Hej Annette.
Jeg er en ung kvinde i midten af 20’erne, som har været single i mere end 6 år. I de 6 års singleliv har jeg datet 3-4 fyre, men det er aldrig blevet til noget seriøst. Det er som om, at der sker det samme igen og igen, hvilket næsten altid fører til, at jeg bliver såret.
Jeg er af natur et meget sensitivt og følsomt menneske, men jeg har utrolig svært ved at åbne mig op og vise den side af mig selv overfor nye mennesker i mit liv. Jeg pakker så at sige mine følelser godt væk i en kasse, indtil jeg føler mig klar til at åbne den kasse for en anden. Det betyder, at når jeg indgår i en relation med det andet køn, så er jeg tilbageholden og forsigtig både følelsesmæssigt, seksuelt og intellektuelt. Jeg lider nok lidt af det, jeg kalder »intimacy issues«. Når det så er sagt, så er jeg generelt et ærligt og sandfærdigt menneske; jeg lyver ikke om, hvem jeg er over for fyrene, og jeg er meget ærlig (også omkring det faktum, at jeg nok er svær at komme ind i hjertet på). På trods af det, så er jeg omgængelig og rolig i deres nærvær, og hvis jeg er i et forhold, så giver jeg mig 100% for det andet menneske.
Jeg har de sidste to år gennemgået en mindre personlig krise efter en stressreaktion på flere dødsfald i min tætte familie. Det har gjort, at jeg er blevet meget opmærksom på mig selv og mine følelser. Jeg er blevet bedre til at sige nej og stop over for ting, der stresser mig, og jeg føler at jeg har lært mig selv at kende på ny. Den tid har resulteret i, at jeg ikke har haft nogen kontakt til mænd overhovedet. Jeg har ikke haft et behov for at gå ud og score i byen, når jeg ikke var klar til det. Men nå, tilbage til min nuværende situation.
For 2 måneder siden mødte jeg en fyr, som er et par år ældre end mig, på en datingside, og vi har siden da været i kontakt hver dag via sms, opkald, Facebook, Snapchat etc. Fyren er lige kommet ud af et langt forhold, men han forsikrede mig om, at det var et overstået kapitel. Han var klar til at møde mig, synes jeg er sød og dejlig, og er vild for at se mig. Han har givet mig noget af det selvværd, jeg mangler, og jeg fik en større tro på, at en mand faktisk godt kan lide mig. Vi så hinanden for nyligt, og det gik rigtig godt. Han synes, at vi skulle se hinanden igen, hvilket gjorde mig glad. Jeg følte mig tryg i hans nærvær, og for en gang skyld turde jeg bekræfte og gengælde hans ord og tanker omkring ”os” (ja, jeg skriver ”os”, selvom det ord generelt giver mig lysten til at løbe ud af døren).
Problemet er bare, at der ligesom de andre 3-4 relationer nu er sket et eller andet. Det er altid den samme svada, de kommer med; det går for hurtigt, jeg ved ikke hvad jeg vil, jeg er lidt forvirret, jeg har brug for tid bl.a. bl.a., på trods af, at jeg er den tilbageholdende og de styrer showet. Det er som om, at når jeg endelig giver lidt af mig selv tilbage, så falder det hele fuldstændig til jorden. Jeg blev enormt ked af hans udmelding. Ikke fordi, at jeg er forelsket i ham, men jeg har delt mere af mig selv med ham end nogen anden mand de sidste 6 år. Jeg føler, at jeg har svigtet mig selv og min egen intuition. Desuden bliver jeg bare ved med at få bekræftet min hypotese om, at det bare er bedst at være alene.
