I London kan han blive Danmarks største idrætsmand nogensinde
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg drømte aldrig om OL-guldHan er ikke let at få i vandet. Fotografen kæmper sin kamp. Vi skal have billedet af havguden, der som den olympiske Kong Triton stiger op af elementet.
Eskild Ebbesen tænker kun på at undgå en forkølelse. Eller drible udenom risikoen for at ødelægge sin fod på badebroen. Den 40-årige landmandssøn fra Midtjylland står foran at kunne skrive markant dansk idrætshistorie.
Læs historien om Eskild Ebbesen her
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg Eskild Ebbesen
BT PLUS anbefaler også:
Han er ikke let at få i vandet. Fotografen kæmper sin kamp. Vi skal have billedet af havguden, der som den olympiske Kong Triton stiger op af elementet.
Eskild Ebbesen tænker kun på at undgå en forkølelse. Eller drible udenom risikoen for at ødelægge sin fod på badebroen. Den 40-årige landmandssøn fra Midtjylland står foran at kunne skrive markant dansk idrætshistorie.
Han ved det. Han har arbejdet 23 år for at nå målet. Og det skal ikke spoleres på grund af et billede i BT.Hvis Eskild Ebbesen i London igen styrer guldfireren til OL-guld, vil han overgå Paul Elvstrøm, der er kåret til og anerkendt som Danmarks største idrætsmand gennem tiden.
Ebbesen kan som Elvstrøm vinde sin 4. olympiske guldmedalje og har tilmed en bronzemedalje.
Hans vej til den Hall of Fame, der allerede nu venter, har været overraskende. Og meget jordnær. Her fortæller han den selv.
Barndom
Det er de mange små skridt, der har ført mig hertil. Min far er jo landmand med en stor gård og kun sjældent hjælp. To gange om dagen skal du bare ud at fodre dyrene. Weekender, aftener, hele året rundt. Der er et stort overlap til elitesporten, hvor der heller ikke er noget, der hedder en fridag.
Når du først ligger på vandet, er der ingen vej tilbage. Så er det speederen i bund, hvor meget man end har lyst til noget andet.
Om sommeren havde vi bed & breakfast på gården, fordi vi havde pladsen, det var en del af forretningen, og vi kunne godt lide at have mennesker omkring os. Der var mange englændere, der fiskede, og når der var flest gæster, kom der 30 mennesker, der skulle have mad klokken 19. Så skulle der bare knokles og leveres.
Jeg er opdraget til at tænke fælles. Hvis der var mange gæster, var der måske tre, der skulle sove på mit værelse. Kammeraterne sagde ' det må da være træls', men sådan har jeg aldrig tænkt det. Så måtte vi bare over til bedstemor eller rykke sammen i et andet værelse. Det var en naturlig del af at få det til at fungere.
Skoletid
Jeg var den stærke dreng i klassen. Det blev afgjort ved brydekampe og om man kunne lægge den anden ned og sidde ovenpå ham. Vi var to, der havde nogle tætte kampe. Men vi slog aldrig, det var aldrig alvorligt, mere sportsligt.
Jeg kunne godt lide skolen. Husker det som smertefrit, kan ikke huske, at jeg lavede lektier, men jeg var godt med. Vores liv var frit, aktivt, udendørs og ekstremt lidt overvåget. Vi lærte at passe på os selv. Jeg kørte traktor alene, og vi sprang ned fra høloftet i en halmbunke, højere og højere oppe fra. Til sidst sagde det bare bang. Det får børn næppe lov til i dag.
Jeg dyrkede gymnastik, lidt fodbold som back. Men jeg manglede noget. Hvis jeg kunne slippe nemt igennem med en aflevering, så gjorde jeg det.Det var først i det sidste år af folkeskolen, jeg begyndte at ro. Og jeg var 17, før jeg roede kaproning første gang.
Ungdom
Jeg var med til festerne. Gav den også gas på Silkeborg Amtsgymnasium. Men jeg skilte mig ikke ud. Var nok lidt i den generte ende, når det kom til pigerne. Jeg var sent i puberteten, og nogle af de små i klassen havde pludselig fået et forspring. Det sætter sit præg på de sidste år i skolen. Det sætter sit præg på de sidste år i skolen. Vi kørte knallert, Yamaha 4 gears. Jeg var ikke vild, men det var da sjovt at køre stærkt. Der var ikke mange lovlige knallerter ude på landet.
Da jeg begyndte at ro, havde jeg først den attitude ' jeg er jo god, så hvorfor skal jeg træne mere?'.Jeg var 17, da jeg roede i en båd, der blev nr. 4 ved DM for juniorer. Der var langt op til de bedste, og jeg betragtede dem som nogle helt andre mennesker. De var ikke som os. Det har aldrig stået i mit hoved, at jeg skulle være olympisk mester. Det var mere ' nu har vi det her hold, og så må vi se, hvad vi kan nå'.
Men det år sagde vores træner, som for at det ikke skal være løgn hed Lars Larsen, at hvis vi gjorde, som han sagde, kunne vi komme til junior VM. Han havde set, hvor dårligt vi roede og alligevel blev nr. 4. Dér skete der virkelig noget. Vi gik fra at træne 5 gange om ugen til at træne 9 og senere 11 gange. Vi blev testet og målt, og det var lige mig. Jeg kunne se, hvor god jeg var lige nu. Hvis du ville være bedre, skulle du gøre en større indsats. Det åbnede en ny verden. Jeg kunne flytte grænser, øge indsatsen og se resultatet.
