Kræft, kriger og kampe med Fogh
Peter Christensen var uhyre usentimental og uprætentiøs. En ret direkte person uden høje parader. Meget let til smilet. Her har De Lars Løkke Rasmussens pitbull, kære læser. Peter Christensen, 37 år, politiker i blodet og uden filter.
Ligner og lyder som en jysk flab, der elsker en god provokation. Men i virkeligheden er han slebet til af et lille jysk husmandssted, en kræftsygdom, der næsten slog ham ihjel som 17-årig, og stærke politiske forbilleder. Her er hans historie.
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg: Peter Christensen
BT PLUS anbefaler også:
Peter Christensen var uhyre usentimental og uprætentiøs. En ret direkte person uden høje parader. Meget let til smilet.
Her har De Lars Løkke Rasmussens pitbull, kære læser. Peter Christensen, 37 år, politiker i blodet og uden filter.
Ligner og lyder som en jysk flab, der elsker en god provokation. Men i virkeligheden er han slebet til af et lille jysk husmandssted, en kræftsygdom, der næsten slog ham ihjel som 17-årig, og stærke politiske forbilleder. Her er hans historie.
Barndommen
Tryg og god. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om dårlige ting. Vi var fem børn – to sæt tvillinger – folk spurgte min far, om han aldrig gjorde det for sjov. Så der var en frygtelig larm ved middagsbordet. Alle mente hver især, at de havde det rigtige svar på alting.
Når jeg kom hjem fra skole, røg tasken hen i hjørnet, far kom ind fra gården, og så skulle vi have kaffe og vende verden. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der altid var nogen. Mor gik hjemme, mens vi var små. Så fik man lov at lege lidt, inden vi skulle lave lektier. Det var faste rammer, uden at man opdagede det.
Skolen
Jeg var ikke den store hjælp på gården. Min far var eneste dreng i en søskendeflok, så han havde ikke selv valgt at blive landmand. Derfor mente han, at vi skulle finde vores egen vej..
Jeg kunne godt lide at gå i skole, var meget social, havde mange venner og havde det fint med lektierne. Jeg ville være elektriker. Jeg kunne bedst lide de matematiske fag, og som elektriker kunne jeg bruge matematikken i et håndværk. Jeg ville også være ingeniør, men først når det håndværksmæssige var på plads.
Men i 10. klasse, hvor jeg gik på en idrætsefterskole og egentlige bare ventede på at komme i lære, fik jeg ondt i ryggen. Min mor kørte mig troligt til kiropraktor i flere måneder. Han masserede løs, uden at det hjalp. Til sidst ville de operere mig for en diskusprolaps, selv om jeg kun var 17 år.
Kræften
På Odense Hospital fandt de ud af, hvad det var. Jeg blev kaldt ind til en kvindelig læge. Mine forældre var med, men jeg gik alene ind, fordi jeg troede, det bare var noget praktisk.
- Ja, du har så en knude i ryggen, sagde hun.
- Hvad, sagde jeg så.
- Ja, gud, ved du ikke det?
Så kaldte jeg alligevel på mine forældre.
Det viste sig at være en kræftknude i bækkenet. Det hedder Ewings Sarkom og er en meget sjælden sygdom. Langt senere læste jeg, at der var 10 procent overlevelseschance. Det er en statistik, det er rarest at få bagefter.
Det blev begyndelsen på et år ud og ind af sygehuse. Jeg fik kemo og stråler på samme tid. Jeg mistede alt håret, og det er altså ikke sjovt for en 17-årig dreng. Behandlingen var så hård, at det var den, der var ved at slå mig ihjel. Det blev aldrig sagt, hvor alvorligt det var, men jeg kunne jo godt mærke, at de gange, jeg blev kørt med fuld udrykning for at få blodtransfusioner, var jeg ved at dø.
Som 17-årig er det ikke en mulighed at dø. Jeg syntes jo ikke, at jeg havde levet noget liv eller gjort noget specielt. Bare gået i folkeskole. Så jeg besluttede mig for, at det kunne jeg godt klare. At jeg godt kunne spise den her lille yoghurt, selv om jeg ikke havde lyst.
Operationen
Til sidst konstaterede de, at knuden var uændret, så en operation var sidste udvej. Jeg skulle selv tage stilling til operationen, fordi jeg efter al sandsynlighed ville blive lam i venstre ben. Nerverne lå så tæt på, at de ikke kunne skære kræftknuden ud uden at ramme nerverne. Det var en mærkelig beslutning, men i betragtning af at døden var alternativet, var den ikke svær.
De opererede i 14 timer. Jeg vidste, jeg ville vågne op og ikke kunne gå.
