Åh, hvor er den skøn den forelskelse i en sen alder. Sommerfuglene i maven, forventningens glæde, de kærlige sms’er, en kommunikation der fungerer bedre end man nogensinde troede muligt osv. osv. Og det er dejligt at møde den eneste ene – igen!

Men hverdagen melder sig - også - i et nyt forhold. Og en hverdag som sammenbragt familie byder på langt langt flere problematikker, end når man lever med sin partner og fælles børn. Det er et faktum, men alligevel glemmer rigtig mange par med børn fra tidligere forhold at tage højde for det, når de i forelskelsens rus har brug for at involvere børn, familier og venner.

Rummeligheden er enorm, når man lige har mødt hinanden. Man kan tale om alt, sexlivet fungerer fantastisk, og der er stadigvæk ikke madpakker, vasketøj, trætte børn m.v. som en del af hverdagen.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om, hvordan i håndterer livet som sammenbragt familie og hvad i kan gøre for at undgå alt for mange konflikter, der i sidste ende kan føre til endnu en skilsmisse.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Åh, hvor er den skøn den forelskelse i en sen alder. Sommerfuglene i maven, forventningens glæde, de kærlige sms’er, en kommunikation der fungerer bedre end man nogensinde troede muligt osv. osv. Og det er dejligt at møde den eneste ene – igen!

Men hverdagen melder sig - også - i et nyt forhold. Og en hverdag som sammenbragt familie byder på langt langt flere problematikker, end når man lever med sin partner og fælles børn. Det er et faktum, men alligevel glemmer rigtig mange par med børn fra tidligere forhold at tage højde for det, når de i forelskelsens rus har brug for at involvere børn, familier og venner.

Rummeligheden er enorm, når man lige har mødt hinanden. Man kan tale om alt, sexlivet fungerer fantastisk, og der er stadigvæk ikke madpakker, vasketøj, trætte børn m.v. som en del af hverdagen.

For nogle år siden sad jeg sammen med en god veninde, som med lysende øjne fortalte om sin nye kærlighed. Kæresten børn var meget kræsne. De kunne ikke holde bordskik. De hjalp aldrig til. Og de kom og gik i øvrigt som det passede dem. Kæresten sagde ikke noget til det. Men det gjorde ikke noget, sagde min veninde dengang.

Da jeg sad der som veninde og ikke som coach eller terapeut havde jeg ingen ambitioner om at få hende på andre tanker. Men jeg forsøgte alligevel at trænge lidt igennem forelskelsen ved at sige, at det jo nok var vigtigt, at de fik sat nogle fælles regler op for deres sammenbragte børn, og at de nogenlunde var enige om børneopdragelsen. Hun var forelsket, hun var rummelig og det var skønt.

Behøver jeg at sige, at ordene har fået en lidt anden klang, når vi taler om det nu?

Nu lyder det mere i retningen af: ”Jeg kan simpelthen ikke holde deres ligegyldighed ud. Det kan heller ikke passe, at de overhovedet ikke kan lide noget mad, og hvorfor skal mine børn have en masse pligter, når hans børn ikke har – jeg overvejer om det overhovedet er en god idé, at vi bor sammen”. Jeg minder hende om hendes tidligere rummelighed – og vi griner af det.

Faktum er bare, at det er en helt klassisk situation i en sammenbragt familie.

Jeg lever selv i en sammenbragt familie, og jeg har hundredvis af klienter i min praksis hvert år. Vi oplever grundlæggende helt identiske problemstillinger - blot på forskellige niveauer.

Da jeg første gang sagde højt, at man aldrig kommer til at elske sine bonusbørn som var det ens egne, var jeg for meget … det kunne man ikke tillade sig.

Helt ærligt, så er jeg ligeglad med, hvad man kan tillade sig. Jeg tror på ærlighed. Jeg tror på vigtigheden af, at man ikke forsøger at lade som om, at man er en ny og fuldstændig sammentømret familie. Jeg tror på vigtigheden af, at man ikke overfor sine bonusbørn forsøger at påtage sig en rolle, som andre allerede har – nemlig deres forældre. Jeg tror på, at man 24/7 skal blive på egen banehalvdel. Det er svært – meget svært – men nødvendigt. Jeg er sikker på, at jo mere man anerkender problematikkerne, jo nemmere er de at være i. Og jeg oplever, når jeg sidder med klienter, at det hele føles lidt lettere, når vi får italesat, at deres problemer er helt normale.

