En skilsmisse er hård på mange måder for alle involverede. Vi har fået skilsmisserådgiver Mette Hinnerskov til at opstille nogle guidelines, som kan gøre den svære beslutning og forløbet derefter nemmere for alle parter.

Der er rigtig mange ting at forholde sig til, når man skal skilles, og det bliver ikke nemmere af, at følelserne er i kog, og man er usikker på fremtiden. Når I skal skilles, er menneskerne omkring dig kede af det, I er bange for, hvordan børnene klarer skilsmissen, og så er der samtidig rigtig mange praktiske opgaver, der skal løses. Derfor kan det være svært at overskue det hele.

For at gøre den svære skilsmisse så nem som mulig, kommer her en række guidelines fra skilsmisserådgiver Mette Hinnerskov, der kan hjælpe dig igennem skilsmissen på den bedste måde ...

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs hele guiden.

Det får du:

  • 'Bliv på din egen banehalvdel'
  • 'Drop alle anklagerne'
  • 'Brug internettet'
  • 'Lav aftaler, der er rimelige for begge parter'
  • 'Prioriter børnene frem for alt andet'
  • 'Fordele og ulemper med fælles forældremyndighed'
  • 'kom godt videre'
  • 'Lav et mantra'
  • Øvelse

Der er rigtig mange ting at forholde sig til, når man skal skilles, og det bliver ikke nemmere af, at følelserne er i kog, og man er usikker på fremtiden.

For at gøre den svære skilsmisse så nem som mulig, kommer her en række guidelines, der kan hjælpe dig igennem skilsmissen på den bedste måde.

Tag ansvar!

Der er to parter til at få et parforhold til at fungere - og dermed også to, der har ansvaret for skilsmissen

Når man skal skilles, er menneskerne omkring dig kede af det, man er bange for, hvordan ens børn klarer skilsmissen, og så er der samtidig rigtig mange praktiske opgaver, der skal løses. Derfor kan det være svært at overskue det hele.

Men ikke desto mindre er det vigtigt at både du og din kommende eks tager ansvar, og ikke lader følelserne løbe af med jer.
Det er ikke kun nødvendigt at tage ansvar for den beslutning der er taget omkring skilsmissen, men det er lige så vigtigt at der bliver taget ansvar omkring det, at I begge (og jeres børn) kan komme godt videre hver for sig.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Ved at tage ansvar

  • Kan du lukke det gamle kapitel og åbne et nyt
  • Viser du dine børn at I nok skal klare det alle sammen
  • Skaber du fundamentet til et godt samarbejde med din eks
  • Kan du handle ud fra en realistisk baggrund, og ikke ud fra et følelseskaos
  • Kan du bedre komme igennem sorgen

Bliv på din egen banehalvdel

Vær ærlig og forklar uden omsvøb, hvorfor skilsmissen er nødvendig

Du skal naturligvis ikke træde i det, men forklar din kommende eks hvorfor du har truffet den beslutning du har. Giv ham/hende nogle konkrete grunde til at det er faldet således ud.

Den kommende eks kan ikke bruge hypoteser eller luftkasteller til noget som helst. Forklar kort og godt hvorfor I ikke længere skal være sammen.

Drop alle anklagerne

Overvej ganske nøje hvordan du serverer beslutningen for din kommende eks. Hvis du kun kan komme med den ene anklage efter den anden, og hvorfor det kun er hans/hendes skyld, at I nu skal skilles, så skal du tie stille, og øve dig i at sige tingene på en lidt anderledes måde.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Husk på: Din kommende eks er ikke lige så langt i skilsmisseprocessen som du er. Det vil måske endda komme som et chok, når du lader bomben om skilsmisse sprænge

Det er altid svært at skulle være den der tager beslutningen om skilsmisse. Det er en ubehagelig tanke at skulle være den der tager beslutningen om at hive eksistensgrundlaget væk under benene på resten af familiens medlemmer. Men hvis du ikke kan se der er nogen anden udvej, er det bedre at få det gjort, uden at trække beslutningen i langdrag, og få det sagt på en ordentlig måde.