Og da jeg begyndte at ro sådan, strøg mine karakterer i skolen op. Jeg gik pludselig op i at præstere og forbedre mig. Og jeg sluttede som den bedste i folkeskolen. Det satte efterhånden også sit præg på festerne. Nu havde jeg mest lyst til at være frisk til træningen.
Guldfireren
Jeg har hele tiden bare prøvet at bygge oven på trin for trin. Orv, vi kan komme med til et VM.Orv, vi kan vinde en medalje. Og pludselig sidder man i en båd, der har en realistisk chance for at vinde et verdensmesterskab. For mig har det, at jeg har nået de resultater, jeg har, været en sum af at ville udvikle sig, blive bedre og prøve at flytte grænser. Forbedre min fysik, forbedre min teknik, hele tiden lægge på.
Det helt afgørende i min karriere er, da letvægtsfireren bliver sat i maj 94. Fireren var blevet olympisk klasse, og så blev det båd nr. 1 i Danmark. Det var en lang, sej kamp om at komme på. Jeg kom på som den yngste, men når vi lavede fysiske test, var jeg den stærkeste.
Det var et nåleøje.
Og det er dér, det sker. Vi vandt vores første regatta og slog den gamle verdensrekord. Vi syntes alle, at det var hamrende spændende, og det var virkelig et step up. Med Niels Laulund, Victor Feddersen og Thomas Poulsen blev vi fire personer, der selv ville tage ansvar, vi VILLE det her MERE end folk omkring os.
Den der guldmedalje til OL, den skulle vi bare have. Vi kom med hver vores erfaring og var klar til at lave om på tingene.
Det var en fantastisk følelse at komme først over målstregen og få sin olympiske guldmedalje.
Men det var langtfra kun det. Det var i høj grad også de oplevelser, der har været inden og efter.
Kampene undervejs, holdånden og følelsen af at have gjort noget ekstraordinært.
På en måde blev det også guldfireren, der førte mig sammen med Rikke, som jeg nu er gift med. Thomas Poulsens mor og Rikkes far blev gift, så Rikke blev ' papsøster' til Thomas, og dér mødte jeg hende.
Olympisk
Nu sidder jeg i den femte olympiske letvægts-firer. Igennem årene har jeg fået rollen som den, der tager initiativ, når vi skal optimere.
Hvis man først har en olympisk guldmedalje og har gjort nogle ting rigtigt, vil man gerne skridtet videre og bygge ovenpå. Så bliver det alle de små ting.
Hvordan kan vi restituere hurtigere, hvordan kan vi optimere kosten og hvordan får vi mere kvalitet i træningen uden at træne så meget, at vi smadrer os selv. Så min rolle er blevet speederen, når det handler om præstationsoptimering.
Men jeg prøver at stille det op, så vi alle er med til at tænke på optimering. Så træneren og jeg ikke bare stikker hovederne sammen, og de andre siger ' det lyder fint'. Jeg kan tage fejl, og det er så vigtigt, at alle kommer med på at tænke, hvordan vi kan udvikle os til næste niveau og flytte os.
Når det handler om det sociale og det lidt sjovere, så er jeg nok ikke speederen. Nogle siger, at det også kan være præstationsfremmende, og det har de da nok ret i.Da jeg stoppede efter OL i Beijing, havde jeg mit firma med motivation og sundhed.
Vi havde barn nr. tre på vej, og det hang ikke sammen. Men jeg kunne se på den måde, som vi vandt på i Beijing, at hverken båden eller jeg selv var på vej ned. Tværtimod. Så jeg trænede videre med løb, cykling og roning. Og når folk spurgte, hvad jeg trænede til, svarede jeg, at ' jeg da trænede til OL'.
Nu står vi så her. Jeg har som sagt aldrig drømt om OL-guld som barn eller undervejs drømt om at kunne vinde fire eller fem medaljer.
Det er muligheder, der er opstået ved at bygge på trin for trin.
Jeg bliver tit spurgt, hvilken oplevelse der var den største. Det er som at vælge mellem sine børn. Det kan man ikke. Det er fantastiske oplevelser. Det var det at vinde en, det var det at vinde to, tre og nu fire. Selv Sydney med bronze var en fantastisk oplevelse, fordi Thomas Poulsen blev skadet, og vi var så meget igennem.
Hemmeligheden
Nøglen er fokus på opgaven. Jeg læser også lidt psykologi. Man kan i mange selvhjælpsbøger læse, at man skal turde se sig selv i målet. Men forskningen siger noget andet. Du vil ofte lave en mindre indsats, hvis du laver den øvelse.
Hvis hjernen sætter sig derhen, hvor den har nået målet, hvor vi er lykkedes, så kan den have svært ved at skelne ' HAR jeg været der, eller skal jeg først til at nå derhen?' Det hæmmer din præstation og får spændingsniveauet til at falde.
Så hold fokus på opgaven. Det kan mange sportsfolk, der er nået langt, skrive under på.
Forbillede:
Jeg tænker ikke så meget i forbilleder, men den tidligere engelske roer Steve Redgrave med fem olympiske guldmedaljer har været en inspiration i mange år. Evnen til at være ekstremt god på de rigtige dage som hold er en udfordring, og Redgrave har vist os vejen.
