Engang tikkede det biologiske ur måske, fordi man var bange for ikke at få børn, inden det var for sent. Når man er i slut-40erne og single, kan man være bange for ikke at finde en kæreste, inden de bedste er taget, og man skal leve sit liv alene. Hvad gør man? Man spørger Joan Ørting. Hun er lige blevet skilt, og hun fyldte 56 i går.

På kommoden ligger der en samling hjerteformede sten. Joan Ørting blærer sig lidt med, at hun er ekstremt god til at finde dem – det handler bare om at tune sit sind ind på det, man gerne vil finde.

Gården på Langeland er fuld af små samlinger af dimser. Mens fotografen går rundt og stiller sit udstyr op mellem nysgerrige høns og katte, fortæller Joan, at hun godt selv kan se det sjove i, at hun tog sin hane til dyrlægen og betalte en formue, bare for at få at vide, at den skulle af med hovedet.

For hun bor i en egn af landet, hvor en hane er et forstadie til tarteletfyld, og gyllelugten ruller ind fra de omkringliggende marker.

Joan Ørtings mand gennem 15 år, Carsten Islington, er flyttet fra gården. Og hun stråler. Der er ikke noget »jeg er lige blevet forladt«-ansigt på hende. Hun stråler, som hun også gjorde dengang for halvandet år siden, hvor vi mødte hinanden på Oslobåden, og endte med at sidde i aftennatten på dækket og drikke drinks. Fordi sådan en som Joan Ørting ikke kan sidde på et skibsdiskotek og være i fred for fulde mænd. Det kan jeg godt. Egentlig også for de ædru.

»Den indre kritiker er så dygtig, at man til sidst tror, at den taler sandt. Men den stemme er så grov!«

Joan Ørting og Maise Njor. Joan Ørting er sexolog, foredragsholder, brevkasseredaktør og tidligere tv-vært. . Maise Njor journalist på Berlingske.
Joan Ørting og Maise Njor. Joan Ørting er sexolog, foredragsholder, brevkasseredaktør og tidligere tv-vært. . Maise Njor journalist på Berlingske.
Vis mere

I dag er hun sat i stævne for at tale om moden kærlighed. For mit eget vedkommende også angsten for at ende som de par, der står nede i supermarkedet og diskuterer, hvilke tomater de skal købe, fordi det pludselig er vigtigt.

Jeg er bange for ligegyldig tosomhed. Og for, at jeg bliver indrulleret i De Grå Hjelmes Hær, og går på museer hver weekend med min veninde, som også er iført en koboltblå frakke fra en bornholmsk designer.

Og at jeg kommer hjem til en mand, som er lige så sur over Post Danmarks åbningstider, som da jeg forlod ham fem timer tidligere for at spise en optøet Napoleonshat i en museumscafe. Jeg er bange for at få en interesse i sydsvensk glaskunst, fordi jeg ikke har noget sexliv. Og samtidig er jeg bange for, at jeg aldrig finder en mand ...

»Du finder da ikke en mand! Du er kærlighed i dig selv. Vi tror, at vi kun kan elskes på grund af vores egenskaber, som at vi er dygtige, smukke, kloge. Du skal ære den sjæl, du har ansvar for. Den indre kritiker er så dygtig, at man til sidst tror, at den taler sandt. Men den stemme er så grov!« siger Joan Ørting.

»Du skal elske dig selv, og så bliver du en magnet – jeg lover det. Du skal åbne op for kærligheden, og så kan du finde din soulmate. Hvis du erkender dine behov, så er der ikke længere tumult. Tumult opstår, når to mennesker møder hinanden og ikke har afklaret, hvilke sider der ikke blev elsket som barn. En kæreste er da ikke noget, man vælger! Men hvis du gør dig helt åben for kærligheden, så kommer den. Jeg har fuld tillid til livsprocessen: Det rigtige sker.«

Men selv om man har åbnet sig for kærligheden, så føler man sig alligevel nogle gange helt forkert, når man ankommer alene til en parmiddag. Man ødelægger bordplanen, og man er den sære, som tilsyneladende har en eller anden virkelig klam eller uhyggelig skyggeside, siden ingen vil have én. Man fornemmer, at de andre tænker, at man nok enten er ekstremt hysterisk, eller måske samler på bamser ...