Men da jeg så vågnede, stadig påvirket, vippede jeg med storetåen. Konstaterede at der var liv og lagde mig til at sove med et smil.
Jeg fik det bedste af, hvad sundhedsvæsenet kan levere. Så begyndte vejen tilbage. Jeg vejede 57 kg. Mine venner var enormt gode til at hive mig med til alting, selv om jeg ikke havde det godt. Gud nåde dem, der kommenterede, at jeg ikke havde noget hår. Det slap de sjældent godt fra. Jeg oplevede en enorm støtte.
Syv år senere mistede jeg min mor til kræften. Hun blev kun 55 år, og det er jo alt for tidligt. Det er dybest set meget mere vanskeligt at håndtere, at et menneske, man holder så ubetinget af, bliver syg, end at man selv er syg.
Politik
Jeg skilte mig ud fra mine søskende, fordi jeg i de sidste skoleår begyndte at finde samfundsdiskussioner og tv-aviser spændende. Da jeg var syg, tænkte jeg på, at hvis jeg døde nu, havde jeg jo ikke efterladt mig nogen spor overhovedet. Det var det, der gjorde, at jeg meldte mig ind i Venstre. Så havde jeg da givet mit sparsomme bidrag, kontingent og støtte til Uffe (Ellemann-Jensen, red.). Det kan man selvfølgelig grine ad, men der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre.
Jeg blev fanget, når Uffe tonede frem på skærmen. Han havde frækheden, delte vandene, og man kunne forstå, hvad han sagde. Jeg blev altid enormt irriteret, når jeg ikke kunne forstå politikerne. Hvorfor gøre sig umage for, at ingen kan forstå, hvad man siger?
Jeg har aldrig efter min sygdom tænkt, at jeg har fået et ekstra liv. Men jeg har grebet de muligheder, der er opstået. Har egentlig hver gang tænkt, at jeg ikke havde forudsætningerne, hvad enten det var formand for VUerne i Sønderjylland, næstformand eller formand for VU. Men jeg har sagt ja, fordi jeg turde. Og det kunne aldrig være værre end det, jeg havde prøvet.
Fogh
Vi var 56, der blev valgt ind i 2001. Det var et kæmpehold. Vi skulle skrive vores ønsker om områder og ordførerskaber op, og jeg var den eneste, der havde skrevet ’skat’ som nummer et, så jeg blev skatteordfører.
Jeg meldte ud fra begyndelsen, at jeg syntes, vi skulle afskaffe mellemskatten. Det var nok lige lidt for tidligt. Jeg fik godt nok mange tæsk. Især internt. I begyndelsen blev jeg nok lidt stædig. Men jeg kom da med ideer, og jeg syntes, at det der kontraktpolitik var noget langsomt noget. Jeg var utålmodig.
Anders Fogh så det ikke som en politisk debat, når man rejste de ting. Han så enhver debat som et angreb. Det gjorde loftshøjden lidt lavere, og det var en stor forskel fra Uffe, der nok bare havde trukket lidt på skuldrene.
Fogh var dygtig og ikke bange for at lede. Men de her ting blev gjort til et spørgsmål om, hvorvidt man bakkede ham op. En debat, der handlede om at genere ham. Så slutter enhver debat jo. Jeg har nok været enormt irriterende og tog mange kampe, så det blev et stort skifte, da Lars Løkke tog over.
Inden da havde Søren Pind og jeg lavet de berømte ti teser om liberal politik. Vi fik at vide, at det ville koste os, og vi fik vores stryg. I den periode fik vi henvendelser om at skabe et nyt parti, der kunne diskutere skat, som Liberal Alliance gør i dag. Vi var fristet og tæt på. Jeg vil ikke sige, hvem de var, men til sidst sagde vi nej. Vi hører til i Venstre.
Løkke
Det var det største skifte at blive udpeget til politisk ordfører af Løkke. Fra at ligge på is til at stå helt ude på den yderste front hver dag. Det er hårdere end at være minister. Du står derude alene og er altid på.
Løkke er både ideolog og pragmatiker, en sjælden kombination.Jeg har altid kunnet lide ham på grund af hans personlige egenskaber og hans politiske håndværk.
Skilsmissen
I år blev Nanna og jeg skilt. Det er svært at sige præcist hvorfor, men det har da en pris at være så meget væk hjemmefra i 11 år. Politik er ikke bare noget, man kan gå ud og ind af. Indflydelsen står ikke og venter på én eller ringer til én.
Jeg fortryder ikke, men det er da ikke alle møder, der har været lige vigtige. Jeg håber, mine børn en dag vil sige, at deres far var meget væk, men han var der, når det var nødvendigt.
