Kernefamilien består for evigt, spår eksperter. Men flere og flere danskere finder nye måder at være familie på.

Man får let fornemmelsen af, at kernefamilien med mor, far og børn er et dødt projekt. Lytter man til livsstilseksperter, samfundsbloggere og diverse sexologer, plæderer alle for, at det monogame forhold er både unaturligt og på retur.

Men kernefamilien trænger hverken til kunstigt åndedræt, hjertestarter eller en bedemand. Tager du et snapshot af Danmark lige her og nu, bor 75 pct. af alle børn sammen med både deres mor og far. Kernefamilien lever i bedste velgående, og det bliver den ifølge kultursociolog Emilia van Hauen ved med.

I Danmark findes 37 forskellige registrerede familiekonstellationer. Kernefamilien er blot én af dem. Ganske vist den hyppigst forekommende, men der findes en lang række familier, hvoraf nogle er så nye og marginale, at de endnu ikke er registreret som egentlige familieformer. Det drejer sig f.eks. om par, der bliver skilt, men vælger at blive boende sammen. Par der lader børnene blive boende, mens de selv pendler fra hus til hus. Og kvinder, der vælger at få børn med sig selv. Den form for familie er ikke normen endnu, men der bliver flere af dem.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvordan de nye måder at være familie på, vinder frem. Læs også om Rikke Toft Nørgård og Jon Odgaard, der efter 20 års samliv valgte at flytte fra hinanden. Deres to fællesbørn er blevet boende i familiens hus, mens Rikke og Jon skiftes til at pendle frem og tilbage mellem et nyt hjem og det gamle.

Det får du:

  • Artikel: Nye familieformer udfordrer kernefamilien
  • Fakta: Danske familier
  • Artikel: ’Det er børnenes hus’
  • Artikel: Børnene skal nok klare sig
  • Fakta: Danmarks 37 familieformer

Kernefamilien består for evigt, spår eksperter. Men flere og flere danskere finder nye måder at være familie på.

Man får let fornemmelsen af, at kernefamilien med mor, far og børn er et dødt projekt. Lytter man til livsstilseksperter, samfundsbloggere og diverse sexologer, plæderer alle for, at det monogame forhold er både unaturligt og på retur.

Men kernefamilien trænger hverken til kunstigt åndedræt, hjertestarter eller en bedemand. Tager du et snapshot af Danmark lige her og nu, bor 75 pct. af alle børn sammen med både deres mor og far. Kernefamilien lever i bedste velgående, og det bliver den ifølge kultursociolog Emilia van Hauen ved med.

»Jeg tror aldrig, at kernefamilien holder op med at være attraktiv. Uanset modefænomener og uanset, at det unormale på et tidspunkt bliver normalt.«

Alligevel er noget under forandring. TV2-serien ’Bedre skilt end aldrig’, der blev sendt i foråret, peger meget præcist på forandringen. Serien handlede om et par, som blev skilt, men som alligevel valgte at blive boende sammen. Den løsning bliver mere og mere normal. For børn, der ikke vokser op i en klassisk kernefamilie, oplever lige nu forældre, der eksperimenterer mere med familiekonstellationerne end nogensinde før.

I Danmark findes 37 forskellige registrerede familiekonstellationer. Kernefamilien er blot én af dem. Ganske vist den hyppigst forekommende, men der findes en lang række familier, hvoraf nogle er så nye og marginale, at de endnu ikke er registreret som egentlige familieformer. Det drejer sig f.eks. om par, der bliver skilt, men vælger at blive boende sammen. Par der lader børnene blive boende, mens de selv pendler fra hus til hus. Og kvinder, der vælger at få børn med sig selv. Den form for familie er ikke normen endnu, men der bliver flere af dem.

Emilia van Hauen forklarer, at der netop nu skabes nye familiekonstellationer. Der er en klar tendens til, at flere mennesker vælger at organisere sig på måder, der for bare få år siden var næsten utænkelige.

»Jo mere normen bliver at være skilt. Jo mere vi ser andre finde alternative måder at bo på. Des mere begynder vi også at organisere vores egen familie på nye måder, f.eks. at blive boende sammen efter en skilsmisse eller at få børn med os selv,« fortæller Emilia van Hauen.