Selvom jeg ikke elsker mine bonusbørn som mine egne, så holder jeg jo af dem, bekymrer mig for dem, glæder mig på deres vegne osv. osv. Så hvorfor er det ikke godt nok? De har en mor. De har en far. Jeg kommer med andre ord noget nede på deres rangliste, men det ændrer jo ikke ved, at jeg kan være heldig at være med på deres rangliste. Jeg synes, at det er godt ok.

På et tidspunkt sad jeg med et par, som havde seks sammenbragte børn. De var i fuld gang med planerne om at flytte sammen. De havde problemer med, at to af børnene havde det svært, når alle var sammen. De voksne havde det svært med, at der var så lidt tid med egne børn, fordi der var så mange, der skulle tages hensyn til. De havde et problem med den ene eks, som ikke var nem at samarbejde med, og som ikke havde det godt med deres forhold. De havde svært ved at forstå hinanden, når de talte om de ting, der pludselig var lidt svære.

Jeg spurgte, som det mest naturlige i verden, hvorfor de skulle flytte sammen. De kiggede på mig og svarede, at det vel var meget naturligt, når de nu havde været kærester i 1,5 år.

Hvorfor? Fordi omgivelserne forventer det? Fordi de havde en illusion om, at når bare de endte med at bo sammen, så blev problematikkerne mindre?

Det havde de slet ikke tænkt over. De var klar til at tage ”det næste skridt”, selvom ingen reelt set trivedes med det sted, de allerede var. Vi fik italesat problematikkerne. De fik anerkendt den familieform, de havde valgt og fik kigget på de positive ting og ikke mindst deres tid sammen alle otte. Og pludselig var det så tydeligt for dem, at de var ved at tage en helt forkert beslutning. Det kunne have ødelagt mange parforhold, men fordi de fik talt om alt det gode, og fik trukket sig væk fra ”hvad plejer man at gøre”-situationen, så blev de styrket som par.

Sådan går det bestemt ikke for alle. Faktisk ender op mod 75% af alle ægteskaber i sammenbragte familier med skilsmisser. 75%!  Og det selvom man i begyndelsen synes, at det er helt vildt at møde ét menneske, som man passer så godt sammen med.

Årsagen er, at det kan være så helt utrolig svært at være sammenbragt familie. Som par får man efter nogle år igen nogle af de gængse parforholdsproblematikker – dårligt sexliv, manglende fokus på parforholdet, dårlig kommunikation osv. De toppes så med problematikker som forskellig opfattelse af børnene, fordi det ikke er fælles børn, problematikker med eks’er, problemer med at finde sig selv i den nye situation osv.

Men selvfølgelig er der noget, man kan gøre for at undgå for mange af de svære ting, der for mange resulterer i en skilsmisse.

Gode råd til, hvordan du skaber den bedste sammenbragte familie og undgår alt for mange af de konflikter, der kan splitte forholdet og kærligheden.


1. Gør plads til alle

Det er afgørende vigtigt, at der er plads til alle parter i en sammenbragt familie. Hvis man går for stærkt frem, og børnene ikke når at følge med i alle de ændringer, der sker i deres kerne, så har de kun få steder at afreagere. Og det er over for den nye voksne i deres kerne eller hos den af deres forældre, der har involveret sig med en ny partner.

Samtidig skal man heller ikke underkende, at det kan være virkelig svært at være de voksne i en sammenbragt familie. De voksne er forelskede, men skal samtidig rumme nye børn. Der er mindre tid til og fokus på egne børn, der er måske en eks, der reagerer på ens nye kærlighed. Der er en eks til den nye partner. Der er en lang række ”krav” fra omverdenen til, hvordan man tackler bonusbørn osv. osv.
Gør plads til, at alle parter kan nå at følge med. Gør det lovligt at trække sig lidt. Tal åbent om, at det kan være svært. Anerkend børnenes behov og tro sidst men ikke mindst på, at I med rummelighed og tid nok skal få noget godt ud af at have bragt to familier sammen. Man bliver ikke altid en ny familie, men man kan blive så meget andet godt.

