Kvinder er enten bi- eller homoseksuelle. Også selvom de påstår, de ikke er det.

Det er i hvert fald tilfældet, hvis man skal tro konklusionen af et nyt studie, foretaget af dr. Gerulf Rieger fra University of Essex.

I sit studie bad han 345 kvinder af forskellig seksuel orientering se en række videoer med seksuelt indhold med både mænd og kvinder. Samtidigt målte han deres kropslige reaktioner såsom udviddelse af pupillerne, puls samt blodtilførsel til kønsorganerne.

Kvinderne, som var af forskellige aldre, etnicitet og havde forskellige uddannelsesbaggrund, blev også bedt om at placere sig selv på en seksualitetsskala, der gik fra 'udelukkende heteroseksuel' i den ene ende til 'udelukkende homoseksuel' i den anden.

I testen blev 82 procent af kvinderne opstemte af at se på både kvinder og mænd, målt på deres biologiske reaktioner. Blandt de, som havde klassificeret sig som hetero, blev 74 procent stærkt opstemte af at se på både kvinder og mænd.

»Selvom størstedelen af kvinderne mente de var heteroseksuelle, viser vores undersøgelse uden tvivl, at når det kommer til, hvad der tænder dem, er de enten bi- eller homoseksuelle, men aldrig hetero,« fortæller dr. Gerulf Rieger til Pink News.

Homoer er mindst hetero

Det kan måske virke indlysende, men de kvinder, der reagerede mindst på mænd og mest på kvinder, var de, som havde placeret sig i den homoseksuelle ende af det seksuelle spektrum.

Undersøgelsen viste også, at lesbiske kvinder, som har en maskulin fremtoning ikke nødvendigvis også har en meget maskulin adfærd.

»Selvom nogle lesbiske var mere maskuline i deres måde at vise seksuel ophidselse på, og nogle lesbiske var mere maskuline i deres adfærd, var der ingen indikation af, at disse kvinder var identiske,« forklarer dr. Gerulf Rieger.