Der var medarbejderen, der løj sin farmor død – og tog en fridag. Der var hende, der havde planer i weekenden – og meldte sig syg fredag. Og der var hende, der blev sygemeldt med stress, men kort efter tog på sommerferie.

Som chef har smykkedesigner Mai Manniche flere gange oplevet det, hun kalder 'sygemeldinger, som får alarmklokkerne til at ringe'.

»Fire-fem gange har jeg fyret en medarbejder på grund af pjæk,« siger hun.

Og danskerne pjækker …, hvis man skal tro de 15.061, der har deltaget i en afstemning på bt.dk. På spørgsmålet 'Har du meldt dig syg uden at være det?' har 12 pct. svaret 'Ja, det sker'. Mens 23 pct. har sat kryds ved 'En enkelt gang eller to'. Mere end hver tredje svarer altså, at de har pjækket.

Puslespil

Mai Manniche driver en smykkevirksomhed med 12 medarbejdere.

»Det er et puslespil, der skal hænge sammen, hver dag. Men det falder sammen, når folk melder sig syge. Selvfølgelig skal man have lov at være syg, men det kan knække enhver virksomhed, hvis det kammer over,« siger hun, der er taknemmelig over, at gummistøvledesigneren Ilse Jacobsen, der er kendt fra tv-programmet 'Løvens hule', i P1 har taget hul på en debat om danskernes arbejdsmoral.

»Der er rigtig mange, der har det dårligt og har stress. De har behov for hjælp. Men der er også mange, der fupper på den konto,« siger Ilse Jacobsen i udsendelsen.

En meningsmåling, som Megafon har lavet for TV2 i 2017, afslørede, at hver femte dansker inden for to år har pjækket fra arbejde.

Det er et overraskende stort tal, mener chefkonsulent hos Dansk Erhverv Tina Buch Olsson.

»Det er uacceptabelt, at man bliver hjemme uden at være syg og får løn for det. Det har konsekvenser for både virksomhed, kollegaer og i sidste ende medarbejderen selv,« siger hun, der oplever, at lysten til at tage en pjækkedag ofte skyldes dårlig moral eller mistrivsel.

»Hvis man pjækker pga. noget, der ikke fungerer, bør man tage en snak med sin chef. Det bliver kun værre af at gå hjem. Gå i stedet i dialog med din leder.«

Også Mai Manniche beder sine medarbejdere om at tale i stedet for at tage en off-dag, hvis arbejdet – eller chefen – driller.

»Vi er et team og skal handle sammen. Når du melder sig syg, skider du på dine kollegaer og signalerer 'Jeg har ikke et ansvar.' Men vi har alle et ansvar for at skabe en sjov hverdag. Kommer en medarbejder og siger, at teamet ikke fungerer, så vender vi det 100 pct. indad,« lover hun.

Hvor går grænsen?

At det kan være svært at trække en præcis grænse mellem sygdom og pjæk, ved Thomas Lund, der er seniorforsker med speciale i sygefravær på Institut for Folkesundhed.

»I de tilfælde, hvor det ikke drejer sig om et brækket ben eller en hjernerystelse, er det en individuel vurdering, om man er syg. Det kan sagtens være, at medarbejderen tænker 'Det her kan jeg ikke gå på arbejde med,' mens det ser anderledes ud set fra chefstolen. Det eneste, man kan gøre som arbejdsgiver, er at skabe en god kultur, som gør, at medarbejderen ikke har lyst til at pjække.«