Det sker ikke sjældent, at jeg hører om ægteskaber, der knirker, fordi den ene part 'arbejder for meget'. Men hvad betyder det egentlig? Det må jo være en subjektiv vurdering, men ofte kommer man til at holde input og output op mod hinanden.

Hvis man tager fat på en ny karriere, åbner en virksomhed eller er i gang med at avancere indenfor en virksomhed, så ved man godt, at der foran en ligger nogle meget arbejdsomme år, der ikke nødvendigvis er økonomisk indbringende. Er man selvstændig, så skal man regne med, at der generelt er meget arbejde. Lønnen kan være svingende, men der kan jo også være andre ting, der vejer for: glæden ved jobbet eller den anerkendelse, der ligger i det.

Somme tider er det svært for ægtefællen at forstå, hvorfor jobbet er vigtigt. Derfor kan det være en god idé 1. at delagtiggøre sin partner i ens egne ambitioner, 2. at forberede sin partner på, at der nu kommer en hård periode, 3. at sammen formulere et mål, så begge kan være med til at vurdere, hvornår nok er nok og 4. at lave nogle fælles leveregler.

Det kan for eksempel ikke nytte noget, at ægtefællen laver middagsaftaler kl.19, hvis det er der, forretningen lukker. For så vil den arbejdende part altid komme for sent og altid føle en form for svigt og utilstrækkelighed. Og skal ungerne køres til sport flere gange om ugen, skal der måske laves en backup plan med nogle andre forældre, hvis mor/far ikke når hjem som forventet. Det er så trist, når det skal ende med beskyldninger om svigt og manglende interesse for familien.

Det kan godt være svært, at leve sammen med en arbejdsnarkoman, hvis man ikke selv er det. I yderste konsekvens kan det resultere i et ultimatum: det er jobbet eller mig. Men vær opmærksom på, at den, der stiller dette ultimatum, som regel ender med at trække det korteste strå. At have et arbejde, der fylder meget, kan være så tæt forbundet med den enkeltes identitet og selvopfattelse, at der ikke engang ville komme noget godt ud af, at han eller hun stoppede karrieren.

»Man kunne måske også bare skrue ned for arbejdets omfang!?« vil nogen sikkert indvende. Men så let er det ikke altid. For mit eget vedkommende er jeg lige nu i gang med teaterprøver i Århus, mens min man ligger på hospitalet. Jeg kan ikke droppe de første fire ugers prøver, for så at vende tilbage og spille forestilling. Det er tre en halv måneds arbejde på fuldt blus eller ingenting (læs: tre en halv måneds løn eller nul kroner). Og på samme måde er der forretninger, der ikke bare kan holde lukket eller virksomheder, der ikke kan udsætte en proces, fordi det ville koste flere måneders indtjening og betyde en masse spildt arbejde.
    

Derfor er det vigtigt hele tiden at holde sig ajour med, hvor man som ægtefæller er på vej hen arbejdsmæssigt, og her er jeg så heldig, at min mand er af samme støbning som jeg selv. Har man giftet sig med en arbejdsnarkoman, så har man til en vis grad også giftet sig med hans eller hendes job. Begge parter skal så huske stadig at være kærester og investere kræfter i at holde kærligheden i live. Men det ene udelukker ikke det andet.