Sådan var hun: En gennemført sød, ukompliceret og sund ung kvinde, der sætter en dyd i at stikke næsen i sporet for at se, hvor langt hun kan nå.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- ’Vild med dans’ ændrede mit livHer er ingen gammel vision fra en 4-årig pige, der drømte om en dag at stå øverst på en skammel i London med dansk flag, kongesang og nationen på den anden ende.
Her er ingen barndommens traumer om mobning og svær skoletid, der skulle hævnes i klorvand. 24-årige Lotte Friis er ualmindeligt almindelig. En sund, glad, lidt genert provinspige fra Blovstrød på Sjælland. Alligevel er det hende, der bærer de tungeste forventninger om guld til Danmark ved de mest nærværende olympiske lege i årtier.
Mød frøken Friis – pigen, der først sprang ud som Lotte i 2009. Og det var ikke på grund af svømning.
Læs historien om Lotte Friis her
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg Lotte Friis
BT PLUS anbefaler også:
Sådan var hun: En gennemført sød, ukompliceret og sund ung kvinde, der sætter en dyd i at stikke næsen i sporet for at se, hvor langt hun kan nå.
Hvis man kommer for at finde den hemmelige opskrift, bliver man skuffet.
Her er ingen koleriske forældre, der presser datteren til det yderste.
Her er ingen gammel vision fra en 4-årig pige, der drømte om en dag at stå øverst på en skammel i London med dansk flag, kongesang og nationen på den anden ende.
Her er ingen barndommens traumer om mobning og svær skoletid, der skulle hævnes i klorvand.
24-årige Lotte Friis er ualmindeligt almindelig. En sund, glad, lidt genert provinspige fra Blovstrød på Sjælland.
Alligevel er det hende, der bærer de tungeste forventninger om guld til Danmark ved de mest nærværende olympiske lege i årtier.
Mød frøken Friis – pigen, der først sprang ud som Lotte i 2009. Og det var ikke på grund af svømning.
Barndom
Typisk far, mor og to børn i villakvarter. Jeg er vokset op i Blovstrød, en lillebitte landsby med 2-3.000 indbyggere. Trygt, godt og rart. Jeg kunne gå over til mine veninder, skulle ikke køres af mor og far.
Jeg har også to ældre halvbrødre, der er syv og 14 år ældre end mig. Jeg var den stille og rolige type, der gerne ville gå langs væggene. Ikke træde nogen over tæerne. Jeg ville gerne have, at alle kunne lide mig og var i bund og grund lidt usikker på mig selv.
Skoletid
Jeg begyndte på svømning som fem-årig. Jeg skulle bare lære at svømme. Vi var fem i min folkeskoleklasse, der gik til svømning, så vi blev naturlige venner. Jeg var måske en lille smule bedre end de andre, men jeg tænkte ikke på det som konkurrence.
Jeg kan ikke huske sådan et udpræget vinder-gen. Min mor og far altid lært mig at holde ud. De pressede mig ikke, men de holdt mig fast på at komme til træning, når jeg nu havde committed mig. Vi har allerhøjst diskuteret lidt, hvis vi var på sommerferie, og de insisterede på, at jeg lige skulle tage nogle baner i poolen, mens jeg hellere ville slappe af. Men aldrig med en følelse af pres. Mine forældre har aldrig sagt ’Lotte skal være god’.
Min mor dyrkede atletik, løb 800 meter, men stoppede omkring de 17-19 år, fordi der var noget andet, der var sjovere. Hun følte efterfølgende, at der ikke var nogen, der skubbede hende og gik derfor op i, at det ikke skete for mig.
Jeg har aldrig som 12-årig drømt om VM-medaljer. Hvis jeg overhovedet havde en drøm, var det om en dag at komme med til et stort mesterskab. Det er igen den forsigtige. Hvad er formålet med at udbasunere en vild drøm uden at være sikker på, at det her kan jeg rent faktisk holde.
Fra 5.-6. klasse begyndte svømning at fylde meget med træning hver eftermiddag. Så der var meget planlægning, skynde sig at lave lektier. Jeg har aldrig syntes, at skolen var svær. Kunne bedst lide historie. Jeg har heller aldrig følt mig udenfor, men havde mest med mine svømmevenner at gøre.
Ungdom
I gymnasiet havde jeg det rigtig dårligt med, at min skole begyndte at lide under, at jeg svømmede og rejste så meget. Det der med ikke at kunne gøre tingene 100 procent har jeg det rigtig dårligt med. Så efter tre år på Allerød Gymnasium afsluttede jeg med det fjerde år på Team Danmark-linjen i Farum. Det var hårdt for mig, men der var også kommet en erkendelse af, at svømning var her og nu. Så må jeg finde en anden måde at løse uddannelse på senere hen.
Men når jeg var der, synes jeg, jeg var god. Men i mange fag var mine eksamenskarakterer bedre end mine årskarakterer, fordi jeg var væk i lange perioder.
De venner, jeg knyttede mig til, var dem, der kunne forstå mit liv. At jeg ikke bare kunne tage med til fest, ikke lige at tage i biografen eller tage med et sted hen efter skole.
Der var nok også færre fester og kærester. Jeg har vel egentlig ikke levet et normalt liv, men jeg har ikke oplevet det som unormalt eller som afsavn. Hvor mange 24-årige kan sige, at de har været på alle kontinenter på nær Antarktis, har været til OL og været med i så mange spændende ting.
