Et interview med Margrethe Vestager er en berigende og inspirerende oplevelse og selv i de dybe dele af samtalen nøjagtig så tjekket - ja nærmest kontrolleret - som man forventede.

Hun ved, hvad hun vil. Hun ved, hvad hun ikke vil. Hun har forberedt sig, gjort sig mange tanker og er - midt i et presset program mellem store reformer, vigtige udlandsrejser til møder med EUs ministre og en seance i forbindelse med rigmanden George Soros' besøg i Danmark - imponerende nærværende. Men der er også en sten i skoen i forhold til dette interview. Den kommer frem på et spørgsmål om, hvornår i livet Danmarks indenrigs-og økonomiminister vidste, at hun ville blive til noget.

Det får du med BT PLUS

- Et stort portræt af og personligt interview med politiker, mor og den travle kvinde Margrethe Vestager skrevet af Peter Brüchmann.

- Hun fortæller om sin barndom, den politiske karriere og livet i dag.

Med et B.T. Plus-abonnement får du adgang til :

-

-

-




Et interview med Margrethe Vestager er en berigende og inspirerende oplevelse og selv i de dybe dele af samtalen nøjagtig så tjekket - ja nærmest kontrolleret - som man forventede.

Hun ved, hvad hun vil. Hun ved, hvad hun ikke vil. Hun har forberedt sig, gjort sig mange tanker og er - midt i et presset program mellem store reformer, vigtige udlandsrejser til møder med EUs ministre og en seance i forbindelse med rigmanden George Soros' besøg i Danmark - imponerende nærværende. Men der er også en sten i skoen i forhold til dette interview. Den kommer frem på et spørgsmål om, hvornår i livet Danmarks indenrigs-og økonomiminister vidste, at hun ville blive til noget.

- Det er præcis en af grundene til, at jeg var lidt betænkelig ved, at du skulle komme: Præmissen med ordene 'Sådan blev jeg...' er jo, at man er færdig i sin udvikling. Jeg regner med, at jeg er sådan ca. halvvejs, ikke bare i mit fysiske liv, men også i forhold til, hvad jeg er som menneske.

Dermed er vi fremme ved nøglen til Margrethe Vestagers udvikling fra præstedatter i Ølgod til den ' Dronning Margrethe', hun blev udråbt til - en betegnelse, hun ikke selv bryder sig om - efter det bedste radikale valg i 38 år. Hun er ikke drevet af en drøm om at blive statsminister.

'Det er man ikke, når man er radikal, hvor det job gennem historien aldrig har været kronjuvelen,' siger hun.

Hun er fra barndomshjemmet drevet af at gøre en forskel og blive ved med at være nysgerrig, nærværende og åben livet igennem.

Hun tog Det Radikale Venstre fra spærregrænsen og en sprængning i 2007, til 17 mandater i 2011. Her fortæller Margrethe Vestager med egne ord om de 44 år, der har bragt hende ' halvvejs' i et bemærkelsesværdigt liv og en karriere som Danmarks mest indflydelsesrige politiker.


Barndom

- Begge mine forældre er præster. Mit barndomshjem var præget af en uindskrænket åbenhed. Man kunne altid komme, og det var jo ofte følsomme og meget private situationer, hvad enten det var begravelser, skilsmisser, bryllupper eller selvmord. Hvem som helst kunne komme.

Det har krævet et kæmpeoverskud.

Det er også en bevidsthed, jeg har med mig hjemmefra: at man skal gøre en forskel, hvor man kan.

En anden ting, der sidder dybt i mig, er den næsten fysiske følelse, som nagede mig, når min far blev modsagt af andre. Han har altid været meget optaget af lokalpolitik. Jeg kan næsten fysisk mærke, hvordan det føltes, da det faldt på plads for mig, at det var meningen, man skulle være uenige. At det ikke var synd, hvis man var uenige. At uenighed udtrykt på den rigtige måde kan være noget af det mest respektfulde og kan være vejen til at skabe forbedring.

Jeg har aldrig tænkt, at jeg bare skulle ind i politik. Det, der blev til det politiske, var mere måden, man gjorde derhjemme: nemlig engagerede sig i ting, der foregik rundt om os. For mig førte det til elevråd, den første frugtbod, osv.

En central figur i min opvækst var min farmor. Hun betød rigtig meget for mig.

Hun var lærer udenfor Roskilde og fik relativt tidligt et hørehandicap. Men så underviste hun bare på andre måder og havde børn, der var svært udfordrede.

Hendes omkvæd var, at man skulle kunne tage vare på sig selv, og at de børn skulle have muligheden for at vælge et liv for sig selv.

Skoletid

Jeg var nok mere optaget af skolearbejdet end de fleste.

Jeg syntes, det var sjovt at gå i skole. Sjovt at have dansk. Sjovt at have matematik. Sjovt at have historie. Man vil nok sige, at jeg var en lille smule nørdet.

