Fatima El-hajj vil have muslimer til at løfte sløret for deres sexliv. Vi skal lære at tale om elskov og følelser, mener den første islamiske sexolog

Folk tror, at man skal være knastør i sengen, når man er muslim. Men jeg vil gerne sprede det glade budskab, at det er okay at have det sjovt i islam. Man må gerne have et super hot sexliv. Jeg vil faktisk opfordre til det.

Ordene kommer bramfrit fra 24-årige Fatima El-hajj, der kalder sig Danmarks første islamiske sexolog. Hun er på en mission for at få åbnet op for den lukkethed, der typisk præger muslimers forhold til sex. Bedre sex giver gladere mennesker og i sidste ende et bedre samfund, mener hun. Så det er altså ikke for sjov det her. Det er vigtigt!

- Det er grænseoverskridende for muslimer at tale om sex, forklarer hun.

- Men muslimer i Danmark har jo sex ligesom alle andre og udvikler de samme problematikker i sexlivet og i parforhold. Der er bare den kulturelle twist, de islamiske rammer, man skal forholde sig til. Hvad må man, og hvad må man ikke? Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der kan fortælle, at det der må du faktisk gerne - også uden dårlig samvittighed. Og du er ikke unormal, hvis du har det sådan. Jeg tror, det er rarere for muslimer at komme til en, der kender ens kultur og religiøse rammer, siger den nyudklækkede sexolog.

Elskov er en velsignelse

Fatima El-hajj har studeret islam, sexologi og etik ved det muslimske universitet Zaytuna College i USA. Mens hun føjer mere til uddannelsen i Danmark, har hun nu åbnet for, at man kan booke konsultationer hos hende.

På sigt vil hun også gerne undervise - både unge og voksne, gifte og ugifte. Det skal handle om følelser, kærlighed og elskov. For hvor lærer man om det? I folkeskolen handler det hele om prævention, graviditet og sexsygdomme.

Man kan tale med Fatima El-hajj om alt. Uanset hvor perverst det måtte være. Hun er en sexolog ligesom alle andre, forsikrer hun. Blot holder hendes rådgivning sig indenfor islams rammer. Dermed er sex før ægteskabet, homoseksualitet, analsex og swingerklubber ikke noget, hun vil råde folk til.

Det er alt mulig andet derimod. For rammerne er ikke så snævre, som mange tror:.

- Alle stillinger er tilladt. Alle indfaldsvinkler er tilladt - Tantra, Tao, Kama Sutra... Alle sådan nogle ting, som folk ikke tror, man kan spice et islamisk sexliv op med.

- Islam tillægger menneskets seksuelle behov en enorm værdi. Man har seksuelle rettigheder. Og man skal gøre alt for at være tiltrækkende overfor hinanden. Islam bygger meget på, at man skal have så smukt et samliv som muligt. Muslimer stræber efter at komme i himlen, og som muslim tilfredsstiller man også Gud, hvis man tilfredsstiller sin ægtefælle seksuelt. Jeg prøver at fortælle muslimer, at det er en smuk velsignelse at have elskov med sin ægtefælle. Det er ikke en synd eller noget, man skal skamme sig over. Tværtimod bliver man mere hellig af at dyrke vidunderlig erotisk sex. Det kunne ikke være bedre, griner hun.

En stor opgave

Sexologen har indtil videre fået et par hundrede henvendelser. Nogle få har bedt om en konsultation. Resten roser begejstret hendes initiativ eller stiller interesserede spørgsmål. Hvad må man, og hvad må man ikke? Hvad der normalt? Er man forkert, hvis man er en 40-årig kvinde, der aldrig har prøvet at få en orgasme? Hvordan gør man?

Fatima El-hajj føler, at hun har en stor opgave foran sig. Hun skal begynde fra bunden og arbejde for at legitimere, at man overhovedet taler om sex. Og derved, forhåbentlig, udrydde fordomme, misforståelser og usikkerhed. De små ting, der kan fylde så meget indeni, hvis det seksuelle mistrives.

- Det nager sjælen at være seksuelt utilfreds. Det skal være okay at tale om som mand og kone, hvis der er noget, man synes mindre godt om, hvis man gerne vil prøve noget andet osv. Man må gerne udvikle sig, siger hun.

- Islam er meget erotisk, men kulturen er meget antiseksuel. Kulturen har desværre meget større indflydelse end religionen. Folk siger: Man kan da ikke tale om orgasmer og at være liderlig og sådan noget. Det bliver gjort til noget skamfuldt, fordi man prøver at afholde folk fra sex før ægteskabet.

Men når man så bliver gift, føles det stadig skamfuldt, hvis man ikke kan finde ud af at tale om det. Og så er det jo svært at ændre indstillingen. Jeg vil gerne gøre det normalt at tale åbent om sex og søge hjælp, hvis man har behov for det. Hvis man ikke kan tale med nogen om sådan noget, så har man kun amerikanske film og porno at gå ud fra. Det er måske ikke de bedste kilder.