Når jeg kigger på min 12-årige søn, så tænker jeg, at han er et barn. Selvfølgelig er han det. Og alt det der med kærlighed og seksualitet ligger laaaaangt ude i fremtiden. Men så var det, jeg lige kom til at regne efter. Jeg kan nemlig huske min allerførste forelskelse. Jeg gik i 4. klasse, og derfor må jeg jo have været 10 år. TI ÅR!


Jeg stod ude ved cykelstativerne, og cyklen var blevet piftet. De andre var kørt, og nu stod jeg der uden pumpe. Så dukkede Thomas fra 5.A op. ”Skal du have hjælp?” spurgte han, og så pumpede han min cykel. Jeg var solgt. Han var så pæn. Synes måske han lignede Elvis lidt, og det havde man ikke noget imod der i 70’erne.


Så det var altså sådan, det føltes? Det gjorde tingene lidt nemmere at få sat ord på, så jeg tog i skole og fandt ud af, at Thomas hed Jensen til efternavn og boede på Dagmarvej.


Det er det, der er så fascinerende ved forelskelse: Den fylder alt...hele universet den ene dag, og den næste dag er den væk. Den forsvinder. Dybest set er det jo ret heldigt, at følelsen ikke er noget, der bliver ved at hænge fast. Både fordi det ville tappe den forelskede fuldkommen for energi, men også fordi det ville være temmelig uhensigtsmæssigt, hvis man resten af sit liv ikke kunne slippe forelskelsen i et eller andet filmidol.

Det bør man huske, når man møder et menneske, hvor forelskelsen er gengældt: Den stopper en dag. Så kan det udvikle sig til alt muligt andet - en inderlig kærlighed - men den der svævende, berusende, vidunderlige sitren i hele kroppen forsvinder. Det bliver hverdag, og så skal den erstattes af noget nyt.


Jeg tror af samme grund på, at man kan vælge forelskelse til og fra. Man kan vælge at slukke for den. Ikke at det er nemt. Ligesom forelskelse kan opdyrkes. Forelskelse er et rusmiddel. Som heroin for en stofmisbruger. Al fokus bliver lagt over i den følelse, og al fornuft bliver sendt til Bloksbjerg. Der findes ikke noget rationale i forelskelsen, men man behøver ikke miste besindelsen af den grund. Som voksen kan man gøre sig umage for at kigge om bag forelskelsen: Har den en bagside? Er den farlig? Er den blændværk? Eller har den faktisk potentiale?