Stort personligt interview

Latteren er rungende, hjertelig og dyb. Den kommer helt nede fra maven, og resten af kroppen gynger med, når Naser Khader griner. Det gør han tit.

Ikke ad sine egne vitser, men ad sine egne gerninger og et liv, der rummer dramaer nok til at dække en mellemstor syrisk landsby.

Her får du indblikket om Naser Khader, indvandreren, der blav cand. polit og politikker i Danmark, og som har fætre, der stadig tror, at jorden er flad

BT PLUS anbefaler også:


Latteren er rungende, hjertelig og dyb. Den kommer helt nede fra maven, og resten af kroppen gynger med, når Naser Khader griner. Det gør han tit.

Ikke ad sine egne vitser, men ad sine egne gerninger og et liv, der rummer dramaer nok til at dække en mellemstor syrisk landsby.

’For nylig var jeg i Syrien for at besøge familien. Vi talte om, hvordan mit liv var blevet, hvis jeg var blevet boende. Nogle af mine fætre tror stadig, at jorden er flad. Vi blev ret hurtigt enige om, at jeg havde været død, hvis jeg var blevet. Fordi jeg ikke kan holde min mund”.

Khader griner igen. Denne gang på en alvorlig baggrund. Hans valg i livet, når det handler om demokrati, politik og ytringsfrihed, har kostet ham kærligheden, folketings-karrieren og en dårlig samvittighed overfor den kusine hjemme i Syrien, som han skulle have været gift med.

Foto: Bjarke Bo Olsen
Vis mere

Barndom

Det mest afgørende øjeblik i min barndom har præget hele mit liv og mit forhold til demokrati, ufrihed og ytringsfrihed. Jeg var 11 år, og vi legede på markedspladsen i byen i et frikvarter.

Landsbylederen, der var en stor og kraftig mand, var noget tid før blevet anholdt en nat. Hverken hans børn eller kone vidste noget, for hvis du spørger, så bliver du selv anholdt.

Denne dag kører et militærkøretøj i høj fart ind på pladsen, stopper brat op og soldaterne sparker et lig ud af vognen.

Det var landsbylederen. Han var sultet og torteret ihjel. Han lignede et skelet, og når man er 11 år, så ser alting voldsomt ud. Det var nogle få måneder, før jeg som 11-årig kom til Danmark

Min far var flygtning i Syrien. Han var palæstinenser, arbejdsløs og blev behandlet dårligt. Vi blev kaldt børn-af-den-fremmede, og min mor var hende-der-giftede-sig-med-den-fremmede.

Så han tog ud i det ukendte og skabte sig en fremtid. Arbejdede som opvasker. Da jeg senere kom til Danmark, arbejdede jeg sammen med ham som opvasker på SAS Sheraton.

Den måde, de talte til os, gav mig blod på tanden i forhold til at blive integreret. Min far sagde altid: 'Du skal lave dine lektier, så bliver du ikke behandlet sådan.'

Men han fandt altid forklaringer. Han brokkede sig aldrig og var taknemmelig. 'Hvor er det dejligt, at dette land har budt os velkommen,' sagde han. Og uanset hvordan vi blev behandlet, var det stadig bedre end den måde, han blev behandlet på i Syrien.

Skoletid

Mine forældre ville have, at jeg skulle læse til læge. I Mellemøsten er lægen øverst, nærmest mirakelmager, så kommer ingeniøren, så den erhvervsdrivende og SÅ Gud (latter).

Jeg begyndte med to år i modtageklasse på Vesterbro. Vi boede i Istedgade 7. Først i 8. kom jeg i en rigtig klasse, så jeg havde kun 8., 9. og 10. til at nå det, de andre havde nået.

Mit sprog var ikke nuanceret, og så bliver man drillet. Og når man bliver drillet, holder man lav profil. Men jeg kæmpede, læste mine lektier, og i 9. og 10. havde jeg fingeren oppe det meste af tiden.

Jeg ville på gymnasiet, men skolelederen indstillede mig til EFG. Jeg insisterede og kom til samtale på Rysensteens Gymnasium. Og da jeg så fik 11 og dermed højeste karakter i dansk, hvor jeg var oppe i Jeppe Aakjær, fik jeg lov at gå i gymnasiet.

Jeg var god til fodbold, og når du er god til sport, giver det respekt. Så drillerierne holdt op.

Gymnasiet var heller ikke let. En af mine lærere, Mads Laursen Vig, har jeg stadig kontakt med. Han fik tårer i øjnene, da jeg fik Modersmålsprisen i 2000 og fortalte om de mange røde streger i mine stile i 1.g, de færre røde streger i 2.g og næsten ingen streger i 3.g.

