Hej Annette!
Jeg bor sammen med min mand, som jeg har kendt i over ti år. Vi har et fælles barn på 5 år og så har jeg et barn på 17 år fra et tidligere forhold. Jeg var gravid for 4 år siden, men desværre går fosteret til. Graviditeten var ikke planlagt, men vi blev glade begge to. Så vi blev enige om at vi ville sunde os og så skulle vi have en til. Så skete der i tiden efter flere store ting - min mand og jeg var involveret i en trafikulykke, der ramte mig hårdt men min mand slap uden de store mén da han ser bilen ramme os.
Vi får en kammerat boende der er selvmordstruet i en periode. Jeg kan trods mine skader ikke slippe følelsen af at jeg inderligt gerne vil have et barn mere. Jeg bringer emnet på banen i det uendelige og vi snakker om det rigtig mange gange. Det ender med for et par år siden at jeg begynder at trække mig fra min mand, jeg føler ikke han ønsker et barn mere, men det gør jeg og jeg ønsker ikke at trække det ned over ham.
Jeg begynder at tænke på at løsningen må være, at vi må gå hver for sig. Men det ønsker min mand ikke. Vi aftaler mange gange at han skal tænke over vores snakke om baby og så vende tilbage til mig og sige, hvad han vil. Men han vender aldrig tilbage. Emnet kommer på banen ofte og det slider på vores forhold og børnene kan også mærke det. I sidste måned blev jeg 40 år og jeg har sagt til ham for et halvt år siden at når jeg blev det, så skulle jeg ikke have flere børn.
Det er lidt som om, at alvoren er gået op for ham nu. Han har sagt til mig mange gange at det var noget han rigtig gerne ville. Men det når han først til da jeg siger stop. Han har fortalt at han havde været i tvivl om det var det rigtige for ham og os, fordi jo mere frustreret jeg blev over han ikke vendte tilbage, jo mere i tvivl blev han, og han fortryder han ikke har snakket med mig om det.
Det har rystet mig, at han ikke mente, han skulle have mig med i sine overvejelser omkring valget i stedet for bare at trække det i langdrag. Det har gjort jeg har sagt til mig selv det må være min skyld. Måske han ikke mente, jeg var god nok. Jeg elsker ham stadigvæk, men ikke som inden, hvor jeg var sikker på vi skulle være sammen for altid, og vi havde et godt liv både med børnene og som kærester og hvad dertil høre.
Jeg begærer ham ikke som jeg gjorde. Jeg ser ham med andre øjne. Det kan han også godt mærke, siger han. Jeg har grædt rigtig mange tårer over at vi ikke kom videre. Jeg er invalideret af ulykken pga. smerter og andre ting, men kan godt passe mine børn.
Mit store spørgsmål til dig er: Tror du, han siger som han gør nu, fordi han ved det er alvor og vores forhold nok får en ende pga. den måde han har handlet på, eller hvad tror du?
Jeg prøver at tilgive ham, men det er så svært. Jeg føler, han har kørt om hjørner med mig, hver gang vi har haft vores snak, hvor han har sagt, at det vil han rigtig gerne og så aftaler vi, at han skal vende tilbage, så han viser mig at det er oprigtig. Men han vender aldrig tilbage :-(
Det har skabt et stort skår og en stor utryghed imellem os. Når han ikke har været ærlig med det i så lang tid, så tænker jeg 'er der mon så noget andet han også har skjult!' Jeg føler mig uværdig, og forstår ham ikke :-(
Nu sidder jeg så her som 40 årig og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det sidste jeg ønsker er at presse et menneske til noget, som det ikke 100% det, han har lyst til. Det vil altid være imellem os, hvis vi fortsætter med at leve, som vi gør nu.
Jeg håber, du vil hjælpe mig med lidt råd. På forhånd tak!
Tak for en god brevkasse.
Kh,
Den forvirrede
Kære forvirrede!
Nu har du jo givet mig lidt insider-viden, som jeg har lovet ikke at dele med læserne, men den viden får mig til at stille dig dette spørgsmål: Hvorfor vil du gerne have flere børn? Jeg er med på, de er dejlige, og de holder en ung, og der er noget vidunderligt over at se et barn vokse op. Men hvad er det for et underliggende behov, som du ikke ellers får opfyldt?
Jeg tror, der ligger noget selvindsigt, som er guld værd for dig, hvis du tør dykke ned i det. Det vil højst sandsynligt kræve nogle timer med en psykolog eller anden form for terapeut. Jeg siger ikke, at det er forkert at få mange børn, men jeg vil til hver en tid mene, at det er forkert at sætte børn i verden, hvis ikke mor og far er enige om, at de vil have flere børn. Det skal ikke være en ”kniven for struben” situation. Det skal ikke være limen i forholdet. Det skal være et brændende ønske fra begge parter, ellers er forholdet under alle omstændigheder (om ikke dødsdømt så) på usikker grund.
Du har været ude for en ulykke, som har invalideret dig. Jeg tror, din mand har taget bestik af situationen. Han aner komplikationer. Han aner, at de situationer, der kunne opstå, fremadrettet skal løses af ham. Jeg tror, han er bange. Og lige nu er han nok også bange for at miste dig. Ja, jeg tror, han har givet efter af samme grund. Jeg tror dybest set ikke, han ønsker flere børn. Hvis han gjorde, så havde han sagt det for længst.
Det være sagt, så synes jeg heller ikke, det vil være helt spildt arbejde at overveje, hvad det ville betyde for jeres 5-årige. Der har været meget drama inde i jeres liv, siden han/hun kom til verden. En ufrivillig abort, en invaliderende trafikulykke, en selvmordstruet ven, der tog fokus, en mor, der stadig har mén efter ulykken, og nu en mor og far, der er trykket af stemningen. Hvis jeg var dig, ville jeg sætte al min fokus ind på dette barn, som meget nemt kan komme til at føle sig overflødig midt i alt dette her.
Jeg synes måske, at du dømmer din mand lige lovlig hårdt, men hey: Jeg sidder jo heller ikke hjemme i jeres stue og mærker de dårlige vibrationer. Men tænk eventuelt over, at det du har mistet tillid til din mand, måske godt kan handle om, at du ikke selv har lyttet til, hvad han egentlig sagde til dig. Du har bare følt dig først fejet af vejen og dernæst løbet om hjørner med. Men måske var din mands svar klart hele vejen. Det var et nej tak til flere børn. Det er han i sin gode ret til at sige. Jeg siger alt dette her for at få dig til at betragte sagen fra den anden side.
Alligevel er det selvfølgelig vigtigt, at I får genetableret tilliden. Det kan godt tage tid og det kan kalde på et forløb hos en parterapeut (jeg anbefaler gerne et par stykker), men du er nødt til at kigge på alternativet: Hver for sig! En 5-årig der skal opleve endnu et drama. Dig selv i præcis samme situation: ingen udsigt til et nyt barn. For jeg går ikke ud fra, du er så forhippet på endnu et barn, at du er villig til at lade hvem som helst blive far. Er det ikke værd at gøre en indsats for at finde gnisten tilbage?
Hvis du er åben, og du tør, så tror jeg, du skal begynde hos dig selv. Vi er ikke så kønne, når vi skal vende vrangen ud og kigge på egne fejl, men kors, hvor kan der være meget at lære.
Jeg håber sådan for dig, at I trods alt får det her til at lykkes.
De bedste hilsener fra Annette
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
