Det får du med BT PLUS
- Et stort portræt af og personligt interview med den unge politiker med den store post som Skatteminister Thor Möger Pedersen, skrevet af Peter Brüchmann.
- Han fortæller om sin barndom, den politiske karriere og livet i dag.
Med et B.T. Plus-abonnement får du adgang til :
-
-
-
Thor er meget nærværende i sin øjenkontakt, meget reflekterende, men også opmærksom på ikke at åbne til den helt private bane.
Kig lige på tallene herover og se, hvor gammel eller rettere ung Thor Möger Pedersen var, da hans politiske karriere tog form.
F.eks. da Villy Søvndal personligt 17. maj 2006 ringede til en blot 20-årig knægt og spurgte, om han ville være strategisk rådgiver for SFs forsøg på at springe ud af hængekøjen og blive et centralt parti i dansk politik
Det er udefra set surrealistisk med en 20-årig i den rolle, ligesom det var at se en 26-årig placeret som ikke bare skatteminister, men den reelle daglige leder af SF, når udenrigsministeren var på rejse, og placeret i regeringens økonomi-udvalg og koordinations-udvalg, de to helt centrale maskinrum i ledelsen af Danmark. Spørger man ham, hvordan det ser ud indefra, bruger han ikke ordet ’surrealistisk’. Han anerkender, at folk løfter øjenbryn, men beder om at blive bedømt på sine resultater.
Thor Möger Pedersen er imødekommende og jovial, når han viser rundt i Skatteministeriet på Christianshavn og peger på væggen, hvor hans portræt engang bliver hængt op lige under Peter Brixtofte og lige ved siden af Anders Fogh Rasmussen og Peter Christensen. ---- Her prøver den nu 27-årige akademikersøn med sine egne ord at fortælle, hvad det er, der har skabt en så usædvanlig historie i dansk politik og hvordan han arbejder med opgaven.
Barndommen
- ’Det er så nemt at give op’. Det er min farmor, Katharina, der altid siger det, når nogle af hendes mange børnebørn brokker sig lidt. Det er så fin en måde at sige på, at man altid skal holde ud. Hun har haft et liv, som er imponerende, at noget menneske er kommet igennem. Hun kom fra Østrig, og det er fra hende, navnet Möger stammer.
Men faktisk har alle mine fire bedsteforældre præget min barndom og den måde, mine forældre har opdraget mig på og dermed, hvordan jeg selv tænker. Min farfar, Hans, er vokset op i andelsbevægelsen, og de har altid boet i Nordjylland, så det er ydmyghed og hårdt arbejde, der er kodeordene.
Min morfar Viktor var fagforeningsmand, metalarbejder og et ordentligt menneske. Han er desværre død nu. Sammen med min mormor Gyda, der er folkepensionist, repræsenterede han det at være tilfreds med, hvad man har. De har aldrig haft meget at rutte med, men altid fået det bedste ud af det, de har haft. Så alle fire repræsenterer centrale værdier for mig.
Mine forældre har nok ikke anbefalet, at jeg skulle ende i politik, men det gik jo ikke sådan. Jeg er opdraget med den grundstemning, at hvis man har et overskud og nogle evner, så skal man bruge dem til gavn for andre. Jeg fik større skulderklap, hvis jeg hjalp en kammerat, end hvis jeg kom med et resultat, jeg selv havde opnået.
Min folkeskoletid var ikke præget af politik, jeg var nok mere en rod, som start-teenagedrenge jo er. Lidt genert anlagt, som jeg stadig er. Men i bofællesskabet, hvor vi havde hver sit rækkehus, kunne vi unge godt holde gode fester i fælleshuset og få vækket alle naboerne. Vi skylder vist stadig mange undskyldninger i Birkerød.
Ungdom
Jeg spillede fodbold i Skjold Birkerød. Højre back – og var bestemt ingen stjerne. Når jeg blev skiftet ud eller efter kampen, sagde træneren altid ’Godt løbet, Thor! Hvis alle bare løb som dig, så havde vi ingen problemer’. Men han sagde ikke meget om min teknik.
Jeg kan ikke huske store dramaer med modgang, men min måde at håndtere den modgang, der vel altid er, var – og er – meget indadvendt. Man kan sikkert læse i bøger, at det er usundt at gøre det sådan. Og det er nok både en styrke og en svaghed at håndtere modgang uden at vise det udadtil. Men det er min måde at gøre det på.
Det var først på Frederiksborg Gymnasium, at den politiske gnist blev tændt. Vi arrangerede en antiracistisk demonstration, der var udløst af en generel frustration over regeringsskiftet i 2001 og Pia Kjærsgaard og DFs dominerende rolle.
