Fra Nato til Superligaen
Ariël Jacobs var dyb, nærmest højtidelig og med en refleksion, der rækker ud over normal omklædningsrums-snak. Et ganske interessant menneske.
Han gnægger nærmest som Uffe Ellemann, da spørgsmålet ad 25 omveje søgende bliver stillet: Jamen, hvordan kom du så ind i fodbold?
Han har aldrig været professionel. Han er ikke gået den normale trænervej. Han har absolut intet fået med hjemmefra, når det handler om fodbold.
Ikke desto mindre står Ariël Jacobs nu på den vigtigste sidelinje i dansk klubfodbold. Træner for FC København. Og før det fire år som træner for den historiske europæiske storklub RSC Anderlecht i Belgien.
Det er mildest talt også tilfældets veje, der har bragt den 59-årige belgier med Christian Andersen-frisuren, det trodsigt moderne brune strikslips og de gode resultater til København.
Læs her om en af de absolut mest usædvanlige veje ind i fodboldens top.
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg: Ariël Jacobs
Med BT PLUS får du:
Fransk skole
’Du får én chance – tag den!’
Sådan lød min fars motto. Man skulle gøre sig umage. Det var et skub mod hele tiden at gøre sit yderste.
Min far var fabriksarbejder, min mor gik hjemme. De havde ikke selv læst videre, så ret tidligt stod det klart, at de ønskede, jeg skulle gøre det maksimale for at få en uddannelse.
Mit barndomshjem ligger i Diegem, en lille by med 4.000 indbyggere ikke langt fra Bruxelles. Her bor både min familie og mine forældre stadig.
Fodbold havde jeg ikke med hjemmefra. Der var en bane i byen, der samlede alt det sociale liv, og hvor børnene hang ud. Jeg spillede lidt dér. Men først, da jeg blev 12, begyndte jeg at spille i den lokale klub.
Fodbold og sprog
Jeg var ikke god. Og det er ikke bare for at kokettere. Da vi formede holdet, og jeg var 13, var jeg vel den svageste. Jeg blev placeret som venstre wing. Det lyder fint i dag, men det var i før-krigens taktiske WM-system, og den plads var et skridt før bænken.
Men da jeg var 16, blev jeg den første spiller på vores hold, der kom på førsteholdet med de voksne. Min far sagde: ’Du kan lave én fejl, og så får du en anden chance, men du får aldrig en tredje chance’. Det handler om at lære af sine fejl, udvikle sig og arbejde hårdt. Det var de værdier, jeg brugte i skolen. Men også som fodboldspiller.
Min mor så mig aldrig spille, min far så enkelte kampe. Det var stadig uddannelse, de var mest optaget af. Jeg er enebarn og fik masser af positiv opmærksomhed, bl.a. fordi min mor altid var hjemme.
I skolen valgte jeg den græsk-latinske linje med fokus på sprog. Jeg overvejede jura, men sproget var mere tiltrækkende, så jeg tog min uddannelse som certificeret oversætter, fra jeg var 18 til jeg blev 22 år.
Jeg var ikke nogen festtype. Jeg var og er meget genert. Det har ændret sig lidt i kraft af mit job, hvor jeg har været nødt til at være udadvendt.
12 år i Nato
Jeg fik job i Nato. Pudsigt nok ikke som oversætter, men som medlem af den belgiske delegation. Det var for Udenrigsministeriet under Nato og et rent administrativt job. Jeg var tjenestemand, arbejdede 9-17 og kunne have siddet der, til jeg blev 65 – nøjagtig som min far havde ønsket. Han talte altid om sikkerhed.
På fodboldbanen nåede jeg at prøve et år i Racing White som 18-årig. Vi trænede om morgenen, gik derefter i skole og kom så om eftermiddagen og så førsteholdet med de professionelle. Jeg har kigget meget på Kresten Bjerre (elegant dansk forsvarer med 22 landskampe, red.). Men selv om jeg havde drømme om at blive professionel, var der stadig meget få spillere, der blev det, og mine forældre overbeviste mig om, at studierne var vigtigere.
Så jeg spillede lidt amatørfodbold i Diegem, hvor vi nåede op på 3. divisionsniveau, men jeg blev aldrig professionel.
Da jeg så blev 30, savnede jeg noget – både i fodbolden og i karrieren. Alt var trygt og godt, så jeg begyndte at træne ungdom og at tage trænerkurser. Jeg mener, at når man gør noget, så skal man gøre det med hele sit hjerte og gøre det fuldt. Det gjorde jeg ikke i Nato.
Det store spring
I begyndelsen af 30erne fik jeg så ved et tilfælde muligheden for at træne Belgiens U14-drenge. Det var seks dage om året, så det var ikke verdens største opgave, men jeg tog seks feriedage og kørte derudover til rigtig mange kampe.
