Topløsheden vinder terræn på de danske strande og i havnebade.
For mens mundbind nu er påkrævet flere og flere steder i det offentlige rum, kram bør undgås, og vi solbader i optegnede båse, har brysterne fået frit spil.
I Berlingske fortæller Niels Ulrik Sørensen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, hvordan han har noteret sig flere ‘topløse kvinder’ i sit Facebook-feed og på stranden.
En tendens der bliver underbygget i artiklen, hvor både yngre og ældre, topløse kvinder selv fortæller, hvorfor de har smidt BH’en.
TIP OS: Har du også smidt bikinioverdelen og lyst til at dele dine overvejelser og (gode som dårlige) oplevelser med os, så skriv til 1929@bt.dk. Skriv også, hvis du modsat mener, at man ikke bør bade topløs på offentlige strande.
Ungdomsforskerens bud er, at det er udtryk for en ‘gryende feminisme’. Kvinder vil tilegne sig retten til at være, som de er, og se ud, som de gør. Og det uanset hvordan andre - især mænd - ser og bedømmer dem.
At det så lige er denne sommer, at brysterne for alvor får frit spil, ser han i sammenhæng med nogle temaer, der lige nu fylder i samfundet.
#Metoobølgen. Samtykke-diskussionen i forbindelse med en ny voldtægtslov. Reaktioner på hævnporno.
Og så den altoverskyggende coronavirus, der har kastet alle normer og kulturer en tur op i luften.
»Denne sommer har vi set et enormt fokus på naturen og en afsøgning af det naturlige, som vi ikke har set i mange år. Samtidig har der længe været en større samfundstendens til kritik af idealet om det perfekte og om at fremstå fejlfri,« siger Niels Ulrik Sørensen til Berlingske.
For andre kan det dog også handle om gerne at ville vise sin perfekte krop frem, men det tror ungdomsforskere er en mindre væsentlig del af forklaringen.
En stor del af mødrene til de unge kvinder, der i dag smider overdelen, vil huske, hvordan de selv i 60erne og 70erne - som det mest naturlige i verden - gik topløse rundt på strandene.
Men topløsheden forsvandt et sted i 80erne
Niels Ulrik Sørensen fortæller, at ikoner som Madonna i 80’erne og 90’erne repræsenterede retten til at rekonstruere sig selv og sin krop. Det var den tids opfattelse af frihed: opgøret med det naturlige, som noget man ikke måtte rokke ved.
Men med den frihed fulgte også et ansvar. Når kroppen opfattes som noget, der kan laves om, har du selv ansvaret for at forme ved at træffe de rigtige valg, forklarer han. Og det indenfor nogle efterhånden mere og mere snævre idealer.
Niels Ulrik Sørensen tænker, at vi nu begynder at se en stigende bevidsthed om, at vi selv er natur. En tendens, der hænger sammen med den klimabevidsthed, som især unge tilslutter sig.
