Uden sponsorer kan det være svært at få et arrangement som Pride til at køre rundt.

En af dem var indtil for nylig Netto, der kom ind i sponsorgruppen i 2018. Men nu har de sat deres sponsorat på pause et år og opkøbt 300 butikker i det LGBT-fjendtlige land Polen.

Et sammenfald, mange har set på med undren. For er der mon en sammenhæng? Det afviser Netto selv.

Den globale Pride, World Pride, er i år kommet til København, og det er ifølge supermarkedskædens HR-chef, Christian Dahl, den primære årsag til, at Netto trækker sig.

»Netto er ikke global. Vi ser ikke os selv som en spiller i en global sammenhæng. Og så er prisen også steget på sponsoratet. Det har vi ikke mulighed for at være med på,« lyder forklaringen.

Christian Dahl ønsker ikke at oplyse, hvor meget prisen er steget, men han fortæller, at det er en »markant stigning«.

Spørger man kommunikationsekspert Anna Thygesen, så mener hun ikke, at de kritiske tunger er helt berettiget.

»Virksomheder, der indgår sponsorater med Priden eller LGBT+-organisationer, kan ende med at blive taget som gidsler, fordi de så nemt kan blive anklaget for at udøve såkaldt pinkwashing eller rainbowwashing,« siger hun.

Anna Thygesen synes, det er et ærgeligt sammenfald for Netto. Men hun køber ikke, at der med sikkerhed er en sammenhæng.
Anna Thygesen synes, det er et ærgeligt sammenfald for Netto. Men hun køber ikke, at der med sikkerhed er en sammenhæng. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Pinkwashing – eller rainbowwashing, som det også kaldes – er et begreb, der beskriver, hvordan nogle virksomheder bruger regnbueflag og lignende i deres markedsføring, men ikke støtter LGBT+-minoriteter økonomisk eller lignende.

»Og når selv det at stoppe et sponsorat kan blive opfattet negativt, så er det altså svært. Man kan sagtens forstå, at LGBT+ miljøet ikke bare siger ja til hvilke som helst virksomhed, men Netto har været med længe som sponsor,« siger hun og forklarer, at hun derfor ikke tror opkøb af butikker i Polen hænger sammen med det afbrudte sponsorat.

Hun forklarer, at det særlig for en virksomhed som Netto er svært, fordi de sælger et produkt. For den danske fragtvirksomhed Mærsk er det lettere. De sælger ikke et produkt til den brede befolkning.

»De har haft en markant rolle, så de skal tænke sig om, men jeg giver dem altså også, at LGBT-miljøet skal forstå, at det er svært.«

Sådan plejer Netto at se ud under Pride i København.
Sådan plejer Netto at se ud under Pride i København. Foto: PR Foto
Vis mere

Christian Dah forstår godt, at folk ser på det med kritiske øjne.

»Jeg kan sagtens se, hvorfor folk undrer sig. Men hvis man sætter sig ind i, hvordan Netto arbejder for at få et godt arbejdsmiljø – og det gælder både minoriteter og andre udsatte – så vil man se, at det ikke er, fordi vi ikke støtter sagen,« siger HR chefen og fortsætter:

»Det er en ridse i lakken for os, når de gisninger opstår.«

Til sidst fortæller han, at man har besluttet ikke at benytte regnbueflaget på facader og produkter i år. Christian Dahl forklarer, at det ikke har noget med opkøbet af butikker i Polen at gøre. Det drejer sig primært om, at man ikke ønsker at bruge regnbueflaget i pr-sammenhæng, når man i år ikke støtter Priden økonomisk.

Christian Dahl er HR-chef i Netto. Og skal du arbejde i Netto, så kræver det ikke en akademisk uddannelse, men derimod lyst og motivation.
Christian Dahl er HR-chef i Netto. Og skal du arbejde i Netto, så kræver det ikke en akademisk uddannelse, men derimod lyst og motivation. Foto: PR Foto
Vis mere

For nylig kom fødevarevirksomheden Nestlé også i stormvejr, da WorldPride Copehangen annoncerede, at Nestlé var en af hovedsponsorerne.

Nestlé er blevet beskyldt for brud på menneskerettigheder, miljøforurening, opkøb af verdens vandreserver og børnearbejde. Alt er afvist af virksomheden, men det skabte alligevel vrede blandt LGBT+-personer.

Efter få dage annoncerede arrangørerne af WorldPride, at man havde afbrudt samarbejdet igen.

'LGBTI+-miljøet forventer rigtigt nok, at vi gør ting rigtigt. Vi har behov for at engagere os endnu mere med vores miljø, når vi indgår samarbejder, hvor der kan være potentielle bekymringer,' skrev de på Facebook.