Et sikkert forårstegn er piblet frem i Skov- og Naturstyrelsens naturbrevkasse på skovognatur.dk.
Mellem spørgsmål om ansøgningsskemaer til krageregulering og regler for kattehold ønsker en Bente Johansen afklaring på et påtrængende problem: Må man have sex i offentlige skove i Danmark?
Og ja, det må man da hjertens gerne - og i øvrigt også med begrænsning i private skove, oplyser forstfuldmægtig Lars Bendix Poulsen, Skov- og Naturstyrelsen.
- Sex kan jo have mange former, og selv om naturbeskyttelsesloven er vigtig for regulering af færdsel i naturen, så er der dog nok andre love og normer/moralkodeks, som jeg vil anse for vigtigere. Vigtigst er vel i virkeligheden eventuelle tilskueres syn på det, der sker, eller hvad man efterlader i skoven, skriver han i sit svar til fr. Johansen.
- Men skal man have dækket behovene, så kan jeg i forhold til naturbeskyttelsesloven oplyse, at det kun må foregå på veje og stier om dagen i private skove, men overalt i offentlige skove, døgnet rundt og året rundt. Umiddelbart vil jeg dog synes, at det må have været en kold oplevelse her i vinter med ned til minus 20 grader celsius, mener Lars Bendix Poulsen, der understreger, at aktiviteterne ikke må have karakter af støjende adfærd - det forbyder Adgangsbekendtgørelsen nemlig.
- I øvrigt vil jeg foreslå, at man vælger en blød skovbund med f.eks. mos eller bløde blade - nok kan nogle lide smerte, men en gang sitkagran stikkende i numsen eller myrer og andre insekter, der bider/stikker, er nok ikke det, de fleste synes er behageligt, tilføjer han omsorgsfuldt.
- En særlig slags sex er, hvor træerne bruges på en sådan måde, at man efterlader tøj - det er vel i sig selv harmløst, men det medfører udgifter for ejeren at fjerne klæderne - derfor er det forbudt at efterlade dem, oplyser Lars Bendix Poulsen.
- Så mulighederne er altså ganske mange i de offentlige skove - blot man udviser det fornødne hensyn til de andre, som ikke synes, det er så spændende at overvære/høre. Selv er jeg en del gange uforvarende kommet til at opleve sex-aktiviteter i statens skove, f.eks. inde i en skovbund eller en gyngende bil med meget duggede ruder på en p-plads. Men hver gang har jeg heldigvis kunnet konstatere, at de pågældende havde taget de fornødne hensyn til andre skovgæster - og så er jeg blot lusket videre, konstaterer han.
Ifølge Lars Bendix Poulsen har Skov- og Naturstyrelsen ikke modtaget klager fra folk, der er faldet over elskende par i skoven.
- Hvis folk bare opfører sig ansvarligt, ikke støder nogen og rydder op efter sig, er der plads nok til alle, siger Lars Bendix Poulsen, der hverken vil be- eller afkræfte, at man i gamle dage satte brændenælder i Jægersborg Dyrehave langs vejene rundt om Bakken for at beskytte de unge pigers dyd.
- Det er vist en myte, men en god myte, og jeg tror heller ikke, det ville have haft den store effekt, for når man skal, så skal man, slutter han.




















