Det bliver en følelsesladet dag. På den gode måde. Det er 44-årige Brian Hansen ikke et sekund i tvivl om.

For godt nok har han og Calinna været sammen i 20 år allerede. Men den dag de kan gå ned ad kirkegulvet hånd i hånd som ægtefolk, bliver noget helt særligt.

Calinna og Brian har nemlig valgt at blive gift en helt særlig dag: 12-12-12. Kl. 12. På papiret godt nok en møghamrende kedelig onsdag, men det skal ikke forhindre dem i at give den gas.

Rundt omkring i landet er efterspørgslen på at blive gift på denne specielle dag stor. Flere kommuner kan således melde om udsolgt.

Men netop fordi det er en hverdag, er det hovedsageligt rådhusene, der lægger lokaler til.

- Jeg skal sgu ikke på noget rådhus, når jeg endelig skal giftes, griner Calinna, som sammen med Brian og deres børn bor i en lille by tæt på Jyderup i Vestsjælland.

De har istedet valgt kirkebryllup og med hele baduljen og forlængst booket sig ind i Raklev Kirke udenfor Kalundborg, hvor landsbyromantikken er en del af pakken på den specielle dag, som tilmed fuldendes af klokkeslættet. Det var faktisk præsten selv, der foreslog parret at vielsen foregik på slaget 12.

Det var helt tilbage i 4. klasse på Gasværksvej Skole i København, at Calinna så sig lun på Brian fra parallel-klassen.

- Hjertet sagde bare dunk dunk, husker hun.

Men Brian havde sine øjne alle andre steder, så det var faktisk først otte år senere, da de begge var 18, at de fik et tæt venskab. Der gik altså yderligere seks år og to børn med andre mænd, før Calinna fik trukket ham helt i land og kunne kalde Brian helt sin egen.

Når parret så alligevel har ladet år efter år efter år passere uden at få papir på hinanden, erkender Brian blankt, at han nok har været lidt sløv i betrækket. For det gik jo meget godt altsammen, og man hører jo historier om, at så snart folk får papir på hinanden, bliver de skilt.

Omvendt har det ikke skortet på mere eller mindre direkte hentydninger fra Calinna, men Brian har ikke bidt på. Heller ikke de tre gange, hun har friet til ham.

- Han har sagt nej hver gang, fortæller hun smilende med en hovedrysten.

- Men for mig har det at blive gift altid været indbegrebet af at fuldende forholdet, tilføjer hun.

Juleaften 2010 tog Brian sig så sammen. Lidt spontant forklarer han. Så spontant, at han ikke kunne nå at købe en ring, men måtte nøjes med en buket blomster.

- Vi havde hele familien samlet den dag. Og jeg må indrømme, at jeg var lidt ved siden af mig selv, havde godt nok mange sommerfugle i maven og koldsved på panden, husker Brian, som med bævende stemme sidst på aftenen fik spurgt Calinna, om hun ville gifte sig med ham.

Deres børn græd ad glæde, Calinna grinede af Brians nerver. Men ja sagde hun. Og nu skal det være.

Efter alle de års tilløb har parret selvfølgelig sørget for, at intet overlades til tilfældighederne.

Mens Calinna og Brian ventede på svar fra kirken om tilladelse til at blive gift på den specielle dato, har familie og venner fra nær og fjern for flere måneder siden modtaget et ’save-the-day’ kort.

- At blive gift på en hverdag var en chance at tage i forhold til gæsterne. Men vi valgte at tro, at hvis folk virkelig gerne vil være med til at fejre os, så tager de den dag fri, siger Brian, som dog ikke selv har fået endeligt svar på, om han kan få fri fra sit arbejde i DSB den dag.

- Men de ved altså godt, at jeg skal giftes der, griner han.

Parret opdrætter mopser og dem går Calinna hjemme hos og har derfor haft tid til at stå for de fleste forberedelser til brylluppet.

- Jeg kan godt lide at sætte mit eget præg på tingene. Så jeg har stort set ikke købt noget færdigt. Brudekjolen har jeg lavet selv, Brians jakke er jeg i gang med. Bordpynten, kirkedekorationer og brudebuketten har jeg siddet og lavet i stof og papir. Der er styr på det hele. Undtagen lige brudevalsen. Den skal vi lige have øvet os i, siger Calinna, som glæder sig vildt og inderligt til den store dag. Og Brian med. Selvom han ikke er helt sikker på, at han kommer igennem den uden at fælde en tåre eller to.

- Allerede nu når jeg sidder og skriver på min tale, er det da lige før, at tårerne kommer. Der er så mange følelser indover og kærligheden er jo stadig stor.- Men det jeg glæder mig allermest til, er at stå oppe ved alteret og vente på, at Calinna træder ind i kirken. Der ved jeg, at jeg bliver blød om hjertet. Det bliver den ultimative følelse, siger han og kigger ømt på sin Calinna. Og så smiler de.

- Og bagefter, dér skal vi feste, snakke og have det sjovt.