- Iiiih er han ikke fræk? Betzy vender det hvide ud af øjnene og bryder ud i en hjertelig ungpigelatter over, at Bruno kærligt kalder hende ’en gammel grå kælling’.

- Sådan er han. Jeg kender ham jo. Han mener det ikke så slemt, siger hun med stort smil på læben.

Det er omkring et år år siden, at 80-årige Betzy Hansen scorede den seks år yngre Bruno Hutters på plejehjemmet. Det var til en forårsfest på OK-Hjemmet Arendse på Østerbro. De sagde skål. Kiggede hinanden i øjnene. Fik gang i snakketøjet. Og så har de været kærester lige siden.

- Jo, vi har det godt, nikker Bruno Hutters glad.

Se Bruno og Betsy på video: Vi fandt kærligheden på plejehjemmet

Ingen af dem havde regnet med, at de skulle finde kærligheden igen.

Det er 17 år siden, at Betzy mistede sin mand. Et hårdt slag, som tog hende en del tid at komme sig over. Men over det kom hun. Og fyldte istedet livet ud med at være noget mere for sin datter og svigersøn og de to børnebørn. Men for to år siden blev det for svært at holde eget hjem, og Betzy fik plads på Arendse.

- Det var lidt ensomt i begyndelsen. Men så er jeg nok blevet lidt frækkere, indrømmer hun.

Skeptisk

To gang har Bruno været gift. Og begge koner har han mistet. Så også han havde været alene i en del år, da han i starten af sidste år fik en aflastningsbolig på Arendse, mens han ventede på, at kommunen fandt en ny bolig til ham. Men så var det altså, at han mødte Betzy. Og Betzy mødte Bruno.

- Jeg kendte jo ikke nogen. Men tog med til festen alligevel. Og så kom jeg til at sidde ved siden af Bruno, fortæller Betzy med glæde i stemmen.

- Ja, det var uheldigt, joker Bruno, som ikke rigtig havde gået og spekuleret så meget over det med kærligheden. Men nu var den der.

- Vi blev bare glade for hinanden og har holdt sammen lige siden, smiler han og giver Betzy et kærligt klem.

Egentlig havde Bruno været ret skeptisk omkring hele tanken om at bo på et plejehjem. Men pludselig gav det mening for ham. Og personalet fik arrangeret, at hans aflastningsbolig blev konverteret til en decideret plejebolig.

De bor nemlig ikke sammen, Bruno og Betzy. Som Bruno siger, så behøver de ikke ligge i arm om natten.

- Den tid er forbi.

Sex er heller ikke på parrets dagsorden. Det er de ifølge Betzy slet ikke noget, de har tænkt på endnu.

Jalousi

Så ude i den fine gamle rødstensbygning på Østerbro bor de på samme gang, under 100 meter fra hinanden. Kommer og går hos hinanden, har indarbejdet daglige rutiner og interne jokes, som havde de været gift i en menneskealder og nyder at have en, at snakke med, give et kram og et kys. Men klokken 20 går de hver til sit. Der vil Bruno ind til sig selv og se fjernsyn. Og den ordning passer dem begge godt.

De mødes hver morgen. Enten kommer Betzy og banker på Brunos dør eller omvendt. Så spiser de morgenmad. Og nu hvor forårssolen er begyndt at pible frem og afgive varme til de gamle knogler, søger parret ned i plejehjemmets have og suger solen til sig, mens de kigger på blomsterne og snakker om livet, kun afbrudt af frokosten. Og middagen.

- Der har vi jo faste pladser. Gudskelov har vi pladser ved siden af hinanden, siger Bruno

Men helt åbenlyse glæde over hinanden og forelskelse de to udstråler, falder dog ikke altid i den bedste jord hos plejehjemmets øvrige beboere.

- De kan godt blive lidt sure. Men det tager jeg ikke så højtideligt. Jeg siger bare til dem: ’Det er min mand, færdig!’ siger Betzy med fasthed i stemmen og rank ryg.

Bruno sender hende et beundrende blik.

- Det er flot at have en kone på 80 år med sådan et udseende. Det må jeg indrømme, siger han stolt.

Begges børn og børnebørn har taget parrets nyfundne kærlighed uden fordomme og ubesværet inddraget ’den nye’ som en del af familien og glæder sig over, at de har hinanden.

For det har de.

- Jeg var rigtig skeptisk over at skulle bo her. Men jeg har fået det så godt, som man overhovedet kan forlange. Og så har jeg jo fået min Betzy, siger Bruno. Og planter et smask-kys på Betzys rynkede kind.