Voksede op i virkeligheden blandt mennesker på kanten af samfundet i Aalborgs Grønlandskvarter

Hun bryder sig ikke om at blive gjort til svaret på Socialdemokraternes problemer. Men i en tid, hvor alle efterlyser det store socialdemokratiske projekt, kommer Mette Frederiksen med fire generationers fuldblods socialdemokrati i årerne.

Vokset op i virkeligheden. Med venner og skolekammerater i Aalborgs Grønlandskvarter med problemer og småkriminalitet. Mennesker på kanten af samfundet.

Hun har som ung politiker lavet sine fejl og taget dem med åben pande. Taler ikke udenom betegnelsen ’skrigeskinken’, som hun ucharmerende blev døbt i 2009, men erkender tværtimod åbent sin modning. Løber ikke fra at have buldret mod at sætte børn i privatskole for så senere at melde sin datter i friskole. Taler om, at 'livet indhentede mig der'.

Her er Mette Frederiksens liv, de første 34 år.

Med BT PLUS får du:

- Hele 'Sådan blev jeg Mette Frederiksen'

BT PLUS anbefaler også:


Hun bryder sig ikke om at blive gjort til svaret på Socialdemokraternes problemer. Men i en tid, hvor alle efterlyser det store socialdemokratiske projekt, kommer Mette Frederiksen med fire generationers fuldblods socialdemokrati i årerne.

Vokset op i virkeligheden. Med venner og skolekammerater i Aalborgs Grønlandskvarter med problemer og småkriminalitet. Mennesker på kanten af samfundet.

Hun har som ung politiker lavet sine fejl og taget dem med åben pande. Taler ikke udenom betegnelsen ’skrigeskinken’, som hun ucharmerende blev døbt i 2009, men erkender tværtimod åbent sin modning. Løber ikke fra at have buldret mod at sætte børn i privatskole for så senere at melde sin datter i friskole. Taler om, at 'livet indhentede mig der'.

Her er Mette Frederiksens liv, de første 34 år.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Barndom

Mit stærkeste barndomsminde er vores hus fuldt af mennesker. Mennesker og masser af diskussioner. En dør, der altid var åben. Masser af liv. Når du vokser op med en far, der er fagforeningsmand og typograf, en farfar, der er politiker og en afdød oldemor, som røg cigarer og var et af de første medlemmer i både parti og fagforening, så sætter det sit præg.

Det var min fars værdier. Min mor var hjemmebasen. Hun var dagplejer og var derfor hjemme. Så vores hus var det naturlige sted at køre hen, når man kørte fra arbejde. Så drak man kaffe og spiste ostemadder.

Jeg kommer ud af en meget stor familie, og der var venner, naboer, kolleger og min fars politiske kumpaner fra fagbevægelsen.

Jeg var en stille pige. Lidt tilbageholdende og genert. Jo, jeg var (smil). Det ændrede sig nu hurtigt, og det der med at snakke er noget, der er taget til i stigende grad over årene.

Der er sikkert nogle, der undervejs har syntes, jeg var irriterende, fordi jeg altid har sagt min mening. Jeg har ikke oplevet ret mange ting, som jeg ikke har haft stærke holdninger til, og det har man nok kunnet høre.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Skoletid

Der er dæleme mange af mine kammerater, der har haft rigtig svære betingelser og stadig har det. Det har formet min barndom. For selvom mit eget hjem var trygt, skulle du ikke mange meter hen ad gaden for at opleve alvorlige problemer og se, hvor svært det kan være at bryde et familiemønster.

Vi var en meget blandet flok i skolen, og der var mange, der havde meget lidt med i bagagen. Jeg var også gode venner med ballademagerne og dem, der kom på den forkerte side.

Jeg var ret sammensat, da vi nærmede os de ældste klasser. Selvfølgelig var der en politisk side af mig. Jeg meldte mig ind i DSU, da jeg var 14. Men jeg var også til venner, festivaler og var en stor fan af Michael Jackson. Og så var jeg svømmer. Trænede hver dag i en periode.

Det er sådan en dejlig tonser-sport, hvor man lægger sig ned i bassinet og svømmer, indtil man dratter halvdød om.

Det kunne jeg godt lide, men jeg vil ikke påstå, at jeg var god. Jeg har aldrig haft den der klare drøm om at blive politiker. Det har aldrig været en drivkraft, men er kommet af sig selv.

Min historie er meget enkel. Måske har de værdier, jeg har, aldrig været til diskussion. Heller ikke hos mig selv. Jeg er vokset op i en ikke-akademisk familie. På universitetet var jeg én udefra og følte mig ikke som en naturlig del af miljøet. Det har da formet mig, at jeg kommer fra et andet Danmark end det, der er det gængse på Christiansborg.

Ungdom

Min drøm var at blive havbiolog. Jeg elsker jo dyr, og truede dyr og regnskoven var sammen med kampen mod apartheid det, der tændte det politiske. Det lå selvfølgelig naturligt for mig at blive socialdemokrat. Faktisk har det aldrig været en overvejelse IKKE at melde mig ind. Men min ungdom var meget andet end politik.

Jeg var meget engageret i FDF, ikke så meget på grund af rafter, bål og udeliv, men det var det sted, hvor vi kunne være mange, også de skæve eksistenser. Så vi var 10-20 venner, der blev til en stor vennekreds, som jeg levede, sov, festede og lavede alt med.

Vi kørte med rimeligt mange kilometer i timen og var sammen altid. Midtfyn. Roskilde. Fester. Jeg har altid elsket morgengåturen hjem fra Jomfru Ane Gade.

