Nørden der sprang ud
Sådan var han: Højt lydniveau og højt til loftet. Ammitzbøll skåner ikke sig selv, griner meget, også af sig selv og sine gerninger. Underholdende selskab.
Cirka halvdelen af sætningerne i det her interview er afleveret med et smil, et grin eller en høj latter.
Der er i den grad lyd på Simon Emil Ammitzbøll. Når han taler på sit kontor som her. Når han sætter uofficiel dansk rekord i at deltage i diverse TV-formater. Eller når han provokerer Danmark med at fortælle Mette på kontanthjælp, at det er klogt, hun er blevet steriliseret. Så hun stopper ved tre børn med tre forskellige mænd.
Interviewet er lavet samme dag, som den historie kom ud og Ekstra Bladet bød ham velkommen på forsiden. Og det er vel ret betegnende, at han taler om ’at tage en forside’ og ikke om at ’ende på forsiden’. Lige så betegnende, at han vender tilbage til ungdommens første politiske mål, som var at slå sit navn fast. At lære befolkningen at være på fornavn med ham – som de er med Ritt, Holger K og Pia.
- Det må siges at være lykkedes. Ekstra Bladet skriver jo bare ’Simon Emil’ i dag, smiler han.
Her fortæller han sin historie.
Med BT PLUS får du:
Sådan blev jeg: Simon Emil Ammitzbøll
BT PLUS anbefaler også:
Sådan var han: Højt lydniveau og højt til loftet. Ammitzbøll skåner ikke sig selv, griner meget, også af sig selv og sine gerninger. Underholdende selskab.
Cirka halvdelen af sætningerne i det her interview er afleveret med et smil, et grin eller en høj latter.
Der er i den grad lyd på Simon Emil Ammitzbøll. Når han taler på sit kontor som her. Når han sætter uofficiel dansk rekord i at deltage i diverse TV-formater. Eller når han provokerer Danmark med at fortælle Mette på kontanthjælp, at det er klogt, hun er blevet steriliseret. Så hun stopper ved tre børn med tre forskellige mænd.
Interviewet er lavet samme dag, som den historie kom ud og Ekstra Bladet bød ham velkommen på forsiden. Og det er vel ret betegnende, at han taler om ’at tage en forside’ og ikke om at ’ende på forsiden’. Lige så betegnende, at han vender tilbage til ungdommens første politiske mål, som var at slå sit navn fast. At lære befolkningen at være på fornavn med ham – som de er med Ritt, Holger K og Pia.
- Det må siges at være lykkedes. Ekstra Bladet skriver jo bare ’Simon Emil’ i dag, smiler han.
Her fortæller han sin historie.
Min barndom
Jeg har haft fire forældre. Jeg var ganske vist tre år, da mine forældre blev skilt, men jeg kan ikke huske, at de har været gift, så der har været to hjem og fire forældre. Jeg kunne næppe have ønsket mig, at mine forældre fandt nogen bedre end de to, de gjorde.
Kombinationen at min fars ’du kan selv skabe din tilværelse’ og min mors ubetingede kærlighedsstil gav mig en høj selvstændighed. Jeg vil mene, at jeg lærte at tro på mig selv, men også at tænke på andre. Jeg stak ud, frihed var et nøgleord og det var fint.
Min religionslærer Vibeke Hvidberg på skolen i Farum, som var skolens viceinspektør, skrev engang ’Simon er en sød og nem dreng’. Det var nærmest en fornærmelse for min far. ’Mine børn er ikke søde og nemme,’ fnyste han. Det har jeg så prøvet at leve op til.
Jeg havde også en gammel tante, der ofte talte om, hvad de andre mon tænkte. Så sagde min far insisterende: ’Det er lige meget, hvad de andre tænker’. Min far var også ligeglad med, hvornår jeg gik i seng. Men efter 21 gad han ikke beskæftige sig med børn. Så måtte vi selv klare os
Jeg var en efternøler. 12 og 16 år yngre end mine søskende. 9 år yngre end min papsøster. Så jeg tilbragte meget tid med voksne, og det har da klart påvirket min samfundsinteresse.
Min skoletid
Jeg var nørdet. Helt klart. Jeg er aldrig blevet mobbet. Vi var en klasse med mange nørdede drenge, og man så op til den, der var klogest.Når de andre spillede fodbold, så legede min bedste ven Jakob og jeg sportskommentatorer. Jeg gik til fodbold i tre uger, men intet interesserede mig mindre.
Ved Folketingsvalget i ’87, kort før jeg fyldte 10, skulle min papsøster Rie se alle valgvideoer, fordi hun havde fået stemmeret, og som den gode lillebror kiggede jeg med. Det var det år, hvor der var 16 partier inklusive marxistisk-leninistisk parti. Fra da af var jeg på, og jeg interesserede mig så sygeligt for politik, at jeg ville have, der skulle være valgplakater i lygtepælene, når vi legede med biler.
Når vi havde samfundsfag, så rettede jeg vores samfundsfagslærer så meget, at halvdelen af klassen til sidst kiggede ned på mig, når han sagde noget, for at se, om det nu var rigtigt. Stakkels Knud. Han gav mig i øvrigt det råd, at jeg skulle bruge det, jeg vidste, på en god måde og ikke bare have ønsket om at spille klovn.
Min ungdom
I gymnasiet blev jeg endnu mere nørdet. Vi fortsatte på samme institution, så der var ikke det store spring, som folk ofte taler om, når de skifter til noget helt nyt. Jeg lå på 13 i historie og religion, men det gjorde jeg nok ikke i kemi og idræt.Jeg kom da til festerne. Men ikke meget mere end det. Det var rart, når der kun var én fest i en weekend. Vi ville hellere sidde og drikke vin og spille TP end gå på Crazy Daisy. Piger fyldte ikke meget, men lidt var der da.