Der oplevede jeg, at vi kunne engagere mennesker, at vi kunne flytte ting og gøre politik nærværende for selv dem, der normalt ikke tænkte på at tage stilling og engagere sig i politik.
Tidlig politik
Vi organiserede i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning demonstrationer og gjorde ting, vi ikke selv troede var muligt. Det at være en del af de fællesskaber og oplevelser bekræftede mig i, at det giver mening at være i politik.
Vi var en flok meget unge mennesker, som havde som ambition at rokke ved det siddende flertals uddannelsespolitik. Dengang var Ulla Tørnæs undervisningsminister. Vi fyldte slotspladsen og satte en dagsorden i valgkampen mellem Fogh og Lykketoft i 2005.
Man kommer ind i politik ved tilfældigheder. Sådan var det for mig. Det begynder med, at man brænder for noget, prøver at forandre. Så kan den gnist hænge ved, og så kan det ene tage det andet. Og lige pludselig ser man sig selv som skatteminister. Det er bestemt ikke noget, jeg har gået og tænkt eller planlagt.
SF på regeringskurs
Det var Villy, der ringede i 2006, et halvt år efter, at han var blevet formand. Jeg var sekretariatsleder i SFU, og jeg kan faktisk huske den samtale 17. maj, hvor jeg havde været med til at arrangere nogle store demonstrationer for bedre velfærd og imod den daværende regerings planer. Villy er jo en meget nede-på-jorden person, så han spurgte bare, om jeg ville med på holdet. Ikke så meget fitlihut. Så sagde jeg ja.
Villy og jeg er på mange måder forskellige som personer. Men nogle gange sker der et klik, når mennesker er sammen og man faktisk supplerer hinanden enormt godt. Det er det, jeg føler, at jeg har med Villy.
Det var en fantastisk oplevelse at stå på valgaftenen i 2007 og tænke på alle dem, der havde sagt, at SF kun kunne gå tilbage og var en døende bevægelse, og så se, at vi havde mere end fordoblet vores stemmetal. Eller at stå på valgaftenen sidste år og kigge på, at det var lykkedes.
Nutiden
Jeg er meget opmærksom på, at folk synes, at jeg har en ung alder for en skatteminister og for et medlem af regeringsledelsen. Folk må gerne løfte øjenbryn og tænke ’hvad er nu det for noget?’. Det synes jeg, folk skal fortsætte med. Jeg håber så, at folk vil bedømme mig på mit arbejde og på resultaterne, før de vurderer, om jeg var en kompetent minister. Det kræver så bare, at jeg arbejder det hårdere for at vise, at jeg er et fornuftigt bud.
Jobbet som minister er ikke noget, man lige lægger fra sig. Nogle gange lykkes det dog at kunne sove uden at drømme om det. Det er en stor mundfuld, som kræver ydmyghed og rugbrød. Det er et enormt ansvar, både SF, ministrene og jeg har fået. Vi er tildelt ansvaret for at lede landet. Det tænker jeg da på, hver dag når jeg vågner.
Jeg tillader mig også at tvivle på, om jeg gør tingene godt nok. Om jeg er dygtig nok til det, jeg gør. Sådan har jeg altid haft det. Der er masser af dage, hvor jeg går hjem og er tilfreds med de ting, vi har opnået. Men jeg overvejer også og vender og drejer, om vi kunne have gjort det på en anden måde. Om det egentlig er godt nok. Jeg tror på, at det er sundt at tillade sig nogle åndehuller, hvor man tænker på, om det synspunkt, man har haft i ti år, stadig er det rigtige. Man er i hvert fald nødt til som beslutningstager også at kunne tvivle. Ellers risikerer man at træffe beslutninger på rygmarv og ikke på et ordentligt grundlag.
En minister har den centrale opgave at reflektere. Det indebærer også at skabe rummet til det. Jeg prøver at skabe rummet ved en gang imellem at trække stikket ud, hente eller aflevere min datter og kun tænke på hende, at rense tankerne, løbe en tur, at tage en halv weekend og så i stedet tage nogle lange aftener med arbejde.
Jeg synes, det er voldsomt spændende at være minister og håber at kunne være med i mange år, også selv om gennemsnitstiden for en skatteminister ikke er lang. Men man skal også kunne være i det selv. Og hvis man kan være det, tro på det, man gør, så tror jeg også, at man kan bevare roen.
Jeg har en uvurderlig base i forhold til min kæreste og min datter, som er urørlig. Når man har et fundament, som er ens eget, uafhængigt af ens politiske virke, så tror jeg, at det kan hjælpe en til en sikkerhed. Jeg har det selv sådan, at hvis uheldet skulle være ude, og der en dag ikke er tillid til mit arbejde, eller at chefen mener, at der er én, der kan gøre det bedre, så falder min private tilværelse ikke sammen af den grund.