På et tidspunkt sagde min kone: ’Du kører rundt fra lørdag morgen til søndag eftermiddag og ser ANDRES børn, men du ser ikke dine egne’. Og det er rigtigt. Jeg har nærmest aldrig set min ældste søn spille fodbold eller min datter spille volleyball. Jeg er ikke en familiemand. Jeg HAR en familie.
Så fik jeg U16-drengene. Det var 12-15 dage om året. Sådan fortsatte det, og til sidst brugte jeg al min ferie på fodbolden. Havde overhovedet ingen ferie i et par år med min familie.
Så i slutningen af 80erne gik jeg til generalsekretæren i forbundet og sagde: ’Enten stopper jeg, eller også må jeg have noget, der kræver mindre tid’. Det tænkte han lidt over og tilbød så dagen efter et job på fuldtid som U21-landstræner.
Jeg sagde jobbet i Nato op. Det var let nok. Men jeg brugte to dage på at overbevise min far om, at det var det rigtige for mig. Jeg smed jo det hele væk. Sikkerheden, trygheden, det gode job. Fodbold er et stort, usikkert miljø og det helt modsatte af, hvad de havde ønsket for mig.
Men det var spændingen, ambitionen, ja passionen. Jeg ville gerne arbejde med de unge. Og så var der vel et drive indeni mig, der skulle ud og forløses.
Van Rompuy
For nylig overværede jeg et foredrag med Herman van Rompuy (belgisk EU-præsident, red.), der er en stor Anderlecht-fan. Han sagde følgende, og jeg skrev det ned: ’Jeg har aldrig sat mig særlige mål. Jeg har aldrig jaget noget. Nogle gange er jeg blevet forbløffet over vendepunkterne i mit liv, og nogle gange er jeg måske endda blevet hjulpet lidt af skæbnen’.
Jeg skal som lille fodboldtræner ikke sammenligne mig med ham, en så stor personlighed, men jeg har også taget mine valg ud fra de muligheder, der har været. Jeg har aldrig sendt et cv til nogen klub. Jeg har været heldig, at nogen ringede til mig.
Jeg har fundet min egen vej i trænerjobbet. Når man går i gang, læser man bøger og ser konferencer. Man går op i taktik og tror, at det er nøglen til det hele. Men det er det ikke. Så går man op i fysikken og kigger mod Italien eller Spanien. Det er heller ikke det. Hvad er der så tilbage, når fodbold, taktik, teknik og fysik er på plads? Det er individet og holdet. Hvordan får vi det bedste ud af den enkelte? Hvordan får vi det sammensat, så holdet giver det bedste? Det er det, det handler om.
Da jeg blev klubtræner, droppede jeg det hele – møder om taktik, træning osv. Fokuserede på den enkelte, de er alle forskellige og skal derfor behandles forskelligt, men altid med henblik på det bedste for gruppen. Den videnskab er uendelig, og det er der, lederskabet ligger.
Skuespillerne
Træneren er bare et led i det hele. Et vigtigt led, måske, men mange trænere betragter sig selv som skuespillere. Det er de ikke. Du står ikke på scenen. Heller ikke når der er 40.000 tilskuere. Du er backstage. Du er ikke skuespiller, du er muligvis manuskriptforfatter.
Jeg er ikke en træner, der søger at være en populær fyr, og det er noget, pressen kan have svært ved at acceptere. Jeg indrømmer, jeg kan være reserveret, men jeg er blevet mindre genert med tiden. ---- I Anderlecht blev der talt om konfrontation med pressen. Sådan oplevede jeg det ikke. I den klub er der stort pres indefra og udefra. Det følte jeg da klart. Jeg er ikke den eneste træner, der har prøvet det, men det er et grundvilkår. Jo længere dit ophold varer, des hårdere bliver presset og den indbyggede konfrontation. Det er sådan, jeg ser det. Og der er kun én træner, der har været længere i den klub end jeg, og det var i 50erne.
Min far og valget
Om jeg har fået min fars anerkendelse? Nej. Det forventede jeg nu heller ikke. Jeg tror, han er glad for, at jeg har overlevet i det miljø. Når jeg ser på min karriere, så mener jeg, at jeg har truffet de rigtige valg.
Det var en lettelse for min far, at jeg klarede mine første fodboldjob. Hvert et skridt har jeg vendt med ham, og han har altid sagt: ’Det bliver svært’. Så var det væk fra Bruxelles, så var det Anderlecht, og nu her i København er det for første gang i en udenlandsk klub.
Jeg ved ikke, om jeg selv har fundet det, jeg leder efter. Jeg er lige nu i en organisation, der fungerer, og jeg er 100 pct. tilfreds. For mig skal arbejdet fungere. København er en super-by, men det skal fungere arbejdsmæssigt, det professionelle og måden at leve på. Det var derfor, jeg tog til Danmark og ikke til golfstaterne.
Interviewet er gennemført i ugen op til gårsdagens Superligakamp mod FC Nordsjælland.
