Elisabeth har altid vidst, at hun ville være mor, men hun anede ikke, hvad der ventede hende af søvnløse nætter og fosterstillinger på køkkengulvet. I dag er hun og hendes mand forældre til to børn, men vejen dertil har været benhård.
Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem, som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt. Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!’
Sådan beskriver 32-årige Elisabeth Fausing den fertilitetsbehandling, hun har været igennem på sin blog ‘Fyrsten og Fruen’. Hun bor i et gammelt hus i Hvidovre sammen med sin mand Jess og deres to fælles børn Ane på tre år og Jasper på 15 måneder. Hun er lærer, og hendes 43-årige mand er maskinfabriksarbejder.
Elisabeth har altid vidst, at hun gerne ville være mor. Jess har en søn fra et tidligere forhold, men ville gerne være far igen, så i 2009 besluttede parret sig for, at de gerne ville have børn. De blev gift, købte hus og bil, og forventede, at alt ville gå efter bogen. Kærlighedsbørn af kærlighedssex i dobbeltsengen. Men efter halvandet år uden resultater, begyndte de i fertilitetsbehandling, og det at lave et barn blev pludselig en steril, lægelig proces med piller, kanyler og ugentligt spredte ben for kittelklædte læger.
Fattigere og skuffet
Elisabeth Fausing var kun 26 år gammel, og Jess havde før haft succes med at befrugte et æg, så hun regnede med, at deres chancer i det mindste ville være gode. At det nok skulle lykkes. Men ni mikroinseminationer senere, 160.000 kroner fattigere og mange skuffelser og blødende hjertesår tungere, var der stadig kun en enkelt streg på alle graviditetstestene.
»Der har været fosterstillinger på køkkengulvet og nætter fyldt med gråd. Jeg blev overrasket over, hvor hårdt jeg blev ramt af ikke at kunne få børn. Det var ikke en mulighed for mig ikke at blive mor. Men jeg var blevet et fertilitetsmonster. Det eneste, mit liv handlede om, var at blive mor,« siger Elisabeth Fausing til BT.
Under det lange behandlingsforløb på både private og offentlige fertilitetsklinikker kæmpede Elisabeth Fausing med fysiske smerter, kroniske bivirkninger og hormonudsving. På bare et halvt år havde hendes krop været i kunstig overgangsalder tre gange.
Psykisk var hun også på overarbejde. Hun græd sig igennem 2011. Og da det blev 2012, græd hun et år mere. Den konstante uvished og de mange resultatløse fertilitetsbehandlinger tærede på hende.
Svarede ærligt
Hverdagen var der stadig. Hun gjorde de ting, hun plejede. Passede sit lærerjob, mødtes med veninderne og lavede aftensmad. Alt imens hun ventede på den næste behandling og det næste svar, på den næste behandling. Men hvis der var nogen, der spurgte, hvordan hun havde det, fik de et ærligt svar på spørgsmålet. Ofte akkompagneret af tårer.
»Jeg var i krise, sorg og smerte. Det gjorde forbandet ondt at være i fertilitetsbehandling, og for mig var det ikke en mulighed at skjule det. Også selvom det måske nogle gange havde været rarere for dem, der spurgte, hvis min sorg ikke stod og blinkede i neon. Jeg tillod mig at være åben om, at jeg stod midt i en eksistentiel krise – også selvom omverdenen af og til har det med at affeje den slags som svaghedstegn. Men i min verden er det bare sådan, det er at være menneske,« siger hun.
Under behandlingsforløbet fik parret ikke psykologhjælp eller lignende. Det var det fysiske, der var fokus på. Behandlingerne og bivirkningerne. På klinikkerne oplevede de ikke at blive opfordret til at passe og pleje sindet. I bagklogskabens lys ville det have været godt. For barnløsheden rammer på alle fronter.
Afmagt og sorg
Udover frygten for, om Projekt Baby nogensinde ville lykkes, var Elisabeth Fausing bange for, at resten af hendes og Jess’ liv ville tage skade. Hun var bange for, at hun ville forsvinde ind i følelsen af afmagt og sorg. At hun ville blive sindssyg af at blive ved med at håbe og blive ved med at blive skuffet.
»Jeg var bange for mit ægteskab. For hvornår min mand fik nok af at skulle være den stærke.
Hvornår han selv bukkede under. Hvornår han sagde stop til flere behandlinger.
Hvornår han sagde stop til mig. Til os. Jeg var bange for mit job. Hvor længe jeg var i stand til at holde fast i det, når jeg jævnligt var sygemeldt i forbindelse med behandling. Jeg var bange for mine venskaber. Bange for, hvornår mine veninder fik nok af, at min eneste fokus lå på at blive gravid. Og jeg var bange for mig selv. Frygtelig bange for, hvornår følelsen af være ved at gå fra forstanden ville overtage mig fuldstændig,« skriver hun på sin blog.
Til sidst lykkedes det alligevel, og i dag er Elisabeth og Jess Fausing forældre til to fælles børn. Selvom det var hele kampen værd, har det sat sine spor.
»Jeg er ikke blevet et stærkere eller bedre menneske af det, vi var igennem. Jeg er blevet langt mere sårbar og ydmyg og ikke mindst bevidst om, hvor ufattelig vigtigt det er, at man rækker ud og beder om hjælp, når man står i så stor en eksistentiel krise, som det må siges at være, når man ikke kan få børn på naturlig vis,« siger hun.
