Alle har mindst ét af dem i deres Facebook-feed. Kæresteparret, der ser ud til at leve deres liv i en film, spiser 'brunch med bae' og middag med 'manden min'.

Men selvom deres forhold forekommer at være perfekt, så er det ikke tilfældet, mener den anerkendte australske sexolog og parterapeut Nikki Goldstein.

Tværtimod, så er de mange kvalmende øjeblikke blot et røgslør, der skal kompensere for at forholdet knirker, når der lukkes ned for de sociale medier, siger hun til Daily Mail.

»I mit job ser jeg, hvad folk lægger på nettet, men jeg hører også, hvad der foregår bag kulisserne i de selvsamme forhold,« siger hun til mediet og tilføjer, at de hvinende søde øjeblikke er flest på valentinsdag, hvor parrene gerne vil vise omverdenen, hvad de har givet eller fået af deres elskede.

»Ofte er det dem, der lægger mest ud, der i højest grad søger bekræftelse på deres forhold fra andre på de sociale medier. Likes og kommentarer kan være så bekræftende, at når nogen virkelig kæmper, er det dér, de bliver hevet op igen - ikke af personen, der giver gestussen, men af det, alle andre siger om den.«

Ifølge Nikki Goldstein bliver det mest problematisk, når den ene eller begge parter bliver besidderiske i deres sprogbrug og skriver 'min skat, 'manden min', 'mit et og alt' og lignende.

Parterapeuten mener nemlig, at det signalerer en form for usikkerhed i forholdet og et forsøg på at få alle andre til at holde sig væk fra ens partner, eller på at overbevise eventuelle ekskærester om, at 'her går det godt'.

Hun påpeger, at det ikke er alle 'Facebook-par', der gemmer på et trist forhold bag filtrene og de mange hashtags, og at man selvfølgelig sagtens kan lægge par-billeder ud. Men det bliver et problem, når billederne kun tages for at blive lagt direkte på Facebook eller Instagram to sekunder senere, og ikke fordi de først og fremmest er dejlige minder, som skal fotodokumenteres og gemmes.

Derfor er det altså ikke en ubetinget synd at lægge parforholdsbilledder på nettet. Det understreger undersøgelse fra 2015, hvor forskere fra University of Wisconsin-Madison interviewede 180 personer i kæresteforhold og samtidig luret med på deres Facebook-profiler.

Det viste sig, at dem der delte løs af kæreste-selfies havde større sandsynlighed for stadig at være sammen efter et halvt år. Forskerne begrundede det med, at de blev tættere af at bekræfte deres forhold på de sociale medier og på den måde kom til at føle sig som en enhed.

Ifølge Nikki Goldstein er det også bare vigtigt, hvad man lægger ud, og at man lige overvejer, om man er det samme par i virkeligheden som på Facebook:

»Er vi mest bekymrede for, hvordan vores forhold er, eller tænker vi mest på, hvordan det ser ud på nettet?« spørger hun.