Kvinder ændrer familierne

Forandringen er centreret om kvinden i parforholdet, mener Emilia van Hauen. Kvinder er i dag mere socialt, fagligt og økonomisk uafhængige, end de har været nogensinde før. Derfor kan de i langt højere grad vælge fra alle hylder, når de vil bestemme, hvordan deres familieliv skal se ud. Og det gør de.

»Kvinden er ikke længere afhængig af manden, og begge parter kan gøre, som de vil. Det har åbnet for en masse nye måder at have en familie på. Vi kan sågar vælge at få børn med os selv, hvis vi vil,« siger hun.

Selvom vi i fremtiden vil se flere og nyere måder at organisere familier på, vil kernefamilien ifølge kultursociologen eksistere for altid. For det at høre til er noget af det vigtigste for alle mennesker. Hun kalder familien en ’ontologisk sikkerhed’ for os. Det betyder, at man har et ubrydeligt bånd med de mennesker, man er i familie med.

»Vi skal føle, vi er en del af en gruppe, hvor vi ikke kan ryge ud. Det er et simpelt overlevelsesinstinkt at søge tryghed, og den tryghed finder vi i kernefamilien,« forklarer Emilia van Hauen.

Nye sammenbragte familier

Mange danske par kan dog ikke få kernefamilien til at fungere og vælger at blive skilt. Helt præcis er det 46,5 pct. af alle ægteskaber der ender i skilsmisse. Par går fra hinanden og finder nye partnere, der også har børn. Men i forhold til tidligere, hvor mange forsøgte at få de nye familier til at gå op i en højere enhed, ser man i dag en ny tendens. Skilsmisseforældre flytter sjældnere sammen med deres nye partner, men forbliver kærester hver for sig med hver sine børn. Fænomenet kaldes ’living together apart’.

Den model er skilsmisseforældrenes svar på, at det er for stor en udfordring at skabe nye familier. Kabalen er ofte for svær at få til at gå op, selvom både kærligheden og alle de gode intentioner er tilstede.

Debattør og journalist Anne Sophia Hermansen forstår godt, at flere og flere vælger at bo hver for sig, selvom de er kærester. Selv har hun erfaret, hvor svært det kan være at være i en sammenbragt familie.

Skal det lykkes, mener hun, at vi skal holde op med at tro, at sammenbragte familier skal lege kernefamilie.

Hun mener, vi stiller for mange urealistiske krav om, at vi skal elske hinandens børn, som var de vores egne. Det er kun de færreste mennesker i stand til. I stedet skal vi erkende, at det er i orden, at man får mere spat af den andens børn end sine egne.

»Jeg kender et par, der har indrettet loftet som ’safe space’. Hvor de kan gå op, når de fem sammenbragte børn bliver for meget. Ingen børn er tjent med voksne, der spiller speltbollebagende martyrer eller evigglade legeonkler, mens de i virkeligheden er ved at brække sig ned i Lego Friends,« siger hun.

’Det er børnenes hus’

Flere og flere fraskilte gør som Rikke Toft Nørgård og hendes eks-mand Jon Odgaard. Lader ungerne bliver boende, hvor de nu engang bor, mens de voksne pendler frem og tilbage mellem et nyt hjem og det gamle.

Det kan virke uholdbart, rodet og som en hård tilværelse for de voksne. Den nærmeste familie har svært ved at forstå det tidligere pars måde at organisere sig på. Flere gange er de blevet spurgt, om de aldrig skal skilles – sådan rigtigt – men den rigtige måde for dem er lige netop den, de har valgt.

Da Rikke Toft Nørgaard og Jon Odgaard blev skilt fandt de en lejlighed i Aarhus, som de på skift bor i en uge ad gangen. I stedet for, at børnene skal flytte frem og tilbage mellem mor og fra skiftes forældrene til at bo i huset med børnene Fenja og Selma.
Da Rikke Toft Nørgaard og Jon Odgaard blev skilt fandt de en lejlighed i Aarhus, som de på skift bor i en uge ad gangen. I stedet for, at børnene skal flytte frem og tilbage mellem mor og fra skiftes forældrene til at bo i huset med børnene Fenja og Selma. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Børnene har ikke valgt at blive skilt. Det har vi. Derfor synes vi, at det er ulogisk, at de skal flytte frem og tilbage, for at vi kan have hvert sit hjem,« forklarer Rikke Toft Nørgård.