Og det er da heller ikke sådan, at jeg lever i cølibat. Jeg kan godt feste igennem, men det er mest efter store stævner og mesterskaber. Jeg har jo også kun haft én rigtig kæreste, Christian (Kubusch, tysk svømmer, red.).
Karriere
Jeg var 15 år, før jeg første gang fik indtrykket af, at jeg kunne blive til noget. Det var vores landstræner, Mark Regan, der mente, at jeg havde et talent. Det var først der, det blev en livsstil. Jeg syntes, det var sjovt, hvis jeg kunne komme med til EM, men havde aldrig tænkt på, at jeg kunne vinde medaljer. Det frø plantede han i mig. Han lavede meget om i dansk svømning. Han kunne råbe, være sur og holde taler for os, men det var det, der skulle til.
En afgørende episode var i 2007. Jeg havde ved VM i foråret kvalificeret mig til OL i Beijing året efter. Det var mit altoverskyggende mål gennem tre år. Da vi så begyndte sæsonen i august, trak han mig til side. ’Jeg synes ikke, du virker som dig selv’. Han havde ret. Nu havde jeg jo nået mit mål ved at kvalificere mig. ’Er du tilfreds?’ Spurgte han. Så satte vi et nyt mål: Jeg ville i finalen.
Der lærte jeg at sætte nye mål hele tiden. Ellers kollapser man.
De to præstationer, jeg sætter mest pris på, er OL i 2008 (bronze, red.) og VM i 2009 (guld som første dansker nogensinde på langbane, red.). Begge medaljer kom som en overraskelse. Så giver det lidt mere og er en lille gave.
Nu er Paulus Wildeboer træner. I starten af denne sæson sagde han til mig: ’Hele det her år er en kage. Hver gang du har et træningspas, bliver der skåret et stykke kage. Det gør dine konkurrenter også. Hvem har de fleste stykker kage, når festen begynder: Dig eller dine konkurrenter?’ Selvfølgelig vil jeg have flest stykker til sidst. Det er det, der afgør det. Så det er i virkeligheden nok det tætteste, man kommer på min opskrift.
En anden vigtig lærestreg fik jeg ved VM i Dubai 2010, hvor jeg kiksede vildt og voldsomt. Jeg havde vundet OL-bronze, VM i 2009 og var lige blevet dobbelt europamester. Jeg havde taget på efter sommerferien, og der var begyndt at komme en masse kritik af Paulus. Jeg slappede lidt af og følte, at jeg nemt kunne vinde det her. Men pludselig blev jeg slået af svømmere, som jeg normalt skulle svømme fra. Jeg blev nr. 4 på 800 meter og nåede slet ikke finalen på 400 meter. Det var en slem skuffelse.
Vild med dans
Det var 2009. Jeg havde vundet de første store medaljer. Men når jeg kom ud af de trygge rammer fra svømningen, i interview eller til fest, faldt det mig stadig enormt svært. Svømningen styrede mit liv, her var jeg mig selv, men jeg havde svært ved at være den rigtige Lotte, når jeg var udenfor.
Deltagelsen i Vild med dans gjorde bare utrolig meget for mig. Det fik mig til at være mere mig selv, jeg kom ud af min skal. Jeg var indtil da typen, der gerne ville please alle. Men her indså jeg, at jeg ikke skulle lave om på mig selv og at jeg ikke kan sikre, at alle kan lide mig.
Der kom en artikel, jeg tror det var i BT, hvor nogle trænere fra andre idrætsgrene pegede fingre ad min deltagelse. De malede billedet af en flyvsk 21-årig, der ikke havde sine prioriteter i orden. Jeg blev sur over, at de ikke kunne se, hvad det gjorde for mit liv og at jeg fik nogle andre input.
Jeg blev trodsig og skulle vise dem. Før det var jeg typen, der bare sad og lyttede, vejede situationen for ikke at sige og gøre noget forkert. Nu snakker jeg bare, siger min mening, så kan folk være enige eller uenige. Det har helt klart ændret sig efter Vild med dans. Jeg kom ud af min svømmeboble.
Min træner Paulus havde givet mig lov, men der var da pres på både ham og mig, fordi jeg VAR blevet verdensmester. Men han fandt ud af, at det var godt for min udvikling.
Drømme
Før Vild med dans var det jura, jura, jura, når jeg tænkte på uddannelse. Men arbejdet med TV2 åbnede også mine øjne for mediet. Åbnede for en masse muligheder og for en anden Lotte.
Det kan godt være, at det er en fjern drøm, men jeg vil gerne være tv-vært på et underholdningsprogram. Sport kunne også være o.k.. Jeg synes bare, at medie og kommunikation er så spændende, og jeg har kig på to uddannelser indenfor medier, når jeg engang stopper.
Jeg tager en sæson ad gangen. Lige nu ved jeg, at jeg svømmer mindst et år mere efter OL i London. Det kan godt være, at jeg stadig svømmer i 2016, men det kan også være, at jeg ikke gør.
Jeg skal have motivationen, jeg skal kunne præstere for at kunne leve af det, som jeg gør nu. Og så skal jeg også se, om det kan kombineres med en uddannelse.