Jeg tror også, at jeg rystede mine forældre, da jeg som 18-årig efter gymnasiet tog med kæresten til Afrika for at opleve Tanzania og Kenya med meget få penge på lommen.

Jeg var som type rimelig flippet. Gik i farvede cowboybukser, islandsk sweater og var ikke videre optaget af mit udseende. Med tiden fyldte det politiske mere. Jeg gik til politiske møder og begyndte at rejse mig op på møderne. Der var lærere og klassekammerater, der sagde at ’du bliver til noget med politik’. Jeg var egentlig heller ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle bruge mit liv på, men da jeg var 20, levede jeg i nuet. Der lå ikke nogen masterplan.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Politik

Jeg havde en onkel, der desværre døde af kræft i en meget ung alder. Det var min fars lillebror, og de var meget tætte. Da han var blevet rigtig alvorligt syg, var det eneste, han havde rigtig lyst til, pærer fra mine forældres pæretræ. Min far vogtede nidkært over træet, så pærerne blev gemt til onkel.

Mine forældres evne til altid at passe på andre er for mig det vigtigste, jeg har taget med hjemmefra.

I dag er mine forældre flyttet til Ballerup, hvor jeg bor. Det betyder uendelig meget. Det er deres fortjeneste, at familielivet hænger sammen med en mor, der er minister. Både min mand Eriks mor og mine forældre er fantastiske.

Mit politiske engagement i ungdommen var præget af en frygtelig utålmodighed. Jeg blev formand for DSU i Aalborg og kritiserede Nyrups regering for at gå reformvejen (smil). Jeg ville gerne have, at man kunne afskaffe alle sociale problemer lige nu.

En af de første, der så mig, var nok Henrik Sass Larsen, der var formand for DSU, en meget stærk, måske lidt enerådig formand. Jeg holdt nogle bramfri indlæg imod ham.

Men selv om Nyrup og jeg var uenige, blev jeg inviteret alene ind til Statsministeriet. Han må have tænkt, at det kunne der komme en samtale ud af. Jeg gik ind for en mere rød linje.

Og så blev jeg valgt ind i 2001. Jeg blev 24 i valgkampen og var jo frygtelig ung. Det var en ret vild periode, fordi vi havde tabt regeringsmagten. Jeg fik i Nicolai Wammen en god personlig ven. Vi var valgt ind sammen, og det er et af de venskaber, der har kørt igennem. Nogle af de ældre kvinder som Jytte Andersen og Ritt Bjerregaard bakkede mig op, når jeg fik øretæver.

Folketinget

Når du begynder som ung, er du i oppositionsrollen. Det var jeg også. God til at påpege alt det, der kan gøres anderledes. Det kan lyde godt på tv, du kan blive populær på det, og det er ofte nødvendigt for at sætte dagsordenen, men i dag kan jeg se, at det ikke alene er det, der forandrer Danmark. I dag er jeg anderledes, end da jeg begyndte.

Jeg var ung. Meget ung. I dag har jeg et ansvar. Så kan slagordene ikke bære alene længere. Nu er det resultater og handlinger. Den rejse står jeg ved. I virkeligheden er det ingen sag at stille sig op og holde en tale om, hvor fantastisk alting kan blive.

Det kan man skrive i dag. Det er i resultaterne, man skal vise sit værd. Som Erling Olsen har sagt, kan man ikke holde mund med tilbagevirkende kraft. Jeg har i nogle sammenhænge udtalt mig for bombastisk.

Det gjorde jeg med privatskolerne. Det erkendte jeg og tog den up front. Jeg lærer også igennem mit liv og tak for det. Livet indhentede mig der.

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Fløjkrige

Der var så mange ting på spil den aften i 2005, hvor vi havde tabt valget, og Mogens Lykketoft holdt sin tale i Jazzhouse. Det, der står stærkest, er Lykketofts formidable evne til at tage ansvaret på sig. Han tog det sgu. Det var stærkt.

Jeg vidste også, at nederlaget ville betyde endnu et opslidende slagsmål om, hvem der skulle være formand. Det var en svær tid. Nogle tror, at jeg er hårdere, end jeg i virkeligheden er. Jeg er ikke konfliktsky, men jeg er ikke til at arbejde i en sammenhæng, hvor konflikterne er hårde og bliver et grundvilkår. Og sådan har det desværre været i perioder.

Jeg indså, at det var uholdbart, og at jeg måtte tage min del af ansvaret. Over en periode rykkede vi tættere sammen på tværs af, hvad vi måtte have af uenigheder. Og når man arbejder sammen over en årrække, så kommer man tættere på hinanden.

Fremtiden

Jeg tror ikke, at jeg kommer dertil, hvor det for mig har for store omkostninger at være politiker. Jeg tager gerne de tæsk, der følger med. Hvis du vil kæmpe for at give alle lige muligheder og have indflydelse på, hvordan samfundet udvikler sig og være der, hvor jeg er i dag, så er der folk, der er uenige. Det er demokratiets grundvilkår.

Der er ingen grænser for, hvor meget man må skælde ud på mig som politiker. Men mine børn skal have deres barndom i fred. Så det holder jeg virkelig adskilt. Opgaven som mor er den vigtigste i mit liv.

Når Magne kommer hjem fra skole eller Ida Feline kommer fra byggelegepladsen, så skal de ikke sidde med vandkæmmet hår, fordi der er journalister i vores hjem. Det er deres hjem, deres barndom, og intet er mere værdifuldt.