Modne mennesker har masser af lyst - og masser af sex. Men man skal forberede sig i god tid, så man forebygger bl.a. rejsningsproblemer, siger forfatter til ny bog om emnet.

Findes der et sexliv efter de 50?

Spørgsmålet er tåbeligt, for naturligvis gør der det. Alligevel er modne menneskers seksualitet sjældent noget, vi taler særligt højt om. Men nu sætter en ny bog fokus på netop den modne seksualitet.

Ditte Trolle er gynækolog og overlæge på Aarhus Universitetshospital og har netop udgivet bogen 'Sex efter 50'.

- I forbindelse med et foredrag for andre læger om emnet, fandt jeg ud af, at der er en ret markant uoverensstemmelse mellem, hvor meget sex, vi tror, der bliver dyrket hos modne mennesker, og hvor meget sex der egentlig bliver dyrket, når folk kommer over de 50, siger Ditte Trolle.

Hun fremhæver, at der er et kulturelt tabu forbundet med modne menneskers sexliv.

- De fleste synes, det er sødt, når de ser et ældre par, der holder i hånd eller giver hinanden et hurtigt kys. Men så stopper tolerancen også. Prøv at nævne sex og mennesker over 50 for en teenager, og du vil sandsynligvis møde et ansigt præget af mistro og væmmelse, siger Ditte Trolle.

Hun mener, at årsagen til tabuet omkring moden sex formentlig skal findes i, at vi ubevidst knytter sex og formering sammen. Ældre mennesker har med andre ord ikke længere behov for at dyrke sex for at lave børn, og derfor strider det mod naturens orden, at ældre mennesker dyrker sex.

Men selv om den forklaring givetvis er rigtig, gør det i følge Ditte Trolle ikke argumentet særligt velovervejet.

- Samlet set er der meget få samlejer, der finder sted udelukkende med henblik på at starte en graviditet, siger hun.

Fysiske udfordringer

Men det er en myte, at modne par ikke har sex, og med sin bog ønsker Ditte Trolle at komme flere af myterne til livs og samtidig være kilde til rådgivning for mennesker og par i den modne alder.

- En af de mest sejlivede myter er, at lysten til sex forsvinder, når man bliver ældre. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Sex bliver heller ikke mindre dejligt af, at man kommer lidt op i årene, fortæller Ditte Trolle.

Når kvinder kommer i overgangsalderen, stopper æggestokkene med at producere æg. Det betyder, at kvinden ikke producerer helt så meget af det kvindelige kønshormon østrogen. Det er ikke østrogen men derimod det mandlige kønshormon, testosteron, der styrer vores lyst til sex. Testosteron-niveauet i kvindens krop bliver ikke påvirket af overgangsalderen, og derfor sker der ikke noget nævneværdigt med lysten til sex.

Læs også: Hvert syvende par dyrker aldrig sex

Der kan dog være andre fysiske udfordringer forbundet med kvindens overgangsalder. Faldet i østrogen-niveauet betyder, at slimhinderne i kvindens skede bliver tyndere og mere sarte. Derfor er det en god idé bruge vandbaseret glidecreme under sex.

For mænd er den store fysiske udfordring, at erektionen ikke kommer ligeså hurtigt som førhen, og at det ikke er en ligeså hård erektion som i de unge år. Er man som mand ikke i god form, vil man kunne se det på sin erektion allerede omkring 40 års-alderen.

Forbered dig

Selv om man endnu har langt op til de 50, kan man allerede tidligt begynde at forberede sin krop på et godt sexliv - også i en moden alder.

Kvinder kan allerede fra 20 års-alderen begynde at lave knibeøvelser både for at få et bedre sexliv men også for at forebygge inkontinens.

Mændene kan forebygge rejsningsproblemer ved at dyrke masser af motion. Især konditionstræning sørger for en god karforsyning, dvs. at blodtilførslen til kroppen holdes på et godt niveau.

Kvinder bør også holde sig i god form for at bevare lysten og blodtilførslen til kønsorganerne. Og så er det i øvrigt vigtigt at holde sexlivet i gang som par.

- Det bedste, man kan gøre i et parforhold, er at tale sammen om, hvilke dele af sexlivet, man ønsker at bevare. Tju-bang-sex op ad havelågen kommer der nok ikke til at være ligeså meget af, og forspil og nærhed kommer til at spille en større rolle. Omvendt når man også en alder, hvor børnene er flyttet hjemmefra og jobbet fylder mindre.Så har man også mere tid til at bruge tid på at udforske sex, siger Ditte Trolle.

'Sex efter 50' kan købes som ebog - søg på: Sex efter 50 ditte trolle ebog