»Du skal tænke på, at den, der kommer alene, er jo den, alle vil tale med. Du kommer uden panser, du er den spændende. Du har turdet face alting alene, har taget det fulde ansvar for dit liv. Du gør ting, som du før ikke troede, at du kunne, og du kan være stolt. To tredjedele af alle voksne bor alene, så hvis man føler sig mærkelig til en parmiddag, er det ens egne tanker – det er helt sikkert ikke det, andre tænker.

Og når du skal i seng, så kigger du dig selv i spejlet og siger: »Godnat skat, jeg elsker dig så meget. Hvis du har gjort noget dumt i dag, så gør det godt i morgen. Du er skøn, som du er.« Så tiltrækker du den mand, du har brug for. Der kommer ikke nogen prins og redder dig! Hvis der gør, så er det en mand, der har brug for at redde andre, fordi han endnu ikke har reddet sig selv. Og dem vil man jo heller ikke have, vel?

Nu bor jeg alene på min bondegård. Og jeg finder ud af, hvor godt det er at have et dejligt netværk. Veninder er der jo for hinanden. Jeg fjerner hønselort og renser kloak, og jeg synes det er sejt, at jeg selv gør det. Det er fint at bo med mine katte og hunden og hønsene og hanen.«

Hanen er af New Hampshire-arten, og den hedder Krishna. Med ham i hønsegården har ræven aldrig turdet nærme sig. Og Krishna er flittig.

»Når han bestiger hønsene, så ligner det ærlig talt lidt en voldtægt, og de ryster sig også bagefter, sådan lidt »uha«. Det ser ikke særlig kønt ud, når de parrer sig, men det gør det heller ikke altid, når mennesker gør det …«

Mænd kommer og går..

Joan Ørting og Maise Njor. Joan Ørting er sexolog, foredragsholder, brevkasseredaktør og tidligere tv-vært. . Maise Njor journalist på Berlingske.
Joan Ørting og Maise Njor. Joan Ørting er sexolog, foredragsholder, brevkasseredaktør og tidligere tv-vært. . Maise Njor journalist på Berlingske.
Vis mere

Hun om nogen burde vide det. Sexologen, der bragte lagenleg på dagsordenen i Danmark. Med sine røde lokker, søde smil og ligefremme sex-snak skilte hun vandene, og nogen elskede hende og andre gjorde ikke. Men Joan Ørting er sådan en, der funkler. Og nu mere end ellers. For der skete noget i fredags: Joan så sin far for første gang i syv år.

Han havde ellers slået hånden af hende, vred og flov over, at hun var blevet hele landets sex-kæledægge. I syv år har hun ikke været fars pige, noget hun ellers var, da hun var barn, og endnu mere da hun som 21-årig mistede sin mor. Savnet af faderen var noget, vi talte om dengang på Oslobåden, da vi mødte hinanden første gang.

»For tre uger siden vågnede jeg op en lørdag morgen og fik en åbenbaring. Jeg tænkte: »Gud, jeg har nået alle mine drømmes mål, jeg har fået en karriere, jeg har været gift og skilt to gange, jeg har rejst jorden rundt og besteget Himalaya, og jeg har fået den bondegård, jeg altid har ønsket mig«. Der manglede kun én ting, og det var, at jeg blev forsonet med min far. Og da jeg stod op og gik ud i stalden, lå der en pakke, som postbuddet må have afleveret dagen før.«

Pakken var fra hendes far, og i den lå et brev og hans biografi, som han havde skrevet på i flere år. I brevet stod, at han ikke var vred på hende længere.

