De ældste danskere har tilsyneladende langt sværere ved at rumme partnerens ekskæreste end de yngste i samfundet.

Hver femte dansker over 55 år vil kræve, at en ny kæreste med det samme dropper venskabet med ekskæresten på Facebook og sletter billeder på de sociale medier, hvor kæresten står med eks’en. Det samme vil kun 5 procent af de unge mellem 18 og 34 år. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

»Måske er de unge blevet mere immune, fordi de nærmest hæmningsløst lægger ting op på eksempelvis Facebook, mens de ældre her en mindre venneskare og tillægger, de ting man poster større betydning,« forklarer psykolog Majken Sonne.

Møder man en ny kæreste, der med det samme krydrer kærtegn med krav, skal man gøre op med sig selv, hvor langt man vil strække sig uden at føle, at man giver køb på hele sin fortid, lyder rådet fra Majken Sonne.

»Selvfølgelig skal man passe på ikke at føje alt for meget. For er det fornuftigt at smide alt over bord for en, man lige har mødt, og hvor man endnu ikke ved om det holder?« siger hun.

I undersøgelsen svarer knap hver tredje dansker over 55 år, at de med det samme vil kræve, at en ny kæreste med det samme stopper med at omgås ekskæresten.

Ifølge parterapeut Martin Østergaard har nogle mennesker behov for at bevare relationen til den gamle kæreste i perioden, hvor man lige skal vænne sig til den nye. Har man det sådan, og er det ikke noget, som den nye kæreste vil påskønne, så er det ikke noget, man skal råbe højt om.

»Hvis man har behov for at have kontakt med sin tidligere kæreste, og den nye kæreste synes, at det er ufedt, vil jeg anbefale en lidt drastisk løsning – at lyve om det. For når man er forelsket, kan man let komme op at køre og blive småparanoid, uden at der måske er grund til det,« siger han.