Tørre slimhinder kan ødelægge sexlivet for de fleste – men en ny behandling viser sig at kunne hjælpe de lidende kvinder – og deres partner

Svie, ømhed, smerter. Det er ikke fornøjeligt at være tør for neden – og slet ikke, hvis man vil opretholde et regelmæssigt sexliv med sin mand. Men nu er der håb for tusindvis af kvinder.

En ny type laserbehandling kan hjælpe de overgangsalder-ramte kvinder, som problemet rammer.

54-årige Pia Leegaard har prøvet behandlingen efter flere smertefulde samlejer. Hun kan ikke tåle hormoner, der normalvis afhjælper tørre slimhinder, bl.a. pga. for højt kolesterol. Derfor manglede hun et alternativ:

»Det er jo ikke sjovt ikke at kunne være sammen med sin mand, Og han har jo heller ikke lyst til at det skal gøre ondt på mig, vi har prøvet både glidecreme og olier, men ingenting virkede,« siger hun.

Snuptagsløsning


Det er med såkaldt C02-laser, at kvinder som Pia Leegaard kan slippe af med deres gener, der i lægesprog kaldes vaginal atrofi. Laseren stimulerer produktionen af kollagen og øger blodgennemstrømningen i slimhinden, så de igen bliver fugtige og elastiske. Behandlingen tager kun 5-10 minutter og foregår uden bedøvelse.

»Omkring 85 pct. oplever forbedring, så de igen kan have et aktiv sexliv med deres partner, derfor er der ingen grund til, at man venter med at blive behandlet. Og fordelen er jo, at der ikke er nogen bivirkninger eller risici forbundet med behandlingen,« siger gynækolog ved Klinik Monalisa i København, Lisbeth Bach Elving.



Behandlingen har egentlig været anvendt i Danmark på forsøgsbasis siden 2013 på gynækologiske afdeling på Hvidovre Hospital. Erfaringerne var så positive, at en række gynækologiske speciallæger sammensluttet under navnet Klinik MonaLisa nu tilbyder kvinder behandlingen. Kun i Midtjylland er der endnu ingen klinikker.

Når de tørre slimhinder opstår, skyldes det, at kroppens produktion af det kvindelige kønshormon østrogen falder med alderen. Det gør slimhinderne tyndere og mere sarte.



For nogle kvinder er det kun et problem i forbindelse med sex, mens andre føler en konstant brændende fornemmelse eller svien. Den tørre slimhinde i vagina bliver desuden nemt beskadiget, så der opstår sår og infektioner.

Som ny igen


For Pia Leegaard, der arbejder som frisør, er sexlivet igen blevet aktivt:

»Jeg er næsten som ny igen. Det er helt utroligt og en lettelse igen at kunne være sammen med min mand,« siger Pia Leegaard.

Artiklen fortsætter under billedet

54-årige Pia Leegaard har fået sit sexliv tilbage, efter hun har fået laserbehandling.
54-årige Pia Leegaard har fået sit sexliv tilbage, efter hun har fået laserbehandling. Foto: Bax Lindhardt/Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hidtil har danske kvinder måtte lade sig behandle med et hormontilskud, men med den ny behandling, kan man helt slippe for hormonel behandling, som mange kvinder ikke bryder sig om at tage pga. mulige bivirkninger, og som man typisk tager flere gange i ugen.



Laserbehandlingen, der koster 5.000 kr. pr. behandling, kan man derimod nøjes med at få én gang om året, når først man har overstået en indkøringsfase på 1-3 behandlinger – afhængig af hvor hårdt ramt man er.