»Og jeg fik det samme dag, som Carsten ringede og sagde, at nu havde han udfyldt papirerne, og vi var skilt. Han har hjulpet mig så meget, og nu afsluttede han vores ægteskab samme dag, som jeg fik min far igen. Det var, som om alt faldt på plads, og ringen var sluttet.«

I fredags kørte hun så den lange vej fra Langeland til Nørresundby. I bilen tænkte hun længe over, hvordan hun skulle hilse på sin far efter syv år. Skulle hun kaste sig i hans arme eller give hånd? Da han åbnede døren, stod hun med en stor pakke i favnen, lidt som beskyttelse. Det var en gave til ham – en rystemaskine som kunne sætte gang i de 82-årige ben.

»Vi talte i syv timer – en time for hvert år, vi havde været væk fra hinanden. Jeg var så glad på både hans og mine vegne. Jeg havde sluttet fred med ham for flere år siden, og jeg sendte KUN kærlighedsbreve til ham. Men han skammede sig over mig, over at være far til en, der talte om de ting.«

Nu har hun fået én mand tilbage, og mistet en anden. Carsten Islington flyttede i starten af december. Og Joan kan godt se hvorfor:

»Da jeg mødte ham, boede han i en campingvogn, og så hev jeg ham ud af den og ind i en lejlighed på Halmtorvet, og vi etablerede os og købte møbler og tapetserede og fik en kat – ingen af os har børn – vi blev gift, og så flyttede vi til Langeland. Det var dybest set ikke det, Carsten ville. Men kvinder er gode til at formulere deres drømme, og mænd er gode til at tilpasse sig. Jeg drømte om at blive bondepige, og Carsten drømte aldrig om at blive Gårdmand Bjørn.«

Kom det som et chok for dig, at han gik?

»Nej, for for halvandet år siden var der tegn. Han lejede nogle lokaler, hvor han kunne arbejde, og da jeg kom hjem fra Oslo-turen, hvor vi to mødte hinanden, sagde naboen: »Jeg tror sgu, Carsten er flyttet, for jeg så ham køre af sted med sin campingvogn«. Han var væk i tre uger. Men set i bakspejlet var det for tidligt, at han flyttede tilbage.

Jeg ville ønske, at han havde gjort mere for sig selv, selv om jeg har været glad for, at han har hjulpet mig så meget. Mænd skal sætte foden ned, før de tilpasser sig for meget. Og jeg defokuserede ham. Han kunne jo ikke koncentrere sig om sit eget liv, fordi jeg hele tiden forstyrrede med mit »og blablabla, hjælper du lige med computeren, blablabla, hvad skal vi spise til aftensmad?«!«

Det var ikke, fordi han havde fundet en anden kvinde?

»Nej, nu var det ikke ligefrem en kvinde, han manglede! Måske mere det modsatte. Mænd kan jo virkelig kunsten at gå helt ned i et emne, og sidde og nørde med sommerfuglelarver, og så kommer der en kvinde ind og spørger til noget med en hamburgerryg. De burde få deres eget værelse, hvor der står »Bank på« eller »gå væk«.«

Græd du, da han slæbte sin sidste kasse ud på traileren og kørte?

»Han har masser af kasser tilbage! Men jeg græd da. Det gør jeg nu også, når jeg siger farvel til min søster, selv om jeg skal se hende om tre dage. Jeg har svært ved at sige farvel. Men jeg kan godt lide, at jeg mærker noget. Det væmmelige ville være, hvis vores 15 år ikke havde betydet nok til, at jeg var ked af det. Man giver et lille stykke af sit hjerte til alle, man har elsket. Og man får noget, som man kan beholde fra dem alle.«

Jeg fik børn, før det biologiske ur nåede at tikke. Så dette er første gang, jeg oplever det. Uret tikker, fordi jeg er bange for, at jeg ikke finder en mand, før jeg er så gammel, at ingen vil have mig, fordi de ikke orker at køre mig til bandagist og stavgang. Det er allerede så galt, at jeg ligger i en virkelig ubehagelig sovestilling for ikke at få rynker på halsen. Selv om jeg faktisk aldrig har haft det dejligere med mig selv end nu, er der alligevel noget med alderen, der føles forkert. Det er, som om det er pinligt at være sin alder ...