Jeg var sådan en, man kunne sætte i gruppearbejde, fordi jeg ville tage det alvorligt og ingen skulle tage en fribillet. Det kan jeg føre op til i dag.

En af mine første lærere var fru Ladekær, som var inspektørens kone. Når jeg var færdig og havde lavet lektierne og nok også det ekstraarbejde, der var muligt, så kunne jeg hjælpe sidemanden.

Det gav mig både en faglig udfordring og bandt arbejdet ind i et klassefællesskab. Det har betydet meget for mig. Jeg ville egentlig gerne være ingeniør, og det ærgrer mig stadig, at jeg lavede den store fejlkalkule, at jeg troede, at alle de store broer var bygget. Jeg kunne se, at jeg ikke kunne nå at komme med på Storebæltsbroen. Men jeg havde hverken set Øresundsbroen eller for den sags skyld Femern-forbindelsen komme.

Politik

Der er rigtig meget dårligt at sige om politik. 

Hold da op, hvor er der meget snak. Der er også mange, der har meget dårligt at sige om politikere, men der er heldigvis dage, hvor det i sin reneste form giver mening. Jeg synes, at det er 1.002 dårlige dage værd, når noget, man er en del af, kan forandre verden, både i det bittesmå eller i de store linjer, så mennesker får nogle andre muligheder, end dem de havde før. 

I 2007 var Det Radikale Venstre helt nede at røre spærregrænsen, og vi oplevede, hvordan det lugter der. Og der lugter ikke særlig godt, skulle jeg hilse at sige. Flere forlod partiet. Da blev det også en proces for mig selv at finde ud af, hvad det er, jeg har at sige til andre, som er vedkommende for dem. At finde ind til det, at de kan mærke, at jeg selv tror på det. Af sådan en proces kommer der overskud.

En vigtig erkendelse dengang var, at det lige så godt kunne være mig, der stod i spidsen, som andre. Hvorfor skulle andre kunne være bedre til at løse den situation end mig? Det tog desuden lang tid at forstå, at ideerne i sig selv ikke var nok. Det er først, når nogen tager det på sig og går ud og kæmper for det, at ideerne bliver levende og vedkommende for andre mennesker. Alt, der er skrevet på papir og står i en bogreol, det er ikke nok i sig selv.

Her ligger mange af mine værdier og grundbegreber. 

Det der med at investere sig selv personligt, altså ikke privat, men når det ser sortest ud, så er det vigtigt med det, der betyder noget for mig og for os. At jeg kan stå inde for det.

I forhold til mine værdier hjemmefra er det nok også den helt simple vilje til at flytte ting og at sætte den ene fod foran den anden, også mentalt. Nu bevæger vi os i en retning og flytter os fra en dårlig position til en rigtig position. 

Det er nok årsagen til, at jeg kunne være med til at flytte Det Radikale Venstre til, hvor vi er i dag.

Nutiden

Jeg tror på, at man skal kunne mærke, hvilken vej man gerne vil gå. Noget er prøvet, men noget skal også være instinkt. I min verden bliver ting fortænkte, hvis alting skal være gennemtænkt.

Så har man ikke den væsentligste beslutningsproces på plads, hvor hjernen, hjertet og maven er enige om, at det er det, vi gør. Man kan ikke sætte ord på intuition, fordi det er summen af en masse ting. Men det er vigtigt.

Man kan ikke sidde og tænke, tænke, tænke ' gør jeg nu det rigtige?'. Man er nødt til at have kroppen med. Det skal føles rigtigt. Det er også derfor, at det dér mindfullness interesserer mig. Jeg er ikke særlig god til det. Der er nogle ting, man kan tænke sig til, men man er nødt til at have kroppen og sindet med. Ellers bliver det halvt. Folk skal kunne mærke, om det, du vil, er personligt båret eller bare noget, der er tillært.

Mit liv handler meget om prioriteringer.

Da jeg sidst i 90erne var undervisningsminister, vejede jeg på et tidspunkt 95 kg og mødte Lone Dybkjær, der på den måde, kun hun kan sige tingene, sagde: ' Nå, du er så én af dem, der først taber dig, efter at du er holdt op med at amme'. Men det var ikke vigtigt for mig. Vi spurgte hinanden derhjemme: ' Hvad skal vi have i piskefløden i dag?'. Det var nemt og det smagte godt.

I dag betyder min morgenløbetur meget for mig. Jeg slapper af med den. Men jeg prioriterer stadig hårdt. Det, jeg gerne vil, gør jeg så.

Og så er der 1.000 ting, jeg ikke kan prioritere.

I øjeblikket ser vi derfor desværre også få af vores nære venner, fordi arbejdet fylder rigtig, rigtig meget.

Hvis jeg vil gøre noget ved min ambition om at blive ved med at være nysgerrig, så vil der være ting, jeg gør helt anderledes, når jeg er i 50erne. Livet og døgnet er for kort til, at man kan nå det hele.



Af Peter Brüchmann