navn på sit køn, men om at turde se sig selv i spejlet og møde sin seksualitet.

Skammen over ens egen seksualitet er ikke et nyt fænomen. Det har vores rødstrømpe-mødre garanteret også bakset med. Alligevel er presset på de unge i dag vokset.

»Det præstationspres, nutidens unge møder, rammer dem også på seksualiteten. Vi skal nå det hele på den halve tid, og så er der måske nogle, der ikke har sig selv helt med,« siger hun,

Det skal ikke gøre ondt

F.eks. stødte hun i en Facebookgruppe på en debat om analsex, hvor en ung pige skrev: »Det gør lidt ondt i starten, men det gør ikke noget«.

»Jo! Det gør noget. Det skal ikke gøre ondt. Hun kan gøre, hvad hun vil med sin krop, men det er vigtigt at få at vide, at analsex ikke behøver at gøre ondt,« siger Katrine Berling.

Det er den slags ’fortællinger’, som instruktørene bag filmen ’Venus – Lets talk about sex’ håber på at gøre op med ved at give kvinderne et udgangspunkt at tale udfra. F.eks. kan filmen vises i folkeskolen og gymnasiet, hvor seksualundervisningen ofte handler mere om at undgå at blive gravid eller få en kønssygdom – men ikke så meget om følelser, lyst og det faktum, at sex faktisk kan være sjovt.

»Men vi har også fået tilbagemeldinger fra ældre kvinder, som næsten sørgmodigt fortæller, at de heller aldrig har talt om de her ting,« siger Mette Carla.

’Vores køn er mere hemmelighedsfuldt ...’

Kvinder snakker meget om mange ting, men tilsyneladende for lidt om sex. I ny dansk dokumentarfilm deler kvinder i 20erne modigt deres første oplevelser med sex. BT har mødt tre af dem.

Den 8. marts er der premiere på dokumentarfilmen VENUS. Filmen handler om kvinders seksualitet og er instrueret af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen. 17 piger fortæller i videointerviews om deres seksualitet og sætter ord på de ting, kvinder ofte har svært ved at tale om.
Den 8. marts er der premiere på dokumentarfilmen VENUS. Filmen handler om kvinders seksualitet og er instrueret af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen. 17 piger fortæller i videointerviews om deres seksualitet og sætter ord på de ting, kvinder ofte har svært ved at tale om.
Vis mere

Hvad kalder I jeres køn?

Julie Thalund: »I en perioden kaldte jeg den ’Yoni’.«

Kimmie Tiemroth: »Jeg snakkede med en kvinde i 50erne og omtalte min som ’kusse’. Så kiggede hun på mig og sagde: ’Du har ikke en kusse, du har en tissekone’. Jeg havde lige vænnet mig til at sige, at jeg havde en kusse. Det, følte jeg, passede, men så fik jeg presset noget andet ned over hovedet.«

Mette Carla: »Det ringer så forskelligt... Tissekone, så tænker jeg på et barn. Det er ikke et specielt dejligt eller sexet ord. Den kan tisse – ikke andet.«

Julie Thalund: »En kone, der kan tisse. Jeg har ikke fundet det gode ord endnu. Jeg har boet i USA. Det var meget nemmere. Der kan man sige ’vagina’ eller ’pussy’, hvis det skal være lidt frækt. Herhjemme er der så mange billeder forbundet til ordene, som man skal leve op til. Jeg synes ikke, der er ét ord, der kan favne mit køn.«

Kimmie Tiemroth: »Ordene er ladet med så meget. ’Fisse’, så tænker man møgfisse.«

Julie Thalund: »Eller en glatbarberet sportsfisse.«

Er det vigtigt at have et ord?

Kimmie Tiemroth: »Jeg synes ikke, der skal defineres ét ord. Det skal jo være noget, man synes er rigtigt til én selv.«

Den 8. marts er der premiere på dokumentarfilmen VENUS. Filmen handler om kvinders seksualitet og er instrueret af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen. 17 piger fortæller i videointerviews om deres seksualitet og sætter ord på de ting, kvinder ofte har svært ved at tale om. Kimmie, en af deltagerne, er fotograferet til BT Weekend.
Den 8. marts er der premiere på dokumentarfilmen VENUS. Filmen handler om kvinders seksualitet og er instrueret af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen. 17 piger fortæller i videointerviews om deres seksualitet og sætter ord på de ting, kvinder ofte har svært ved at tale om. Kimmie, en af deltagerne, er fotograferet til BT Weekend.
Vis mere

Julie Thalund: »Helt rigtigt. Men det ville jo hjælpe, hvis vi så havde nogle gode muligheder at vælge mellem.«

Mette Carla: »Tænk, at vi kan ikke engang finde et ord til vores køn. Det er supersymptomatisk for hele snakken om sex, at vi langt hen ad vejen slet ikke har ordene. Dét, at vi ikke har et ord, vi er stolte af, forstærker følelsen af, at vi kvinder måske har været lidt usynlige i de erotiske møder.«

Taler mænd mere om deres køn?

