Hej Annette!
Jeg er i 30erne, gift og har 3 børn.
Min mor har aldrig rigtig kunnet acceptere mit valg af mand og har altid ment, at jeg kunne finde noget bedre. Min mand ved det, da jeg har været ked af det mange gange, fordi jeg har følt, at hun ikke behandlede mig godt, og at både hun og min far gør stor forskel på mig og mine søskende. Jeg har aldrig følt mig god nok, som jeg er, og aldrig følt, at jeg gjorde det rigtige i hendes nærvær.
Til sidst skriver min mand i en sms til hende, at han ikke vil deltage i nogen form for sammenkomster med min familie, fordi han var træt af at høre, at jeg kunne finde noget bedre, og at de burde behandle mig ligesom mine to andre søskende.
Derfor, jeg nødt til at tage alene af sted til fødselsdage med børnene, der jo ikke forstår, hvorfor far ikke vil med, og er kede af, at vi ikke kommer til at fejre jul med dem. (Vores børn er 10 og 5 år)
Jeg føler mig simpelthen så splittet og begynder næsten at føle, at vores parforhold er usundt.
Det skal siges, at vi har et godt forhold til min mands familie og ser dem tit.
Kære Annette, jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal leve med den her situation og hvor meget vi skal inddrage børnene.
Søde kvinde!
Jeg bliver simpelthen så berørt af det, du skriver, men for at begynde med det sidste: Dine børn… Jeg synes slet ikke, du skal inddrage dem i skærmydslerne. Lad dem ikke se din vrede mod dine forældre. Det er min personlige holdning, at man skal skåne børnene og ikke påvirke dem med ens egne frustrationer. Hvis de kan få et godt forhold til mormor og morfar, så kan det være meget værd for dem senere hen. De vil først meget senere kunne sondre, og de vil som voksne have kæmpe respekt for, at du ikke involverede dem.
På sin vis synes jeg, både din mand og din mor holder dig som gidsel. Din mand prøver at beskytte dig på sin måde, men dybest set ender han med at overlade dig helt til dig selv. Du står alene med problemerne, fordi din mor og han nu ikke længere kan være sammen. Jeg synes, han skulle tage at sluge sin egen stolthed for din skyld. I virkeligheden ville det være mere mandigt, hvis han konfronterede din mor face to face. Med sin nuværende metode risikerer han at leve op til alle din mors forbehold overfor ham (han er ikke mand nok/stikker halen mellem benene/svigter dig etc).
Alt dette være sagt, så kunne der også være noget befriende i, at du fik kommunikeret til dine forældre, at du altid har følt dig forfordelt. Det svære er at finde den rette måde at sige det på. Du må ikke fremstå som offer. Du må slet ikke være anklagende. Du må ikke bruge alt for værdiladede ord. Det kræver et enormt mod at tage fat på den snak, og jeg ved slet ikke, om du magter det. Måske kunne indgangsvinklen være dine egne børn. Fortæl dine forældre, at du elsker dine tre unger præcis lige højt, og at de betyder alt for dig. Spørg, om de har haft det på samme måde med dig og dine søskende, og tag den så derfra.
Til slut vil jeg sige dig, at den største kraft i denne verden er tilgivelse. Tilgiv dine forældre, at de ikke er større mennesker. At de ikke magter at se hele dig og respektere dine valg. Når du har tilgivet, er det også lettere for dig at lægge afstand til problemerne.
Kæmpe søndagsknus fra Annette