Du kan evt starte med at sige

  • “Jeg har det seneste år vendt og drejet mine tanker, og er nået til den beslutning at…”
  • “Selvom vi i længere tid har arbejdet meget med vores parforhold, føler jeg ikke vi er rykket…”
  • “Jeg er kørt fast, og kan ikke se en anden udvej end at…”
  • “Vi har begge to kæmpet hårdt for at vi skulle lykkes sammen, men jeg må desværre kaste håndklædet i ringen…”

Brug internettet

-til at sætte dig ind i tingene omkring en skilsmisse for at sikre dig, at du kommer bedst muligt gennem skilsmissen og videre i livet.

Når skilsmissen er en realitet, er den bedste og mest informative måde at komme hurtigt i gang med at etablere dit nye liv på nettet.

Her bliver Google din bedste ven. Du kan google dig til alle de svar du måtte have brug for, omkring skilsmisse. Både juridisk, økonomisk og personligt. Brug endelig løs af internettets overflødighedshorn af informationer.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Du kan klare mange af de praktiske ting via internettet, hvilket gør tingene nemmere og mere overskuelige.

Du kan bl.a.

  • Blive separeret
  • Ændre diverse abonnementer (telefon, blade, forsikringer osv)
  • Ændre dit navn og pas
  • Melde flytning
  • Søge boligtilskud / børnetilskud
  • Ændre indkomst og fradrag
  • Og meget mere

Når du atter så småt er landet på dine ben efter skilsmissen, kan internettet også bruges til at komme videre i livet, hvor du kan møde nye spændende mennesker, og måske endda en ny kæreste.

Der findes efterhånden en masse forskellige datingsider, men der findes også flere netværk for singleforældre som er baseret på det sociale, og ikke på dating.

Det er en super god måde at komme videre på, at mødes med ligesindede. Du kan være heldig at det giver nogle meget stærke venskaber.

Skilsmisseraad.dk har samlet al nødvendig viden til din skilmisse, og er Danmarks største største samling af viden, skabeloner, opgaver og ressourcer for dig, der overvejer eller er i gang med en skilsmisse, eller for dig, der er blevet skilt og har brug for hjælp til at komme videre.

Lav aftaler, der er rimelige for begge parter

Selvom du føler at du ved bedst, bør du alligevel lytte til din eks og prøve at imødekomme hans/hendes ønsker

For at skilsmissen kan blive tålelig for alle de involverede (både børn og voksne) er det vigtigt at de aftaler der bliver lavet, og så er nogen I alle sammen kan leve med.

Det nytter f.eks. ikke noget at den ene af jer kræver en 10-4-ordning, hvis den anden hellere vil have en 7-7-ordning. I en skilsmisse er der ikke nogen af jer der har vetoret. I skal komme til en fælles afgørelse, som I alle sammen har det godt med.

Når det f.eks. gælder samværsordningen, bør I kigge på jeres børn og finde ud af hvilken ordning der vil passe dem bedst.

Bliver I boende tæt på hinanden så børnene kan rende mellem far og mor, er der nok ikke noget i vejen for en 7-7-ordning.

Hvis den ene af jer vælger at flytte længere væk, skal I gøre op med jer selv (og til dels også børnene) om de skal flytte med, eller blive, og om 10-4-ordningen vil være bedre.

Uanset hvilken aftale I laver, skal de være indgået i fællesskab og indenfor rimelighedens grænse, men så er der samtidig en regel, som modsiger det med rimeligheden. En regel som også med fordel kan bruges i forbindelse med alle andre områder af en skilsmisse.

Det er reglen at tænke sætningen: ’Du får ret, jeg får fred’.

