Styrede i skolegården og på fodboldholdet – nu styrer han Danmark
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Bjarne Corydon: No nonsense, ville de sige i England. Tingene bliver ikke pakket ind. Ikke pyntet. Han ødelægger selv – uopfordret – glansbilledet, når det er nødvendigt. Et troværdigt menneske.Han er ikke flov over at bruge ordet ’magt’. Han virker endda ufattelig lidt oppustet, når han gør det. Det lyder som den mest naturlige ting i verden at tale om magt for Bjarne Corydon.
- Hvis du var meget omhyggelig med dine kilder, ville du kunne finde mennesker, der synes, jeg var et magtmenneske i en grad, de ikke brød sig om, siger han selv.
Han er mønsterbryderen fra Koldings baghave, søn af en buschauffør, der blev graver, og en mor på halvtids HK-arbejde.
Her fortæller han om vejen fra en barndom, hvor far måtte lægge fliser i fritiden, når vaskemaskinen gik i stykker, til at være manden, der har stået bag ved Poul Nyrup, Svend Auken, Mogens Lykketoft og nu Helle Thorning-Schmidt.
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg: Bjarne Corydon
BT PLUS anbefaler også:
No nonsense, ville de sige i England. Tingene bliver ikke pakket ind. Ikke pyntet. Han ødelægger selv – uopfordret – glansbilledet, når det er nødvendigt. Et troværdigt menneske.
Han er ikke flov over at bruge ordet ’magt’. Han virker endda ufattelig lidt oppustet, når han gør det. Det lyder som den mest naturlige ting i verden at tale om magt for Bjarne Corydon.
- Hvis du var meget omhyggelig med dine kilder, ville du kunne finde mennesker, der synes, jeg var et magtmenneske i en grad, de ikke brød sig om, siger han selv.
Han er mønsterbryderen fra Koldings baghave, søn af en buschauffør, der blev graver, og en mor på halvtids HK-arbejde.
Her fortæller han om vejen fra en barndom, hvor far måtte lægge fliser i fritiden, når vaskemaskinen gik i stykker, til at være manden, der har stået bag ved Poul Nyrup, Svend Auken, Mogens Lykketoft og nu Helle Thorning-Schmidt.
Barndom
Min far kørte bus. Jeg stod bag ved sædet på bybussen i Kolding, når mor ikke kunne passe mig. Det var nok ikke gået i dag. Senere blev han graver, inden han i en voksen alder tog en uddannelse og løftede sig ad den vej.
Der var ingen i familien, der havde været i nærheden af en studentereksamen. Min far gik ud af 7. klasse og led af en smule ordblindhed. Han kom fra en tid, hvor man skulle flytte hjemmefra som 15-årig, ud at tjene på en gård seks dage om ugen og bo under så usle forhold, at de måtte skide i stalden.
Han har derfor indiskutabelt spillet en afgørende rolle i forhold til at stimulere min bror og mig til at udnytte de muligheder, som han ikke selv havde haft.
Penge var et problem, især når noget gik i stykker. Så måtte den gamle ud at lægge sten sort i en carport, så vi kunne få råd til en ny vaskemaskine.
Mit barndomshjem var dog også præget af en ofte tung stemning, fordi min mor havde det enormt skidt indimellem. Der var ikke en klar diagnose, men det var depressionslignende tilstande i længere perioder.
Da jeg var helt lille, gjorde det mig meget fortvivlet, men jeg lærte at gøre mig hård. Det måtte ikke ødelægge mit liv og humøret i hjemmet, så jeg tog ansvar, og så kom lillebror ind og sov hos mig. Men den alvor er med i min personlighed i dag.
Min mor døde desværre for tre-fire år siden af kræft i maven. Hun svandt bare langsomt ind, men hun var et kærligt og ansvarligt menneske, der gik op i sine børn og børnebørn som det første.
Skoletid
Det lyder måske lidt Oliver Twist-agtigt, når jeg fortæller om det. Men jeg havde dog to forældre, vi boede i et parcelhus og havde en Lada, som min far altid kørte med uforsvarligt mange fodbolddrenge i. Det toppede, da han kørte med ni drenge på én tur.
Mange af kammeraterne boede lige ved siden af i Skovparken, som siden blev et ghetto-område. Over halvdelen levede med en enlig mor i lejlighed og havde ingen bil.
Det var ikke svært at klare sig godt i skolen. Jeg stak voldsomt ud. Der var ikke mange andre børn, der læste Dostojevskij i 6. klasse. Jeg læste helt vildt tidligt og helt vildt meget. Også uden for de genrer, man normalt læser.
Jeg begyndte tidligt at læse om politik, sikkert fordi jeg voksede op i et hjem, hvor min far læste meget, men også hvor børn blev taget alvorligt, og hvor forældrene var interesseret i at høre, hvad vi mente. Vi havde en plads i deres liv.
