Nogle steder siges det, at sex kan modvirke snorken. Der er ingen studier om det, men eksperterne tvivler. Kryds fingre og læs med.

Det kan være svært at falde i søvn, hvis din partner snorker som et helt savværk, så snart du slukker lyset i soveværelset. Og at blive vækket af et hårdt puf i siden, fordi du selv er anledningen til den natlige larm, er heller ikke særlig festligt.

Det siges, at det var almindelig kendt blandt de specialestuderende ved biologisk institut, at sex kunne afhjælpe mænds problemer med snorken.

For at finde ud af om sex virkelig kan redde dig fra de bebrejdende blikke over morgenkaffen på grund af ødelagt nattesøvn fra din bedre halvdel, har Videnskab.dk henvendt sig til Christian Graugaard, professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

»Der sker en hel masse med hele kroppen under og efter sex, men at sex skulle kunne afhjælpe snorken, må jeg melde pas til. Jeg har ikke kendskab til, at der skulle være forsket i sammenhængen mellem sex og snorken,« siger Christian Graugaard til Videnskab.dk her:

Han forklarer videre, at det dog er velkendt, at der en anden positiv sidegevinst ved sex.

»Der kan indtræde en behagelig træthed efter sex. Denne træthed skyldes dels den fysiske udfoldelse, men har formentlig også noget at gøre med de hormonelle forandringer, der sker i kroppen i forbindelse med den sexuelle udfoldelse, specielt under orgasmen,« forklarer Christian Graugaard.

Christian Graugaard sender os videre til søvnekspert, professor ved Dansk Center for Søvnmedicin, Poul Jennum med ordene, at hvis ikke Poul Jennum kender noget til den påståede sammenhæng, så er der ikke nogen i Danmark, der gør.

Vi kontakter Poul Jennum, for at finde ud af om de cirka 1,3 million danskere, der snorker, kan kurere deres natlige trækken-torsk-i-land med sex.

»Der fik du mig, den har jeg simpelthen aldrig hørt før,« siger Poul Jennum, men tilføjer:»Hvis det er rigtigt, så er det da bare om at komme i gang og nyde det, hvis ellers konen gider.«

Læs også hos Videnskab.dk: Brug soveværelset til søvn og sex

Med den opfordring i baghovedet fanger vi den ledende overlæge ved Sexologisk Klinik på Aalborg Universitetshospital, Astrid Højgaard. Hun møder i sin dagligdag på afdelingen, mange forskellige patienter, der henvender sig med en bred vifte af vanskeligheder med sex.

»Man kan da godt forestille sig, at man falder veltilpas omkuld efter sex, men at sex skulle modvirke snorken, den er jeg ikke stødt på før,« griner Astrid Højgaard.
Til gengæld beskriver overlægen en anden sammenhæng mellem mænds seksualitet og snorken.

»Mænd, der har en tilbøjelighed til at snorke, fungerer ofte dårligere seksuelt, altså har større risiko for rejsningsbesvær end andre mænd. Og grunden er, at det at snorke og det at have et rejsningsproblem, har en fælles faktor, nemlig at begge dele ofte rammer overvægtige mænd og mænd med lavt testosteron-niveau,« forklarer hun.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor har vi mest lyst til sex om sommeren?


I et sidste forsøg på at komme til bunds i myten fra biologisk Instituts gange, søger Spørg Videnskaben nu uden for Danmarks grænser. Måske er der nogen af vores svenske naboer, som har efterprøvet om sex skulle kunne være mirakelkuren mod snorken?

Men Christian Benedict, som er søvnforsker ved Institutionen for Neurovidenskab ved Uppsala Universitet, istemmer med de danske forskere:

»Jeg har ikke hørt om nogen studier, som har undersøgt, om sex skulle reducere antallet af snorke-episoder i løbet af natten, og jeg tror også, at det vil være svært at finde forsøgspersoner, som vil lægge krop til et forsøg af den karakter.«

Desværre kommer der ikke noget entydigt svar, men krydses fingre for teorien kan der stadig.

Læs også hos Videnskab.dk:

Snorken kan være livsfarlig

Snorken bestemmes i barndommen