Det er nemlig ikke alle parter, eller hver gang, at man kan indgå rimelige aftaler og man skal ikke kæmpe for det for enhver pris. Det er langt mere vigtigt at komme godt videre med livet, efter en skilsmisse, end krampagtigt at kæmpe for rimelige aftaler.

Fred er nøglen til en god fremtid, men der er en præmisse, der skal være til stede for at man kan leve efter ”Du får ret, jeg får fred-devisen" og det er, at man vitterligt kan undgå at blive vred og fortørnet. For vrede hænger på ingen måder sammen med fred.

“Du får ret – jeg får fred” kan bruges i alle sammenhænge lige fra bodeling, samværsordning, konflikter om børnene, navneændring, hente/bringe situationer, fritidsaktiviteter, skiftedage osv. osv. MEN du må ikke begynde at bruge den, med mindre at du har en neutral holdning til din eks. Hvis du er kommet dertil, hvor du er ligeglad, hvor der ikke er følelser i klemme, hvor han eller hun ikke kan ramme dig på følelserne mere, og hvor du har styr på dine grænser.

Når du har det, så kan vi kun anbefale dig at kigge dig selv i spejlet, når der opstår en situation og spørge dig selv: “Okay skal jeg kæmpe eller skal jeg vælge du får ret – jeg får fred-løsningen”.

Prioriter børnene frem for alt andet

-og undgå at tage for egoistiske behov når samværsordningen fastlægges

Børnene er ofte dem, der fylder allermest i beslutningen om skilsmissen.

Hvilken samværsordning skal man vælge?

Hvordan kommer de bedst muligt gennem skilsmissen?

Hvordan håndterer man deres reaktioner eller mangel på samme?

Der har gennem lang tid været negative holdninger til deleordning - altså en løsning hvor børnene er lige meget hos henholdsvis mor og far.

Argumenterne for, hvorfor deleordning ikke var en god løsning har eksempelvis været, at børn har bedre af EN fast base og så et samværssted, og at børn ikke skal have et liv i en kuffert…..Ordningen er ligeledes blevet skældt ud for at stresse børn og gøre dem rodløse.

Delebørn har netop ikke et liv i en kuffert, men har ting begge steder og undgår derfor kuffertløsningen, som er mere udbredt, hvis man vælger en samværsordning med eksempelvis en 10 / 4 løsning.

SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidl. Socialforskningsinstituttet)) har medio 2012 offentliggjort en ny rapport, hvor resultaterne er baseret på 6.000 skilsmissebørn.

Noget af det afgørende er, at delebørn har det generelt bedre end andre skilsmissebørn. (Dog skal det bemærkes at det gælder børn i alderen 11 - 15 år)

Deleordning giver et ligeværdigt forhold mellem mor og far, og det kræver samarbejde og fleksibilitet – og det har børnene det godt med.

Ikke mindst så kræver en sådan ordning, at forældrene bor tæt på hinanden, hvilket gør at børnene kan bevare deres vante rammer, deres venner og deres fritidsaktiviteter, uanset om de er hos mor eller far.

Fordele og ulemper med fælles forældremyndighed

Hvis du og din eks har svært ved at samarbejde, og I i det hele taget har et anstrengt forhold til hinanden, kan det være svært at skulle dele forældremyndigheden, og dermed også en del beslutninger omkring jeres fælles barn.

En anden ulempe med fælles forældremyndighed, kunne være hvis den ene forælder er fysisk fraværende i barnets liv. Når vedkommende ikke ønsker at se sit barn eller deltage i barnets liv, men nægter at opgive den fælles forældremyndighed.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Her vil det bevirke, at hver gang der skal tages en større beslutning, eller der skal laves et pas o.l. vil det kræve en masse energi og tid, for at få styr på tingene.

En af fordelene med fælles forældremyndighed, kan være at barnets forældre skal samarbejde, og dermed bliver “tvunget” til at se på barnets behov, og ikke på egne.