Det er tre år siden, de blev skilt. Beslutningen blev taget på en gåtur, hvor de blev enige om ikke længere at være kærester. De havde simpelthen mistet respekten for hinanden, og forholdet var slidt op.

De havde levet sammen i næsten 20 år, for Rikke Toft Nørgård var kun 17 år gammel, da de blev kærester.

»Vi har måske bare gjort det hele omvendt. Mange begynder først på et langt forhold efter et singleliv. Vi begyndte med forholdet og er nu gået i gang med vores singleliv,« fortæller Rikke Toft Nørgård.

En dag ad gangen

Eks-parret har et stort hus på landet mellem Randers og Hadsten, som de fælles børn Fenja på 12 år og Selma på 8 år bor i. Det er deres hus, hvor forældrene kommer på besøg. Forældrene bor derimod en uge på landet og en uge i Aarhus i en lille studenterlejelejlighed i Øgade-kvarteret, hvor de har hver sit værelse.

Hverken Rikke Toft Nørgård eller Jon Odgaard går meget op i, hvad man bør gøre, når man bliver skilt, eller hvordan det ser ud udefra, så længe modellen fungerer for dem.

I begyndelsen skiftedes de til at bo i huset i Hadsten hver anden dag, fordi de langsomt ville vænne børnene til kun at have én forælder ad gangen. Det kunne lyde som en hård omgang for forældrene, men de brugte ikke energi på at spekulere over det.

»Vi spurgte ikke os selv, om det var okay eller ej. Det handlede mest om at gøre skilsmissen mest udholdelig for ungerne og vænne dem til den nye situation.«

Børnene er ok

Fordelene ved den lidt særprægede måde at gøre tingene på er mange. Det vigtigste er, at ungerne stort set ikke har reageret på forældrenes skilsmisse. De har blot været rigtig glade for, at de ikke skulle flytte. Når Rikke Toft Nørgård er i lejligheden i Aarhus, ringer de aldrig til hende, for at blive bekræftet i, at hun elsker dem. Det tager hun som et godt tegn – et tegn på at tilknytningen er intakt.

Det kan lyde som stor opofrelse at skulle leve på denne måde, men forældrene gør det ikke kun for børnenes skyld. Rikke Toft Nørgård har lovet sig selv, at hun ikke vil leve et liv, hvor hun kun tilfredsstiller sine børns behov og ikke sine egne.

»Jeg gør det kun, fordi det også giver mening for mig. Jeg har mit eget lille ego-sted i Aarhus, hvor jeg kan komme sent hjem fra arbejde, tage en Gin tonic, tænde for Netflix og smide mig på sofaen – uden forpligtelser som madpakker og tomme børneværelser, der venter på at blive ryddet op.«

Godt forhold

Det er klart, at man skal have et godt forhold til hinanden for at kunne leve på den måde, som Rikke Toft Nørgård og Jon Odgaard gør. Det første år var det hårdere, fordi de skulle finde hinanden som mennesker og genskabe respekten for hinanden. Rent praktisk lukker Rikke Toft Nørgård døren ind til sin eks-mands værelse, når hun er i lejligheden. Ligesom hun sørger for, at hendes seng er redt som på et hotelværelse, når hun forlader lejligheden. For hendes værelse er gennemgang til køkkenet.

»Det gør jeg i respekt for Jon, så han ikke skal tage stilling til en uredt seng, min krop og de billeder, det kunne danne,« forklarer hun.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Rikke Toft Nørgård ser ingen klare ulemper i den måde, familien lever på, ud over at det selvfølgelig er hårdt at blive skilt, og at man jo aldrig rigtig bliver skilt, når man har børn sammen og tager det ansvar alvorligt. Faktisk deler Rikke Toft Nørgård og Jon Odgaard stadig mange af de praktiske ting mellem sig.

»Jeg vasker f.eks. alt vores tøj, også min eks-mands underhylere, mens han derimod sørger for fyret og en masse andre praktiske ting. Det er måske mærkeligt, men det fungerer for os,« griner hun.