Ryst posen!

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.
Vis mere

»Når jeg ser på mænd, der er 60-70 år, så ser jeg mange dejlige – alder betyder kun det, du lægger i det. Rent fysisk er fyrrerne en fest, man peaker, har ro i kroppen, er sexet, har lyst. Man kan stadig smile buksen af mænd. Den værste tid er 50erne.

Da jeg fyldte 52, fik jeg overgangsalderen i fødselsdagsgave. Så mærker man, at man slider på kroppen, og hormonerne falder. Og mænd mister energien og den stive pik, og så bliver de grumpy. Kvinder ændrer hårstruktur, og vi bliver tørre i slimhinderne, får hedeture, og glæden ved friktionssex forsvinder. Men for alle i halvtredserne kommer der nok spørgsmålet: Hvad er det egentlig, man skal? Hvad vil man bruge resten af sin tid på?

Og hvis man er i et parforhold, så er det bare med at ryste posen. Slow sex er vejen frem! Måske er man stagneret i sit parforhold, man har fået – eller taget – sine roller, har et fast aftryk i sofaen, og måske er man vokset fra hinanden. Det er altså ikke så nemt at dyrke sex med den samme i 25 år uden at kede sig. De modige siger, at de har lyst til at prøve noget nyt. Hvad med at øve sig i forspil? Eller se hinanden i øjnene og kæle?

Når man har levet et langt liv sammen, så har man måske fået tre børn, er flyttet tre gange, har skiftet job tre gange – men sex er det samme alle år. Ryst posen! Mange par dyrker release-sex. De har samme mål: Release. De onanerer på hinanden, mens de har fantasier om nogle andre. Så se det som, at du får en ommer! Du får lov til at se på dig selv som den, du er i dag.

Jeg havde en periode i 30erne, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville have børn, men fandt ud af, at det nok mest var fordi, mine veninder begyndte at få dem. Jeg elsker børn, men jeg turde simpelt hen ikke det der kernefamilieliv, hvor man forpligter sig til at være konstant til stede hos de andre så mange år ud i fremtiden.«

Men selv hvis man har dejlige børn og de bedste venner i verden, selv hvis man elsker sit eget selskab, selv hvis man har en god familie ... Så kunne det da være ret dejligt med en arm at ligge i.

»Du er nok nødt til at ligge i din egen arm et stykke tid. For mig har den del ikke været en omvæltning, for jeg har altid haft det bedst med at have mit eget soveværelse. Jeg kan da godt føle det lidt spøjst at gå rundt alene i den store have eller skulle fylde pillefyret selv, men så kan jeg virkelig hygge mig om aftenen i sengen med te og chokolade og »Game of Thrones«. Og det mærkelige er, at det kan jeg alene, men hvis jeg var i et forhold, ville jeg slet ikke kunne holde ud, at vi gjorde det hver aften.

