Fraskilte forældre skal lære at tilsidesætte egne behov og tilgodese barnets i stedet, mener familievejleder Lola Jensen. Kvit egoismen og kram din eks, opfordrer hun.
Forældres intentioner er som regel oprigtige i en skilsmisse.
Lad os være ordentlige over for hinanden.
Lad os tale pænt om hinanden.
Lad os til enhver tid holde børnenes ve og vel for øje.
Sådan siger vi og nikker samstemmende.
Enige om, at børnene skal mærke mindst muligt til kernefamiliens endeligt og i stedet koncentrere sig om at være barn.
»Men så lister der sig pludselig en egoisme, en individualisme og en mig-mig-mig-tilgang ind hos mange, og det betyder, at børnenes behov skubbes i baggrunden. Pludselig kan forælderen ikke se bort fra egne behov, og det hæmmer barnets trivsel,« siger familievejleder, socialpædagog og forfatter Lola Jensen, som har skrevet boget »Pas på familien – også når den går i stykker«.
Den mangeårige familievejleder har set det ske gang på gang, og når der falder ro på tingene igen, er mødre og fædre selv overraskede over deres indre svinehund.
Ifølge Lola Jensen er problemet, at forældre holder på deres ret, selv om rettighederne ikke nødvendigvis er det bedste for børnene. Hun mener, at folks deleordninger er et eksempel herpå:
»Vi siger: »Jeg vil have mit barn lige så meget som dig« eller »jeg kan ikke undvære Anton i så lang tid«. Jeg forstår til fulde, at det ikke er sjovt, og at savnet bliver stort, men som voksen skal man vide, at der i valget om at blive skilt også er en risiko for at se sine børn mindre. Hvis ens hus brænder ned, kan man heller ikke regne med, at ens billeder er intakte,« siger Lola Jensen og kommer med en opfordring til forældre, der ikke længere er kærester:
»Spørg jer selv, hvad der er bedst for barnet - og lær så at holde det ud«.
Personligt mener Lola Jensen ikke, at den populære 7-7 ordning, hvor far og mor splitter samværet ligeligt imellem sig, er den bedste ordning for barnet.
Slet ikke, hvis barnet er yngre end syv år.
»Jeg ved, at jeg deler vandene, når jeg siger, at et barn skal have en hovedbase. Men børn bruger rigtig mange kræfter på skiftedage, og det er slidsomt for dem at have en 3-2 ordning eller en 3-4 ordning. Det er et forældrebehov - ikke barnets behov,« siger Lola Jensen.
Hun synes, at en 10-4 ordning er den bedste for børn op igennem skoletiden, men det er ikke ensbetydende med, at samværet skal være i mors favør:
»Hvis faren er fantastisk skøn, nærværende og prioriterer fodboldtræning med sine fodboldglade sønner, mens moren kører politisk karriere i nabokommunens kreds, så skal mor vælge at sige, at far skal være børnenes primære person. Men mødrene bliver mødt med spørgsmål som: »Hvordan kan du give ham lov, elsker du slet ikke dit barn?« mens fædre, som lader mor være hovedbasen, får at vide: »Ej, det skal du ikke finde dig i. Du har jo ret til 7-7,« siger Lola Jensen og fortsætter:
»Jeg synes i stedet, at man bør sige, at fordi børnene har det rigtig skønt med sin anden forælder og med den her løsning får et fast hjem, hvor fødselsdagsinvitationerne hænger, og deodoranten står, så tager jeg fem eller fire dage, og så får min eks de resterende ni eller ti«.
Det kræver nemlig meget af børnene konstant at skulle omstille sig til to forskellige hjem med forskellige mennesker, forskellige ting og forskellige regler, forklarer Lola Jensen:
»Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang, hvor faren var en Tivoli-far, man kom hos fra fredag til søndag hver 14. dag. Men jeg tror alligevel, at mange børn fra den tid syntes, at det var lettere bare at pakke en weekendtaske, besøge den ene forælder og så vende hjem til basen igen. Selvfølgelig savnede man sin far rigtig meget, men man fik kræfter af at komme hjem og lade op«.
I det hele taget skal fraskilte forældre påtage sig et voksenansvar og fjerne bekymringer fra barnets skuldre. Børn skal ikke tage stilling til forældres humørtilstand, hvor de helst vil bo og hvor længe, eller om der er flyttet en ny lilla tandbørste ind hos far, mener Lola Jensen:
»Børnene vil sige ja til det hele, for de er ekstremt loyale og ønsker til sidste blodsdråbe, at far og mor finder sammen igen. Men det er ikke et barns opgave at trøste en forælder. Vis, at I kan klare jer selv. Hvis far eller mor er ked af det, må far eller mor tage sig sammen«.
Lola Jensen minder om, at en familie er for livet - også selv om den går i stykker. Derfor kan man lige så vel gøre det tåleligt for hinanden, nye partnere og nye børn.
Måske ved at starte med et kram:
»Tænk på, hvor mange mennesker i det her land, vi krammer, efter at have mødt dem én eller to gange. Men et menneske man har lavet børn med, haft kærlighed sammen med og været forelsket i, stopper man med at kramme, fordi man bliver skilt. Prøv lige – for barnets skyld – at kramme kan-du-have-det-til-vi-ses-igen med din ekspartner, næste gang I mødes. Det vil betyde så meget for jeres barn«.