Men der var ikke nogen jantelov i skolen. Det var ikke smart eller underligt, at jeg stak ud og læste bøger. Jeg spillede afsindig meget fodbold og kunne stadig være med til at planlægge et morderisk angreb på nogle fra en anden klasse. Det var jo lidt et junglekvarter.
Fodbold fyldte i perioder alt. Jeg udviklede et system i skolegården, når vi delte hold, så hver spiller havde en værdi i form af et antal straffespark knyttet til sig. Så hvis en spiller blev hentet af mor eller skulle til tandlæge og derfor måtte gå ud, så udløste det f.eks. et, to eller tre straffespark til hans hold. Det var et fantastisk system, men nogle begyndte at spekulere i det, og det gav et knæk i forhold til min lillebror, da jeg sendte ham til tandlæge, fordi vi var bagud og havde brug for to straffespark.
Ungdom
Jeg ved ikke, om jeg var en ledertype. Jeg havde et vist intellektuelt overskud i timerne og et socialt overskud, som når vi organiserede fodbold. Jeg var godt opdraget, så jeg kunne også tage et vist ansvar, og derfor fik jeg vel nogle af de roller.
I gymnasiet kom de fleste fra den øvre middelklasse. Jeg kom fra den nedre og kendte ingen. Absolut ingen. Men igen kom jeg rent fagligt til at ligge fremme i feltet. Spillede stadig lidt fodbold, gik i klasse med Mikkel Beck (senere landsholdsspiller, red.), men det blev mere bøger og diskussion. Det blev også en bane at performe på, og jeg tror roligt, man kan sige, at jeg er et konkurrencemenneske. Så det at konkurrere intellektuelt blev afgørende i gymnasiet. Det passede mig fantastisk.
Før gymnasiet kendte jeg ikke et menneske, der nogensinde havde været på et universitet. Måtte selv gætte mig til alt. Jeg købte i folkeskolen for mine egne penge bogen ’Hvad kan jeg blive’. Den var helt tyndslidt til sidst. Forinden havde jeg låst mig inde på mit værelse i to dage, fordi jeg ikke kunne blive jagerpilot på grund af mit syn. Men jeg kunne se, at vejen til alt det med politik, økonomi og jura gik over universitetet.
Socialdemokrat
For mig var det aldrig ’frels hvalerne’ eller den globale opvarmning, der tændte mit politiske engagement. Det var selve området politik, og jeg forelskede mig i metoden, og hvordan man former et samfund.
Når jeg er socialdemokrat i dag, så er det dels, fordi man ikke kan løbe fra sin opvækst, dels at jeg intellektuelt lærte at forstå metoden: Evnen til at få meget svære hensyn til at hænge sammen – og det via markante holdninger, som er super-operative og pragmatiske.
Det var ikke særlig smart at være socialdemokrat i gymnasiet, og der havde nok været mere sex i at være ungkommunist eller liberal. Men jeg så både Østberlin og Sovjet i den tid og fandt det komplet idiotisk, at folk ravede rundt og mente, det var markedets skyld. Og på den liberale side syntes jeg, at vores land fungerede meget bedre end det amerikanske. Jeg havde aldrig fået sådan en uddannelse, hvis jeg ikke havde været dansker. Så det var mere rigtigt at være socialdemokrat end så meget af det andet pladder.
Nogle tror, at fordi man gerne vil være arkitekt på et samfund, lave kompromiser og en politik, der er midt-orienteret, så er man et blodfattigt, usexet teknokrat-dyr, men det kan man gøre med nøjagtig lige så stor flamme i sjælen som på fløjene.
Universitet
Det var alle de ting, der interesserede mig. Det var sliknarkomanen i bolsjebutikken. Og sammen med 1.200 mennesker, der havde det på samme måde.
Jeg havde aldrig været på et universitet før, men blev igen den fagligt orienterede type, der efter et par år også begyndte at undervise andre i fremmede landes forhold. Men det blev også tiden med et stort netværk, som jeg holder utrolig meget af, og som er min omgangskreds den dag i dag. Det er de mennesker, der spiller en rolle, især når vi samles 12 familier med børn på den årlige sommerlejr.
Det var overvældende nyt og endnu et stort trin i mit livs elevator. Statskundskab er et sted med en stor selvfølelse. Ja, Auken ville kunne fortælle rørstrømsk om, hvor fantastisk Kennedy-agtigt et sted det er.
Aarhus er en fantastisk by, men jeg blev nu aldrig en gå-i-byen-rotte, men det var afgjort et meget socialt miljø. En af Peter Arnfeldts undervurderede kompetencer er, at han var formand for Politologisk Festforening og ofte stod bag fadølsanlægget til nogle ’ground-breaking’ gode fester.