Se det som en oplevelse at være dig selv, og sørg for at glæde dig selv. Jeg kalder det Det Indre Bryllup – du skal elske dig selv og gøre det godt for dig. Og man har jo sine venner, eller kan stadig tale med sine eks-kærester. Carsten og jeg snakker sammen hver dag, og vi støtter hinanden. Og krisen med min far har givet mig en kæmpe indsigt. For ingen behøver at elske dig, hvis du elsker dig selv. I forhold er der så mange betingelser. »Jeg elsker dig men, hvis, når«. Det gør folk kede af det. Du skal fylde din egen kærlighedsbeholder. Hvorfor i alverden skulle nogen elske dig, hvis du ikke elsker dig selv?«

Jeg elsker da vist mig selv ... Måske ikke hver dag, men jeg gør mit bedste. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg havde en »kærlighedsbeholder«, og jeg kan ikke fylde den helt op, når mine tæer er så orange, at de ligner bittesmå spædbørns- Guantanamo-fanger. Det er typisk, at man fokuserer på en lille ting, og gør det til en stor fejl. Ingen kan da elske en med de fejl og mangler, man har. Og så står man på en eller anden bar og håber, at man møder sit livs udkårne ...

»Kærlighed giver kærlighed og sex giver sex«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.
Vis mere

»Du skal ikke stå i en bar og håbe på, at der kommer en, som synes, du er pæn nok! Du skal ikke føle, at du er heldig, fordi en kan elske dig – selvfølgelig er der en, der kan det. Og sex giver sex. Det giver ikke kærlighed at gå hjem med en eller anden. Kærlighed giver kærlighed og sex giver sex.

Man kan synes, at man har alle mulige fejl, og at det er irriterende, at man har rynker, men jeg er faktisk ikke så vild med glatte ansigter, og jeg ved, at der er mange mænd, der heller ikke er det. Og jeg er heldig, fordi jeg er vokset op i en tid, hvor det handlede om indhold. Jeg gik ikke med mascara eller bh, før jeg var 25.

Vi gik i overalls og sweatre, og drengene havde også langt hår. For det var indholdet, der var vigtigt. Du har derimod været teenager i firserne, hvor det handlede om indpakningen – så er det da klart, at du tror, at det handler om udseendet!

Og i dag lever i et selvtillidssamfund: Du skal gøre noget særligt for at få anerkendelse. Dyrke ironman eller løbe maraton. Men hver tredje voksne har angst eller stress, fordi de ikke føler sig gode nok. Det, vi har til fælles, er netop, at vi er uperfekte! Tænk på, hvor meget energi, vi lægger i at få andre til at tro, at vi er lykkelige.«

Måske bliver forelskelsesnerven slidt med tiden? Da jeg var i tyverne, var jeg det hele tiden. Også lidt i mig selv, men i hvert fald i diverse mænd. Og bortset fra den første kærlighed, som var helt speciel, så har jeg tænkt, at for hver gang skulle det eskalere, så jeg følte, at hver forelskelse var større, end den forrige. Men alle drømmer vel om en forårsforelskelse, gør de ikke?

Ønsket om kærligheden - og kampen for den

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.
Vis mere

»Jeg leder ikke efter forelskelse. Det er naturens måde at få os til at formere os på. Og det varer tre til seks måneder, allerhøjst. Jeg vil hellere elske. Jeg vil hellere møde et hjerte, jeg genkender. Men folk er så optaget af den polaritet, der opstår, når en mand og en kvinde møder hinanden. Forelskelse er entreen, men jeg vil hellere ind i stuen. Folk, der er forelskede, er jo bare på stoffer.

Normalt går det sådan, at man bliver forelsket, så kommer magtkampene, og de dygtige lærer at kommunikere med hinanden, og så kan man finde kærlighed. Med buler og u-perfekthed. Vi skal krydse en flod for at komme over til kærlighedslandet. Og Carsten og jeg var i kærlighedslandet, men vi gik hver sin vej. Nu har jeg chancen igen. Og jeg drømmer om samme kærlighed, som jeg fik fra min mormor – en kærlighed uden kritik. At en mand ser mig som en gudinde, og ikke en dame med en flad røv!«

Men hvad hvis man finder en mand, og han så smutter med en, der startede i vuggestue den dag, man var til sin første Echo and the Bunnymen-koncert? Hvad hvis man selv nogle gange sidder og tænker, at man tog til takke, da man fandt sammen med ham, og at han egentlig er ret irriterende, når han fløjter og tisser samme melodi eller smasker, når han spiser melon? Hvad hvis man tror, at man kender et andet menneske helt ind i sjælen, og det viser sig, at det gør man slet ikke?