2. Få fælles værdier

Skab nogle nye fælles værdier for jeres sammenbragte familier. Start med at tale sammen som par om, hvilke værdier der er vigtige for jer. Inddrag derefter børnene (når I føler, at de er klar til det, og når de selvfølgelig er store nok til at bidrage) og tal om, hvad I synes, der er vigtigt. Spørg dem, hvad de synes og italesæt/skriv evt. ned, hvilke værdier I ender med at beslutte som vigtige. Det kan evt. være, at det er vigtigt for jer at spise morgenmad og/eller aftensmad sammen hver dag. Måske er det vigtigt, at I taler pænt til hinanden, uanset hvilken situation der opstår. Måske er det vigtigt, at alle hjælper til med de praktiske gøremål. Måske har I en motionsform, I alle er glade for - og den vil I gerne prioritere og gøre sammen. Der er mange muligheder for fælles værdier.

3. Vælg dine kampe med omhu

Lad være med at tro, at du kan ændre alting på én gang. Spørg dig selv, hvor vigtig problematikken er for dig. Spørg dig selv, om det reelt har noget med dig at gøre. Tænk også over, hvor stor sandsynligheden er for, at du får det, som du gerne vil have det. Tænk over, hvor mange parter, der har taleret før dig. Vælg 2-4 ting, som virkelig er vigtige for dig og som har stor indflydelse på din dagligdag - og kæmp så for dem. Sig PYT til de andre.

4. Tag ikke alt personligt

Det kan være nemt at føle ansvar for de mindre gode situationer. Det kan være svært hele tiden at tro på, at man gør det bedste man kan. Man kan have en grundlæggende dårlig samvittighed både overfor egne og partnerens børn. Alle tre dele kan være med til, at man tager mange af de situationer, der opstår i en sammenbragt familie meget personligt. Det er langt fra sikkert, at det har noget med dig og din adfærd at gøre, så øv dig i at kigge på situationen udefra.

5. Overtag ikke hele ansvaret

Specielt kvinder kan have behov for at overtage styringen over mange ting, herunder også opdragelsen af bonusbørnene og håndteringen af partneres eks. Det er uklogt og ikke særlig respektfuldt over for ens nye partner.
Samtidig kan den ene voksne også nemt påtage sig opgaven at sikre sig, at der er god stemning i den sammenbragte familie. Det er virkelig et hårdt arbejde, og efter noget tid vil de fleste opleve, at man ikke længere kan mærke sig selv. Man er blevet så god til at mærke de andre familiemedlemmers behov og sindsstemning – men man bliver selv væk, hvilket kan medføre nogle ret store problematikker i en sammenbragt familie.

6. Gør plads til de dårlige dage

Sørg for at italesætte, at alle parter har et ansvar for at melde tydeligt ud, men også for at bidrage til at man får det bedste ud af situationen. Det er i den forbindelse vigtigt, at man også italesætter, at det er okay at have dage eller timer, hvor man ikke synes, at det hele er så nemt. Det er ikke den sammenbragte families undergang, hvis det ikke altid er godt det hele. Pas på ikke at drage flere store konklusioner end godt er. Man kan arbejde hen imod, at det er okay at sige højt, at man lige nu har brug for at være alene eller har brug for alene-tid med mor eller far. Jo mere åbent I taler om det, jo nemmere er det for alle parter. Så sørg for, at der ikke skabes en negativ stemning omkring de timer eller dage, der ikke er så gode. Find roen i, at det er okay.

Det skaber respekt for hinanden, og den respekt kan man bruge i rigtig mange sammenhænge, eksempelvis til at tale om fælles værdier og ansvar. Respekten for hinanden et grundfundament til at have det godt med hinanden.

Har du brug for mere viden om livet i en sammenbragt familie, kan du finde det på sammenbragtfamilieraad.dk. Her kan du også hente opgaver, der kan hjælpe jer med at fokusere på det positive, der kan hjælpe dig i rollen som bonus-voksen, eller til hvordan du kan bevare dig selv i den sammenbragte familie.