En forsker har fundet ud af, at kvinderne i et enkelt land i verden har endnu mere sex efter at have født, end de havde, før de blev gravide.

Kender du den døde periode, der følger efter en fødsel? Ingen sex, ingen overskud til kys og kram – kun dikkedikke og pussenusse om den lille nye, måske i månedsvis?

Sådan er det ikke i Filippinerne. En ny undersøgelse viser, at veluddannede kvinder på mellem 18 og 35 år har så meget sex umiddelbart efter fødslen, at de i flere tilfælde endda har mere sex, end de havde, før de blev gravide. Det skriver Videnskab.dk.

»Selvom en ammende kvinde måske ikke er seksuelt pro-aktiv, reagerer hun måske positivt, når hendes partner indleder seksuelle aktiviteter. Det kan være, fordi det er vigtigt at vedligeholde forholdet, når ens partner gør noget godt som både kæreste og forælder,« spekulerer forskeren bag undersøgelsen, Michelle Escasa-Dorne fra University of Colorado i USA, ifølge ScienceDaily.

Læs også på Videnskab.dk: Forsker: Jeg har fundet G-punktet

Andre undersøgelser har vist, at kvinder i Vesten vier i hvert fald de første seks uger efter fødslen til den lille ny. Mange oplever et klart skifte fra at have fokus på at føre generne videre – altså sex – til at passe på de gener, der er kommet til verden – barnet. Det er godt for barnet, men kan føre til et mindre velfungerende parforhold og selvfølgelig mindre sex.

I den nye undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet Human Nature, satte antropolog Michelle Escasa-Dorne sig for at undersøge, om man finder samme mønster i en ikke-vestlig befolkning, hvor folk sjældent bliver skilt.

Læs også på Videnskab.dk: Tjek dig selv: Er dine seksuelle fantasier almindelige?

Forskeren kastede sig over hovedstaden Manila i Filippinerne, hvor 260 kvinder fik udleveret spørgeskemaer om deres lyst til sex, deres menstruationscyklus og om deres begejstring for og samhørighed med partneren. Kvinderne var mellem 18 og 35 år gamle, gift og havde generelt 2-3 børn.

Deres svar viser, at ammende filippinske kvinder – som er begyndt at have menstruation igen – er mere seksuelt aktive end andre, og endda på et niveau der er højere, end hvad det var før graviditeten. Det antyder, at filippinske kvinder har fundet en metode til at tilpasse en dobbeltrolle som både mødre og elskere, mener Michelle Escasa-Dorne.

Ifølge forskeren bag kan en forklaring være, at det giver mening for mødrene at holde fædrene tilfredse og knyttet til sig som en del af en større strategi, der sikrer på både overlevelse og god opvækst for børnene.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Kvinder: En stor penis er ikke vigtig

Kvinders nydelse er mere end klitoris

Sådan bliver kvinder tilfredse med deres sexliv