Der er måske ikke så sært, hvis du dagen derpå hiver dig i håret og spørger dig selv om, hvordan du kunne lade dig friste til at være utro. Det ligger i generne, siger forskere nu.

For første gang nogen sinde, har en gruppe forskere sat sig for at finde en videnskabelig forklaring på, hvorfor vi er utro.

De foreløbige resultater tyder på, at det skyldes DRD4 genet. Det er et gen, der i forvejen er sat i forbindelse med overdreven lyst til alkohol og gambling. DRD4 er kendt for at påvirke hjernens kemi og vores deraf følgende opførsel.

- Vi fandt ud af, at personer med en særlig variant af genet DRD4 var mere tilbøjelige til at foretrække uforpligtende sex, one-night-stands og ikke lægge så meget i utroskab, fortæller forskningsleder Justin Garcia, fra State University of New York.

Forskerne har sammenlignet 181 unge voksnes forhold og sexliv med deres DNA.

- Motivationen til utroskab ser ud til at stamme fra en kombination af nydelse og belønning. Personerne oplever et dopamin-rush ved at være sammen med en anden. Samtidig viser resultaterne også, at selvom folk er utro, kan de stadig være vildt forelskede i deres partner og føle stor ømhed overfor vedkommende, siger Garcia.

Han finder dog også grund til at advare mod, at utroskab kan være noget af det mest ødelæggende for et forhold.

- Disse gener skal ikke ses som en undskyldning for at være utro. Men de giver os en mulighed for at forstå, hvordan vores biologiske arvemasse hænger sammen med vores opførsel, siger Justin Garcia.

Kilde: Binghamton University State University of New York