På onsdag, den 20., er der premiere på en dokumentarfilm, som har ramt mig dybt. »Dem vi var« hedder filmen, der følger Mette Line, Kristian og deres to børn, som skal finde en ny hverdag, efter Kristian fik en blodprop, som ødelagde to tredjedele af hans hjerne.

Udenpå ligner Kristian på mange måder sig selv efter blodproppen. Han går måske lidt svagere, og har en hånd, som ikke vil reagere. Fysiske skavanker, som nok er til at leve med, men som irriterer ham grænseløst. For hvad er det pludselig for en fremmed krop, han er fanget i? Man forstår til fulde hans frustration, og jeg genkender den desværre alt for godt fra min egen mand, der brækkede nakken for halvandet år siden og nu er erklæret 2/3 invalid. Men til forskel fra min mand, så har Kristians hjerne lidt overlast, og der er mange ting, som pludselig ikke hænger sammen for ham. Han mister overblikket, da han f.eks. skal dække bord: Hvordan er det nu lige…?

Man kommer også til at le sammen med parret, da Kristian forsøger at tage jakke på men ender med at have to ærmer på samme arm. Han kan selv se det komiske i det…men i samme moment glider en skygge henover Mette Lines ansigt. For i virkeligheden er det en tragedie. Begges tragedie.

Filmens instruktør, Sine Skibsholt, rejser spørgsmålet: Hvad kan vi forlange af hinanden som ægtefolk, når livet pludselig ramler sammen om ørerne på os? Det spørgsmål kender jeg mange svar på. Ikke mindst fordi de fleste mennesker synes at vide, hvordan de selv ville reagere på en ulykke. Men som Mette Line siger i filmen, ved man det bare ikke, før man står i den”. 
Omgivelserne er velmenende og siger opmuntrende: ”Jamen, du ser da godt ud…det skal nok blive godt”. De mener det uden tvivl men glemmer, at det er nemmere at sige, når man ikke skal forholde sig til ulykken 24 timer i døgnet. For når det professionelle personale er kørt hjem, og Mette Line og Kristian igen er blevet alene, så begynder det at blive svært at beholde ja-hatten på. En usynlig gæst er nemlig flyttet ind: Sorgen!

Mette Line har nu fået et tredje barn at passe. På siden skal hun agere sygeplejerske, og hvad der end skal klares i hjemmet, så hænger det på hende. Det er naturligvis meget usexet og ikke noget, der fremmer de ægteskabelige følelser. Kristian er fuldt ud bevidst om det men kan ikke ændre ved fakta. Det er deri, tragedien består, og vi ender med at følge skilsmissen for åben skærm.

»Dem vi var« er en vigtig film, fordi den tager fat på et tabu, som jeg tidligere har været inde på her. Jeg skrev engang om en kvinde, jeg kender, som passer sin syge mand, der ikke altid kan huske, hvem hun er. Jeg skrev, at jeg syntes, hun havde ret til at vælge ham fra. Han var jo på ingen måde den samme mand mere, og hvorfor skulle hun tvinges til at bruge resten af sit liv på at være sygeplejerske? Det affødte en del vrede breve fra mennesker, der mente, at man siger ja til hinanden i medgang og modgang; at de nok begge fandt en tryghed i at blive sammen. Og ja, det kan sagtens være sådan. Min pointe er bare, at der ikke findes noget universelt svar.

Hvilke forpligtelser har vi overfor hinanden, og hvor længe? Den vurdering må være individuel. Skal vi holde sammen for enhver pris? Det spørgsmål kan kun besvares af de mennesker, der er blevet ramt af skæbnen. Og det bør gøres uden fordømmelse fra andre.