Det er altid det samme mønster med stor og offensiv interesse til start, og så vender det hele 180 grader. Jeg føler mig lidt som et underholdningsbidrag, og jeg ser ikke mig selv som kærestepotentiale i praksis længere. Mit spørgsmål er derfor:
Hvorfor er jeg en rebound girl? Det eneste fællestræk hos fyrene er jo mig. På »papiret« er jeg, hvad jeg selv vil betegne, som en god og interessant pige. Jeg er i gang med en højere videregående uddannelse, jeg klarer mig selv og er meget selvstændig, jeg er intelligent og naturlig køn, og oven i hatten er jeg født med en naturlig F-skål på en ellers ret petit krop (bevares, jeg ved godt, at store bryster ikke betyder kærlighed, men det er da ikke en dårlig egenskab at have på CVet).
Jeg er efterhånden bange for, at jeg aldrig kommer til at stole på en mand igen. Denne her gang overbeviste jeg mig selv om, at det ikke ville være lige som alle de andre gange. Jeg troede på det, han sagde. Derfor gør det så ondt at blive skuffet. Jeg håber meget, at du kan give mig et bud eller skabe indsigt i, hvorfor det går galt for mig hver gang.
Knus fra rebound girl
Kære Rebound Girl!
Hvor jeg dog føler med dig. Jeg kan 100% forstå hvad du mener med, at det er nemmere at være alene. Sagen er bare den, at vi på den lange bane ikke gør noget godt for os selv ved at vælge den vej. Vi er nødt til at møde andre mennesker og hele tiden støde på hjørner og kanter for at vi selv kan blive slebet til. Det gælder især, når man er midt i tyverne. Du har oplevet nogle gevaldige livskriser på et tidspunkt i dit liv, hvor det ellers skulle være så dejligt at kaste sig ud i ungdomslivet, og hvor man kunne opleve den store kærlighed. Det betyder også, t du er lidt bagud på den front. Det må du ikke tage som en kritik, men du slog hul på knæene og måtte sidde (i 6 år) med plaster på, mens de andre løb om kap. Og nu skal du selv til at løbe hvilket ikke er nemt, når man har siddet stille i en rum tid. Det er op ad bakke så at sige, og så får man selvfølgelig lyst til at sætte sig tilbage i skyggen og ømme sig. Det er også meget tryggere, hvis man kan sidde der alene og have lidt ondt af sig selv.
Søde pige…du er godt begavet og udstyret med fordele, som ikke automatisk bringer dig bagest i køen. Derfor er du nødt til at klø på. Jeg kan så godt forstå, at det gør nas, når du nu endelig åbner dig overfor en mand. Men du er nødt til at se sådan på det, at der skal åbnes op mange gange (måske), før der sidder et rigtigt mandfolk overfor dig, som kan rumme dig. Det er surt og det er irriterende, men hvis du vil kærligheden, så kan det godt være den eneste gangbare vej. I hvert fald garanterer jeg dig, at ensomhed ikke bringer dig nogen vegne.
Du har allerede fået en modenhed ad den hårde vej. Det har, som du fortæller, betydet, at du er mere ærlig og kender dine egne grænser. Jeg synes, du skal arbejde videre med den ærlighed og bringe den over i en åbenhed, hvor du kan sige direkte til den mand, du holder af: ”Jeg kan mærke, du trækker dig, og jeg er nødt til at vide præcis, hvad det er, der sker hos dig. Ellers kan jeg ikke arbejde videre med vores forhold”. Det kan godt være en stor mundfuld for en mand at få sådan en offensiv reaktion, men jeg tror, du vil vinde respekt, og jeg tror også, du måske kan hente nogle guldkorn. Når/hvis du får en ordentlig begrundelse, så kan du teste den på dg selv og mærke efter: Er der noget om snakken eller spilder jeg min tid på en mand, der har hovedet oppe i egen r..?
Hvad jeg siger til dig er: Du må ikke give op. Ja, måske opsøger du de forkerte mænd, og måske er det lektien til dig. Men du kan også have været uheldig, og desværre kan man være uheldig mange gange i træk, før der er gevinst.
Jeg håber sådan for dig at sol, sommer og optimisme kan tage dig et sted hen hvor du får troen på, at det nok skal lykkes. Når du føler, du har givet køb på dig selv, så ryst hovedet og børst støvet af skuldrene. Tro på, at næste gang er lykkens gang.
Store knus fra Annette