Jeg tænkte overhovedet ikke på mig selv som homoseksuel. Jeg havde faktisk en, jeg gik i skole med, som sprang ud i en tidlig alder. Da han gjorde det, faldt det mig overhovedet ikke ind, at jeg selv kunne være homoseksuel.
Jeg vil faktisk sige, at min holdning til EU altid har været anledning til større eksistentielle kriser end mine seksuelle overvejelser. Jeg kunne ligge søvnløs i flere nætter og spekulere over, om jeg var faldet for en manipulation, jeg ikke kunne gennemskue. Jeg var først modstander af EU og forsøgte at melde mig ind i Folkebevægelsen mod EF, men blev så overbevist af, at det lød fornuftigt, det folk som Marianne Jelved og Erhardt Jacobsen sagde.
Højskolen
Efter gymnasiet arbejdede jeg som pædagogmedhjælper og startede med at læse polit. på universitetet. Jeg ville egentlig være journalist, men kunne slet ikke forestille mig at flytte til Jylland, selv om min familie er fra Jylland. Havde en udpræget mangel på udlængsel.
Så jeg tog på højskole, da jeg var 21. I Krogerup, selvfølgelig. Det var ikke langt hjemmefra. Der kom så mit store spring. Alle var nye mennesker, jeg kendte ingen. Tavlen var visket ren, og jeg kunne definere mig selv, som jeg ville. Det var faktisk meget praktisk. Jeg havde nogenlunde samtidig mødt min nuværende mand, Henning, på en café for homoseksuelle, der hed Sebastian. Så jeg sprang ikke ud som homoseksuel på højskolen. Jeg var det.
Så skulle jeg fortælle min familie det. Det var svært. Startede med min søster, som havde delt lejlighed med en pige, der var lesbisk. Det var stille og roligt.
Så var det min mor. Hun skulle til bridge, da jeg ringede. ’Nej, du skal ikke, du skal snakke med din søn’, sagde jeg. ’Er det fordi du vil stoppe på højskolen?’ spurgte hun, da jeg kom.
Da jeg så fortalte hende årsagen, rejste hun sig op og sagde: ’Vil du have en kop te?’ Og så snakkede vi. Det blev aldrig noget problem.
Politik
Jeg husker en dag, hvor min ven Jakob og jeg stod med vores cykler på en vej i Farum og talte om, hvad vi skulle læse. Så sagde Jakob: ’Hold nu op, vi ved jo godt alle sammen, at du skal være politiker.’ Den tanke havde jeg slet ikke selv tænkt, selv om jeg var vildt interesseret i emnet. Kan huske, at det irriterede mig lidt, at han nok havde ret.Jeg ville også virkelig gerne være journalist. Men jeg endte med at tage en bachelor i socialvidenskab fra RUC. Dér nåede jeg så efterfølgende at læse journalistik et halvt år. Det var mit bedste semester på RUC, hvor jeg havde en fantastisk underviser i Simon Andersen (journalist. Fhv. chefredaktør. I dag redaktionschef på BT, red.). Jeg var så begejstret. Men jeg nåede kun det semester, fordi jeg fik et vikariat i De Radikales sekretariat. Og da jeg så skulle tilbage til RUC, blev jeg valgt ind i Folketinget.
Den politiske indignation er knyttet til min retfærdighedssans. Det kommer nok fra min fars trang til selvstændighed og min mors socialrådgiver-hjerte. Jeg kan mærke det fysisk i kroppen, når jeg ser noget uretfærdigt, og jeg kan nærmest ryste indvendigt af arrigskab, hvis nogen bliver behandlet uretfærdigt.
De Radikale
Jeg meldte mig ind i De Radikale i ’96. Vi var 6 aktive i Radikal Ungdom i Frederiksborg Amt, det var ikke så hipt at være radikal dengang. Men jeg mødte her en gruppe mennesker, hvor dem, der interesserede sig for det samme som mig, var de almindelige. Det havde jeg aldrig oplevet før. Lidt en chokoplevelse efter at have været nørdet hele mit liv.Da jeg så kom i Folketinget, handlede det om ikke blive gemt og glemt som bare en af de 179. Og det kan da godt være, jeg gav den lige lovlig meget gas. Jeg havde været med i FC Zulu i året op til. Så valgte TV2 at genudsende det på hovedkanalen halvvejs inde i valgkampen, og jeg gik fra, at jeg ikke kunne af med mine pjecer til, at folk stod i kø på Næstved Station for at få min autograf.
I tinget sagde Elisabeth Arnold, at det svære ikke er at komme ind i Folketinget, men at blive genvalgt første gang. Så jeg var pænt med fremme. Som Niels Helveg på sin kærligt, drillende måde sagde: ’Det er næsten som med Bjørn Elmquist. Det farligste sted på Christiansborg er mellem ham og et tændt kamera.’
I Marianne Jelved mødte jeg den mest inkluderende ledelsesstil, der har været i det her hus. Jeg synes, hun er et fantastisk menneske og politiker.
Men der gik nogle ting skævt i næste valgperiode. Jeg har altid været en pæn og velopdraget dreng, der har gjort det, man havde forventet af mig. Måske kom mit ungdomsoprør bare i en alder af 31. Og jeg vil medgive, efter at jeg selv er kommet i ledelsen af et politisk parti, at jeg nu forstår nogle af de frustrationer, der må være gået gennem Margrethes (Vestager, leder siden 2007, red.) hoved. Men der var bare nogle ting, jeg ikke kunne leve med, at de blev fremstillet på den måde, de gjorde. Jeg vil håbe for De Radikale, at Margrethe langsomt får lidt af den modningsproces, så hun lærer af de fag, som Marianne mestrer.