Julie Thalund: »Ja, det kan handle om noget rent fysiologisk: At pikken sidder udenpå. De får tidligere et sprog og snakker om den, allerede fra de er små, hvor vores køn er mere hemmelighedsfuldt.«

Mette Carla: »Jeg synes heller ikke, at ’pik’ er negativt ladet på samme måde som ’fisse’. Det er mere neutralt.«

Julie Thalund; »’Pik’ er ret godt – både frækt og neutralt.«

Hvad er konsekvensen af, at vi ikke  taler om sex?

Julie Thalund: »At mange kan føle sig forkerte.«

Mette Carla: »Det bidrager til at internalisere den skam, der florerer.«

Kimmie Tiemroth: »At man er alene med sine problemer, fordi man skammer sig over, at man føler et eller andet – eller f.eks. ser porno.«

Julie Thalund: »Flere får opereret deres skamlæber, fordi de ser forkerte ud, men der er ikke noget, der er forkert. Nogle er lange, nogle er korte. Men når man går med den forkerthed alene, kan det ende med, at man lader sig operere, udelukkende fordi man tror, at man er forkert.«

Kimmie Tiemroth: »Måske er man i en venindekreds, hvor alle har det på samme måde, men ingen siger noget til hinanden. Måske vi kunne åbne mere op for at snakke om vores seksualitet og være lidt mere ærlige over for hinanden.«

»Julie Thalund: I værste fald ender man jo med at gøre vold mod sig selv, hvis man føler sig så skamfuld eller forkert. F.eks. ved at man går over sine egne grænser. Det kan sætte sig som rimelig hardcore ar.«

Er der så meget status i seksuel erfaring, at man gør noget uden at have lyst?

Julie Thalund: »Sådan var det meget, da jeg var ung. Det handlede om at have rigtig meget erfaring og have prøvet rigtig mange ting. Det var ligesom at have en tjekliste. Jeg tror, at det er blevet endnu mere råt, siden jeg var teenager.«

Mette Carla: »Det virker som om, at man skal være mere tolerant i dag. Man skal være åben for mange flere ting. Da jeg var helt ung, handlede det bare om, at man ikke skulle blive en omgangsluder. Dengang handlede det mere om kæreste og stearinlys, der var ikke så meget pral.«

Julie Thalund: »Vi havde stadigvæk praleriet. Du måtte ikke være en omgangspige, men samtidig skulle du helst have en masse seksuel erfaring, men hvor skulle man få den fra? Det kan jo ikke være med stearinlys og kæresten hele tiden. Fuck, det er altså barskt at være ung.«

Hvor gamle var I første gang?

Julie Thalund: »Jeg var 18 år. Jeg følte mig virkelig gammel. Det var svært at sige højt i filmen, fordi jeg har båret rundt på sådan en skamfølelse over det i mange år. Nu synes jeg faktisk, det er helt fint.«

Mette Carla: »Jeg var 20!«

Kimmie Tiemroth: »Min første gang var jeg 14 år, og det var måske i virkeligheden for tidligt. Men der var sådan et pres om, at man skulle være hurtigt ude, så man kunne nå at være med i samtalerne.«

Taler I om orgasmer?

Mette Carla: »Når vi i filmen spørger om orgasmer, er det for at sætte ting på spidsen, men også for at fremhæve, at det er noget, vi synes, vi skulle snakke lidt mere om. Mange, især blandt de yngre, tænker, at sex stopper, når manden er kommet. Men kvinden har jo også en krop, som måske kræver noget andet.«

Julie Thalund: »Jeg ved ikke, om det kun er unge, der følger en fortælling om, hvornår sex slutter. Dét er måske i virkeligheden en gammel fortælling. Det er jo det, vi ser på film. Der  er mandens klimaks, og så er det slut.«

Er sex styret af manden?