Desuden er det også en fordel at dele forældremyndigheden, for så får begge forældre automatisk informationer omkring barnet, ift. skolen, daginstitutionen osv. hvorimod hvis der IKKE er fælles forældremyndighed, så skal den der ikke har forældremyndigheden, selv søge efter oplysningerne.

Fælles forældremyndighed kan, når forældrene ikke kan samarbejde, være en stor ulempe. Der findes nu eksempler på, at forældre til skolesøgende børn melder barnet ind og ud af to forskellige skoler, så barnet går i en skole, når barnet er hos mor, og i en anden, når barnet er hos far. Eller børn, som ikke ved, hvor de skal starte i skole, fordi mor og far ikke kan blive enige.

Konfliktmulighederne er mange – og konflikten mellem mor og far har vokset sig så stor, at de har glemt alt om barnets tarv! Det kan tage meget lang tid at afgøre en konkret sag i Statsforvaltningen og måske i byretten – og antallet af sager, af ovenstående karakter er vokset markant siden Forældreansvarsloven trådte i kraft tilbage i 2007, og gjorde det muligt at dømme til fælles forældremyndighed på trods af manglende ønske. Barnet kommer i sådanne situationer til at bevæge sig i et konfliktfelt i alt for lang tid, og man kan med rette undre sig over, hvorvidt det er i barnets tarv at der er fælles forældremyndighed, hvis forældrene ikke ønsker eller ikke formår at samarbejde om, for barnet så væsentlige punkter.

Men glade og veltilfredse skilsmissebørn handler jo dybest set slet ikke om hverken samværsordning eller deleordning, men om SAMARBEJDE. Hvis børnene oplever, at mor og far stadig er forældre sammen, kan være i stue sammen, kan hjælpe hinanden og stå sammen om børnene, at de bor tæt på hinanden, så rammerne er ens uanset om børnene er hos mor eller far, ja så har børnene det generelt godt.

Fokuser på fremtiden i stedet for fortiden

-og kom godt videre

Du er blevet skilt, er alene, og skal til at finde dig selv. Hele processen før og under en skilsmisse er barsk, men desværre er processen efter, at skilsmissen er en realitet også hård at komme igennem. Måske er du slet ikke afklaret med, at skilsmissen var nødvendig. Måske var det dig der tog skilsmissebeslutningen, men alligevel har du svært ved at overskue fremtiden og at du nu er alene. Trygheden og de faste rammer forsvinder og du skal til at opbygge en fremtid uden din tidligere partner.

Følelserne og tankerne vil være mange:

  • Hvem er du efter skilsmissen?
  • Hvad vil du med livet efter skilsmissen?
  • Hvordan skal du forholde dig i forhold til børn, familie og venner?
  • Hvordan skal din fremtid forme sig?
  • Hvordan skal du tackle et eventuelt nyt forhold?

Måske hader du din tidligere partner. Måske har du fundet en anden og er på den ene side lykkelig, men på den anden side er der en helt masse ting, der ikke er afsluttet og som derfor fylder i dit hoved. Det er helt naturligt at det er en svær proces. Der er økonomi, bopæl, børn, følelser, bodeling og meget andet du skal forholde dig til - og du er alene om det!

Måske føler du ikke at din tidligere partner opfører sig som du havde forventet, eller som du syntes er rigtigt.

Den vigtigste beslutning du kan træffe på nuværende tidspunkt er, at du - for din egen skyld og for dine børns skyld - skal få bodelingen til at glide på bedste vis. Hvis delingen af jeres fælles bo går i hårdknude og I skal have hjælp til at køre sagen, så er det helt sikkert at tingene ikke bliver nemmere.

