De ansatte på botilbuddet Snåstrup Vestergård blev udsat for »betydelig fare«.

Så alvorlig er Arbejdstilsynets vurdering i en rapport, som B.T. Aarhus er i besiddelse af. Botilbuddet har fået et strakspåbud, og aktuelt overvejer tilsynet om botilbuddet skal politianmeldes eller gives en bøde.

Arbejdstilsynets rapport blotlægger en stribe alvorlige hændelser, der har fået Anne Kjeld Pedersen, formand for handicaporganisationen Lev Aarhus, til at råbe op.

»Det er helt katastrofalt. Ingen ville kunne tåle sådant et miljø. Det er helt voldsomt,« siger hun.

Udtalelsen kommer efter, at B.T. Aarhus har sendt den voldsomme rapport til Anne Kjeld Pedersen.

I rapporten fremgår det, at der er problemer med vold, trusler om vold, dødstrusler og krænkende handlinger fra beboere mod de ansatte i bostedet, der både huser voksne med udviklingshæmning med og uden dom om at bo der.

I syv tilfælde har det været så alvorligt, at beboere er blevet meldt til politiet. Og i konkrete tilfælde kunne voldsepisoderne ifølge tilsynet have gået helt galt.

Kender du noget til forholdene på Snåstrup Vestergård? Så kontakt B.T. Aarhus på jeeg@bt.dk

»I konkrete tilfælde har der været tale om vold, der kunne have betydet meget alvorlig tilskadekomst,« skriver tilsynet.

Voldsepisoderne tæller både, »ødelæggelse af inventar, slag (herunder våben), spark og udsættelse for kvælertag«

Det sidste fik en ansat at mærke tidligere på året under en vagt.

En beboer med svingende funktionsniveau skulle på dagen, hvor ulykken fandt sted, have siddet roligt i sin egen lejlighed med en ansat, da vedkommende beslutter sig for at hente noget eller besøge en anden beboer.

På trods af, at den ansvarlige på dagen havde sat beboeren til at få »1:1-bemanding« følger den ansatte ikke efter beboeren.

Her passer vedkommende køkkenet, hvor en ansat står ved et køkkenbord. Beboeren bevæger sig her bagved den ansatte og tager halsgreb og løfter den ansatte op så fødderne ikke rør gulvet.

En kollega der ser kvælningsforsøget går ifølge rapporten i stå og kan ikke få sin alarm aktiveret. Da den ansatte, der blev i lejligheden, kommer ud på grund af støjen i køkkenet, slipper beboeren den ansatte.

I en anden episode reagerer en beboer kraftigt under en samtale, hvor vedkommende blandt andet slår ud efter en ansat og kommer med dødstrusler. Den ansatte måtte beskytte sig ved at holde et ringbind op foran sig.

Beboeren blev efter, at flere kollegaer kom til, hentet af politiet, der dog afleverede beboeren tilbage efter kort tid.

Anne Kjeld Pedersen fra Lev Aarhus, mener, at forholdene er dybt kritisable.

»Volden og utrygheden kan jo også gå ud over de andre beboere. Det lyder jo til, at det er foregået i fællesarealer, hvor andre beboere kan have været til stede. Sådanne episoder skabet er voldsomt og stressfuldt miljø for de andre beboere.«

Arbejdstilsynet har i strakspåbuddet blandt andet lagt vægt på, at der ikke foretages nogen analyse af ulykker. Snåstrup Vestergaard skal nu sikre, at arbejdet med en beboer med kendt voldelig adfærd, »planlægges tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, så risikoen for vold imødegås.«

Natascha Mannemar Jensen, der er driftschef for handicapområdet, reagerer også kraftigt på rapportens beskrivelser. Især kvælningsforsøget gør indtryk.

»Det er dybt bekymrende. Det er en situation, som vi ser med stor alvor på. Jeg er meget optaget af at tinde ud af, hvordan det kunne ske. Vi er i gang med at analysere forløbet med ledelsen,« siger hun.

»Rapporten beskriver et meget voldsomt arbejdsmiljø for de ansatte. Vi tager påbuddet dybt alvorligt. Det siger sig selv, at vi igen skal sikre trygge vilkår for de ansatte. Vi har lagt en god handleplan, der skal rette op.«

Driftschefen understreger, at der er tale om en beboergruppe med komplekse problemer og flere af beboerne har også domme om at være der.

»Som leder kan jeg bare sige, at det er dybt alvorligt, at vi har medarbejdere, der har så udfordrende et arbejdsmiljø. Jeg synes ikke, at det er rimeligt. Men det er desværre et vilkår med sådan en beboergruppe. Vi gør vores allerbedste for at sikre trygge rammer.«

Hvilke våben er brugt under episoderne?

»Det er teknisk set ikke våben. Det er værktøj som knive, skruetrækkere, svensknøgler og hammere. Det er borgernes ret til at have dem i deres boliger. Det er rigtig problematisk, men der skal også meget til for, at vi kan gå ind i og fratage deres ejendele, som de af loven er sikret til at have.«

Er der et generelt problem med vold på Snåstrup Vestergård?

»Nej, det er en kompleks målgruppe. Borgerne har en adfærd, der gør, at vi ikke kan undgå, at der kommer vold og trusler. Vi ser det ikke som et generelt problem.«

Hvorfor sikrede i ikke eftersamtaler til de ansatte som jeres procedure foreskrev?

»Det er en fast procedure, at der skal være opfølgning og dialog efter hændelser. Det skete ikke ved episoden. Der er tilbudt krisepsykolog til den skadelidte. Jeg synes, at det er superærgerligt, at proceduren ikke blev fulgt. Det skal der rettes op på.«

»Vi skal gøre det bedre som ledelse fremadrettet,« siger Natascha Mannemar Jensen.