På trods af fællesøkonomi og delehus blander de sig hverken i hinandens indkøb eller opdragelse, når den anden part har huset og ungerne.

»Vi vil gerne have det her til at fungere, så vi indleder ikke småskænderier. Jeg blander mig aldrig i, hvilken tid børnene kommer i seng, hvad de spiser, eller hvad pengene bliver brugt på.«

Nye kærester

Hverken Rikke Toft Nørgård eller Jon Odgaard har endnu et fast forhold til en ny kæreste, men hun mener sagtens, de kan fortsætte ordningen, selvom det bliver tilfældet.

»Det kræver selvfølgelig, at den, man møder, synes, at det er ok.«

De har netop aftalt at fortsætte ordningen nogle år endnu.

»Senere vælger vi måske at opgive lejligheden og stadig beholde huset som pigernes base.«

Jon Odgaard, 43 år er systemudvikler og udviklingskonsulent hos Ditmer. Bor i lejlighed i Aarhus og i hus mellem Randers og Hadsten.
Jon Odgaard, 43 år er systemudvikler og udviklingskonsulent hos Ditmer. Bor i lejlighed i Aarhus og i hus mellem Randers og Hadsten. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Rikke Toft Nørgård,39 år er forsker ved Aarhus Universitet. Bor i lejlighed i Aarhus og i hus mellem Randers og Hadsten.
Rikke Toft Nørgård,39 år er forsker ved Aarhus Universitet. Bor i lejlighed i Aarhus og i hus mellem Randers og Hadsten. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Børnene skal nok klare sig

I følge Socialforskningsinstituttet tager de fleste børn ikke skade af at vokse op i alternative familier.

Der findes mange former for børneliv. Der er skilsmissebørn, donorbørn, mor-og-far-er-skilt-men-bor-alligevel-sammen-børn eller børn af homoseksuelle forældre.

Når man taler man om nye familiekonstellationer, er det centrale spørgsmål selvfølgelig altid: ’Hvad med børnene?’

Ifølge Socialforskningsinstituttet tager de fleste børn ikke skade af at vokse op i alternative familieformer.Sammenligner man skilsmissebørn med børn i traditionelle kernefamilier ser forskerne, at lidt flere af skilsmissebørnene klarer sig dårligere socialt og økonomisk end børn af forældre, der bliver sammen.

Børn, der har oplevet en skilsmisse, bliver oftere selv skilt som voksne end børn, der er vokset op hos både mor og far.

Men de fleste skilsmissebørn klarer sig præcis lige så godt som børn, der er vokset op i en kernefamilie.

Handlekraftige børn

Børn, der er vokset op med to forældre af samme køn, klarer sig endda bedre end børn, der er vokset op i en traditionel kernefamilie. I et studie fra San Francisco i USA undersøgte forskere konsekvensen af, at børn vokser op i familier med homoseksuelle forældre. Konklusionen var, at piger, der vokser op med lesbiske mødre, trives bedre socialt, uddannelsesmæssigt og har mere overskud på selvtillidskontoen end andre piger. Drenge med to mødre måtte dog ’nøjes’ med at trives lige så godt som drenge fra hetero-kernefamilier.

Bortset fra den lille overvægt af skilsmissebørn, der klarer sig dårligere end børn af kernefamilier, tyder intet på, at børn tager skade af at vokser op i en alternativ familie. Tværtimod. Det overrasker ikke sociolog Emilia van Hauen.

»Skilsmissebørn lærer at stå på egne ben, at være handlekraftige, fleksible og indgå i forskellige fælleskaber. Det er omtrent alt det, et moderne menneske har brug for, for at kunne klare sig.«

Hun synes, at vi skal holde op med at presse livet og børnene ind i en kernefamilielignende familiestruktur. Ofte er det slet ikke er det, der er behov for.

»Vores tid er præget af et næsten blindt fokus på, at det bedste for børn er tryghed – i alle former og farver. Selvfølgelig er basal tryghed vigtig, men lidt god og udfordrende usikkerhed skal vi ikke være bange for at udsætte børnene for. Det giver dem en indre tro på, at de kan klare livet med alle dets op og nedture.«