Julie Thalund: »Det er styret af nogle forestillinger om, hvordan man skal agere som køn. Mænd kan måske have en forestilling om, at de skal være store, potente, virile mænd, som skal styre kvinderne. Jeg tror, vi alle sammen ligger under for nogle forestillinger om, hvordan spillet skal udfolde sig.«

Mette Carla: »Måske ligger det i biologien. At en mand er den givende part, og kvinden modtager. Men hvad sker der, hvis man bytter rundt på det? Vi kan se, at når manden kommer, så er alle glade. Det er straks værre, hvis han ikke komme ... men vi er vant til, at kvinden ikke kommer. Det tænker vi ikke over. Om de fortællinger kommer fra en nedarvet biologi, ved jeg ikke. Men det er jo interessant at udfordre fortællingen.«

Julie Thalund: »Jeg har ofte talt med min veninder om, hvorvidt man må hjælpe til selv, for tager man så noget fra manden? Men jeg har jo ikke en forventning om, at han bare skal få mig til at have en fest. Det er ikke alene hans ansvar.«

Mette Carla: »Det er derfor, det er så interessant at få talt om. For når man er i en så intim situation, er det meget få ting, der skal til, før man kan overskride hinandens grænser. Der er virkelig et rum for at begå fejl, som kan få nogle konsekvenser, fordi man ikke har lyst til at såre den anden.«

Kimmie Tiemroth: »Det er så svært f.eks. at sige: ’Du kan ikke få mig til at komme’, selvom det bare er en helt basic ting ved kroppen. Men det er svært at sige, for der bliver taget en stolthed fra en mand, når han ikke kan få en kvinde til at komme.«

Har jeres mødre haft samme oplevelser med sex?

Mette Carla: »Hver generation stiller de samme spørgsmål, men under forskellige forudsætninger. Fordi manden er fysisk stærkere, vil der altid være en følelsesmæssig overgivelse, som kan være svær at håndtere. Men det betyder helt sikkert også noget, at man f.eks. er vokset op med sociale medier.«

Julie Thalund: »Min mor er gammel rødstrømpe, og de har helt klart haft deres. Men jeg tror ikke, der gik performance i den. At hun følte, hun var forkert i sin krop. Det var en krop, som kunne nogle ting. Det var ikke kun en krop, der skulle se ud på en bestemt måde. Hun har ikke set lige så mange billeder af, hvordan hun skulle være.«

Hvordan er det at se jer selv nøgne i spejlet?

Mette Carla: »Spejlet er for de fleste kvinder en vigtig rekvisit i vores liv, som vi jo bruger hver dag og forholder os til, lige meget om det er fedt eller ej.«

Kimmie Tiemroth: »Man bruger det hele tiden: Sætter hår, lægger makeup, prøver tøj. Personligt har jeg det fint med at stå foran et spejl. Men jeg har det bedre med at have bukser på end ikke at have bukser på. Når man står helt nøgen, er man blottet og fokuserer hurtigt på dét, man ikke er tilfreds med, i stedet for dét, man godt kan lide.«

Julie Thalund: »Du skal lige indstille dit blik lidt anderledes. Når jeg insisterer på at blive stående foran spejlet i længere tid, så dukker ’jeg’ frem og ikke bare en eller anden idé om, hvordan jeg skal se ud. Så kan jeg have en rigtig god oplevelse ved at se på mig selv. Men det kræver træning.«

Kimmie Tiemroth: »Det første, man ser, er fejl. Man skal bruge lang tid på at vænne sig til at se sig selv nøgen.«

Julie Thalund: »Når du ser fejl, kan du ikke overskue det, og går væk. Øvelsen er at blive stående.«

Hvilket råd vil I give en yngre udgave af jer selv?

Kimmie Tiemroth: »Du skal ikke skamme dig. Men elske den, du er.«

Mette Carla: »Det er okay ikke at være klar til det (sex, red.). Jeg følte mig som et barn i meget langt tid og var bestemt ikke dér, hvor jeg skulle dét, selvom jeg tænkte, at jeg skulle. Det er sgu o.k. at vente. Det ville jeg gerne have vidst, så ventetiden ikke blev så skamfuld.«

Julie Thalund: »Vær kærlig ved dig selv i prosessen. Hold dig selv i hånden. Måske er du ikke klar, måske er du mega klar. Prøv at gøre de seksuelle oplevelser til en kærlighedsfuld færd for dig selv.«