Beslut dig for, at du skal gøre dit til, at jeres kommunikation kan foregå fornuftigt. Og beslut dig for, at uanset, hvor ondt det gør, hvor uretfærdig du føler dig behandlet, hvor meget skade der er sket osv. så har du nu et ansvar for, at du kommer bedst muligt videre i livet og ikke mindst at dine børn kommer bedst muligt videre.

Du har selv ansvaret for at få noget godt ud af livet, for at dit liv giver mening og har indhold. Find dit eget ståsted, meningen med din fremtid. Det kan være svært, også selvom du er den der har sagt farvel. Men specielt, hvis du er blevet forladt, kan det hele se meningsløst ud. Sorgen skal bearbejdes og det tager tid.

Det vigtigste du kan gøre for dig selv er, at bruge så lidt tid som muligt på, at tænke på alt det som IKKE fungerer, alt det som din tidligere partner BURDE gøre, alt det som der er svært. Tænk i stedet, at jo mindre energi du bruger på din eks, jo bedre får du det selv.

Du har ikke længere kontrol over, eller stemmeret om, hvordan din tidligere partner agerer, hverken i forhold til børnene eller i forhold til alle øvrige forhold.

Vælger du at indtage offerrollen, får du ikke noget godt ud af livet. Tag ansvar for dit eget liv. Der er mange muligheder, grib dem så du kommer bedst muligt videre i livet - det er DIT ansvar!

Lav et mantra

-der kan hjælpe dig, når alt omkring dig ramler sammen og alle er kede af det

Hvis du er blevet forladt, og er vred, såret og gal, reagerer du måske ved at ville vise din eks, at du hurtigt kommer videre med livet. Vær opmærksom på om din vrede kommer til at hindre dig i at se positivt på livet. Eller om vreden dækker over en stor sorg, men at det er nemmere at vise vrede end at vise at du er ked af det?

Måske har du i en periode brug for at holde fast i fortiden, fordi fremtiden er usikker eller fordi du ikke har accepteret situationen omkring din skilsmisse.

Hvis du tager ansvar for dit eget liv, vil du på et tidspunkt være klar til at komme videre, klar til at finde ind til dig selv og finde meningen med fremtiden.

I perioden lige efter din skilsmisse har du brug for at holde fast i dig selv og dine beslutninger, og det kan være gavnligt ofte at gentage sætninger for dig.

Øvelse:

Gentag 2-5 positive sætninger for dig selv mindst to gange om dagen og gerne oftere. Se eventuelt dig selv i spejlet imens, det giver større effekt når du ser, at det er dig det handler om.

Det kan eksempelvis være sætninger som:

  • Jeg vil have kærlighed, nærhed og god kommunikation i mit liv
  • Jeg vil prioritere mig selv og mine interesser 3 gange om ugen
  • Jeg har taget den rigtige beslutning fordi…..
  • Jeg giver mine børn de værdier, som jeg syntes er vigtige i deres opvækst
  • Fremover vil jeg fokusere på de positive ting og være glad for livet
  • Jeg er fantastisk fordi…..

Tanken ’jeg tager ansvar for mit eget liv’ skaber et langt bedre liv, end hvis du fralægger ansvaret.

Hvis du syntes, at alle andre er årsag til, hvordan dit liv former sig, så vil du tænke tanker som:

  • Det har været en dårlig dag, fordi min eks ringede og skældte ud
  • Hvorfor er der ingen, der tænker på at invitere mig ud lørdag aften
  • Jeg sidder bare her helt alene
  • Mit liv er fyldt med udfordringer, og ting jeg ikke magter
  • Jeg må vente på, at mine børn kommer hjem til mig igen om 4 dage
  • Alle i min omgangskreds er i parforhold, hvordan skal jeg få tiden til at gå

Det er naturligt at have både gode og dårlige dage, men arbejd på at få flest gode dage i dit liv. Du kan nok se forskellen på ovenstående tankegang, og se hvad der giver dig mest glæde og positive tanker.

Arbejd bevidst med din nye identitet, brug tid på selvudvikling.