»Det gør man måske aldrig. Det viste sig jo for eksempel, at Carsten var åben for ideen om, at jeg fik en elsker, da jeg foreslog det. Jeg ville aldrig selv være det. Jeg er for besidderisk.

Skulle jeg så sidde, når han kom hjem, og spørge: »Nå, var det hyggeligt hos Charlotte? Hvor er det dejligt, at du har mødt Charlotte« (hun udtaler navnet så hadefuldt, at man ikke kan lade være med at grine). Jeg ville blive virkelig passiv-aggressiv!

Jeg har aldrig prøvet at leve i et åbent forhold på den måde. Som barn var jeg populær hos drengene, og så nøjes man ikke, eller tager til takke. Måske kommer det nemmere til dem, der var bænkevarmerne at dele deres kæreste. Carsten rummede det fint. Han var endda ude og spise frokost med min elsker. Jeg tror, han syntes, det var aflastende! «

»Vi kan jo være ekstremt bestemmende, og pludselig tvinger vi ham til at spise vitaminpiller og sove i lyserødt sengetøj..«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.
Vis mere

Der blev skrevet meget om Joan Ørting og hendes elsker. Igen delte hun vandene. Men det kommer som en overraskelse, at hun selv kan blive jaloux. Man skulle ellers tro, at hun om nogen var åben for alt.

»Man skal jo huske at have sig selv med i det, man går og foretager sig. Og jeg er glad for, at ingen af os har mødt en ny, for så kan vi stille og roligt afmontere vores forhold og passe på hinanden. Det er faktisk bedst, hvis kvinden finder en anden først, for mænd tager generelt den slags bedre. Kvinder kan blive virkelig onde i sulet.«

Men vi kan også være søde, jo. Er der ikke noget, der bliver bedre med alderen?

»Jo, man bliver bedre og bedre til at være til stede i nuet. Bedre til at sanse maden, sandet mellem tæerne. Måske bliver sex med den næste nye, man møder, meget mere sanseligt, og med åbne øjne, i stedet for de par, der er holdt op med at kigge på hinanden, og ligger der og slider i det. Med alderen bliver vi bedre til parforhold. Vi har prøvet de ting, vi blev skilt af. Vi er holdt op med at projicere. Vi tager ansvar for vores egne behov.«

Det lyder så nemt det hele, når Joan taler. Det er rart. Rart at tale med en, der har beskæftiget sig så meget med sex og kærlighed og forhold, at hun kan se det hele lidt ovenfra. Også når man begynder at hygge-klynke over, at huden føles som ens fjende, og at man efterhånden kan få sin albuehud helt ned på langemanden.

»Det handler overhovedet ikke om udseendet! Hvis mænd vælger yngre kvinder, er det, fordi de er trætte af kvinders dominans, og forestiller sig, at en, der er meget yngre end de selv, er mere mild og nem, så de lettere kan få lov til at være sig selv. Og hun påpeger ikke hele tiden hans fejl.

Vi kan jo være ekstremt bestemmende, og pludselig tvinger vi ham til at spise vitaminpiller og sove i lyserødt sengetøj, og han må ikke spise usundt, og så snupper han en pølse i svøb på tanken, men det OPDAGER VI OGSÅ, for vi finder papiret i bunden af bilen, og så er der ballade.

Og man kan bare ikke argumentere FOR pølse i svøb. Hun er blevet hans arbejdsgiver, og hvem gider arbejde i det firma? Så er det fristende at finde en dejlig juicy ung kvinde, der ser op til ham. Men en dag bliver hun jo højst sandsynligt på samme måde. For vi kvinder tror, at mænd er som os.«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.
Vis mere