Jeg mødte også Nina. Jeg havde midterskilning og store briller og var alt for genert til at spørge om noget, så det var afgjort hendes fortjeneste, da vi nogle år senere blev kærester. Da var jeg kortklippet og gået over til kontaktlinser.
Nyrup, Auken, Lykketoft
Jeg begyndte at arbejde i Socialdemokratiet, da jeg i 1996 blev barselsvikar for Helle Thorning-Schmidt i Bruxelles. Hun arbejdede i sekretariatet for europaparlaments-medlemmerne. Et fantastisk halvt år, hvor jeg havde orlov fra studierne.
Tilbage i Danmark blev jeg så kontaktet om et job i Socialdemokraternes nye politisk-økonomiske afdeling, fordi de havde brug for en, der kunne noget EU. Så vi flyttede til København, og jeg kom bl.a. til at arbejde for Poul Nyrup. Der er sagt og skrevet meget om ham, men han var et power-house som statsminister, og det kunne man ikke være upåvirket af.
Svend Auken fik jeg et tæt personligt forhold til, og senere hjalp jeg med Mogens Lykketofts ’Made in Denmark’-plan. Det var en gradvis bevægelse mod større ansvar.
Det gav mig afsindigt meget at få indsigt i alle krinkelkrogene i samfundet, og det lærte mig meget, at jeg rent faktisk oplevede 90erne og ikke kun – som mange i dag – taler om dem.
Alle de store personligheder havde deres modsætninger og intriger, men fælles var, at de var drønkompetente og særdeles flittige. Det var ikke altid noget godt hold som samlet organisation, men for mig som individ betød det, at jeg kom til at løfte nøgleopgaver og dermed fik endnu en tur i elevatoren.
Magt
Politik er et konkurrencepræget miljø. Jeg har levet hele mit voksne arbejdsliv i det. Der er varme og engagement, men sandelig også kampgejst. Sådan er politik i et stort parti, der vil statsminister-posten.
Man undgår ikke at være et magtmenneske. Selvfølgelig handler det først og fremmest om det faglige og om indholdet, men det handler bestemt også om konkurrence og om magt.
Når der har været noget, der har været pissehamrende svært, og mange mennesker har haft en mening om det, men været enige om, at nu skulle nødden altså knækkes, så har jeg rigtig tit sagt, at ’det vil jeg da godt prøve’. Noget er gået godt, noget er gået skidt, men det har dog gjort, at jeg har fået lov at prøve mere.
Jeg er et kontrolleret konkurrencemenneske. Jeg begår ikke urimelige frispark, det er kun i fodbold.
Valget
Valgaftenen hos Helle var som at være inde i øjet på en orkan. Det var stort, men egentlig mest stressende. Det var ikke en aften, hvor vi havde dybe, afslappede og interessante samtaler. Jeg var spændt i hele kroppen og var jo også selv på valg for første gang.
Og ja, det var en forløsning, men jeg tror også man kan se på nogle af billederne, hvor jeg er på, at jeg godt vidste, at det var fire parlamentarisk svære år, der ventede os. Man kan roligt sige, at jeg ikke er typen, der fejrer og slipper det løs, selv om det nok havde været sundere. Jeg tænker i sådan en situation på de svære forhandlinger om at danne en regering og derefter et folketing med færre flertalsmuligheder.
Jeg er desværre ikke typen, der tager jobbet af. Det er faktisk en udpræget svaghed. Jeg har givet mine børn skideballe efter en dårlig meningsmåling mere end en gang.
Jeg ved godt, at jeg svigter familien massivt ved aldrig at være hjemme. Men jeg har en fantastisk kone og fire fantastiske unger. Det er det, jeg tænker på, når jeg er mest presset.
Fremtiden
Jeg har det fantastisk med at være her i Finansministeriet. Jeg har mange muligheder, som jeg hele mit liv har ønsket mig, og jeg tænker mig ikke noget andet sted hen i politik, hvor jeg bedre kan indfri mine ambitioner.Men jeg er meget åben for, at de ting, jeg gerne vil i mit arbejdsliv, kan man også i virksomheder i andre dele af samfundet, som ikke er det politiske system.
Jeg er fascineret af politik. Det har været hele mit liv. Det er beskidt. Det er frustrerende. Og det er til at brække sig over indimellem, men det er også vigtigt og super fascinerende, når det lykkes.
Men jeg synes også, at man kan være samfundsarkitekt andre steder end i politik. De steder, hvor man udklækker ideer i Danmark, og de største danske virksomheder spiller en lige så stor rolle som det, jeg arbejder med nu. Det er bestemt noget, jeg sagtens kunne se mig skifte til en dag, hvis omstændighederne er til det.