Uddannelsen var mine forældres ambitioner, fordi de ikke selv havde haft mulighederne. Det blev først mine egne mål, da jeg protesterede efter gymnasiet. Jeg sagde ’læge, det vil jeg ikke. Jeg besvimer, når jeg ser blod’. Så jeg begyndte først på ingeniør og til sidst cand. polit.

Mine forældre vidste, hvad en læge og en ingeniør er. Men en polit., det er der ikke prestige i hjemme i Mellemøsten. Enten er man korrupt, eller også er man i fængsel (latteren igen).

Ungdom

Min kusine og jeg var blevet lovet ud til hinanden som spædbørn. Så jeg voksede op med hende, men betragtede hende som en søster. Det splittede, da jeg i 2.g fik min danske kæreste Tina.

Hvorfor skulle jeg giftes med min kusine. Jeg elskede hende ikke og kunne ikke forestille mig et sexliv med hende. Jeg var meget forelsket i Tina, og hende ville jeg kæmpe for. Jeg begyndte først langsomt at sige det til mine forældre. Og til sidst fik jeg dem overbevist.

De accepterede, men jeg skulle selv ned at forklare det til den store familie. Det var efter, at hun havde været sendt herop og boede 3-4 måneder hos mine forældre. Jeg nægtede at komme hjem og var hos mine svigerforældre. Så måtte de opgive. I hele forløbet fik jeg god hjælp af Mads Laursen Vig fra gymnasiet og Tinas forældre.

Min kusine var selvfølgelig ked af det. Jeg er også ked af det på hendes vegne. En pige, der bliver afvist af sin fætter, der tænker man, at der må være noget galt med hende.

Der kom rygter, og det er også derfor, at hun i dag er kone nummer 2 til en mand, der har mange børn. Det var det rigtige, jeg gjorde, men jeg har det dårligt over det.

Kærligheden

Jeg har aldrig været gift efter det med kusinen. Jeg har levet sammen med Birgitte i 6-7 år og har Sofia på 11 med hende. Birgitte ville ikke have noget med politik at gøre, og bare det, at jeg blev aktiv, gav desværre konflikter.

Så mødte jeg Bente, som jeg har Hannibal på 7 med. Det blev et forhold, hvor Muhammed-krisen kom til at spille en stor rolle. Da det var værst, var sikkerheds-overvågningen af os på statsminister-niveau.

Vi havde PET-folkene med overalt, når vi hentede børn i institutionen, og når vi skulle ud. Man er ikke fri, fordi der altid er nogen, der holder øje med én. Pia Kjærsgaard har også prøvet sin del, men når du har små børn, giver det ekstra problemer.

Når vores børn skulle begynde et nyt sted, var der forældremøde, og der var pædagoger og forældre, som blev bekymrede. Det pressede vores forhold og vores omgivelser. Selvfølgelig har der været andre ting som i alle forhold, men sikkerhedssituationen sled meget på vores forhold.

Den dag i dag trykker mine børn stadig som det første på den knap i bilen, der låser alt.

Selvfølgelig er det en høj pris, men jeg har aldrig siddet og lavet konsekvensberegninger. Alt i mit liv havde sikkert været lettere, hvis jeg havde holdt min mund og været mere taktisk.

Politik

Der har været så mange dramaer. Der er nærmest til flere liv. Nogle kalder mig utaktisk, og selvfølgelig skal man kende spillet. Men man er også valgt ind for at sige, hvad man mener. Det har jeg gjort, især når det er hjerteblod.

Derfor havde jeg også så mange konflikter med Marianne Jelved i De Radikale. Irak-krigen var voldsom. De Radikale var imod, men jeg sagde til Marianne, ’du får mig ikke til at stemme imod en krig, der kan fjerne Saddam Hussein’.

Hun flippede ud. Anders Samuelsen ville også stemme for. Det gav virkelig problemer i gruppen og et dårligt forhold til Marianne. Men vi blev clearet, så vi ikke kunne stemme.

Det vildeste var dog Muhammed-krisen i 2005, da vi samlede Demokratiske Muslimer. To dage efter, vi havde dannet den, blev vi inviteret op på Marienborg af Fogh, og statsministeren og jeg blev interviewet af CNN, Al-Jazeera og andre og prøvede at vise, at Danmark var andet end fjendtlighed overfor muslimer.

Jeg kan huske, at Qvortrup kommenterede på TV2 om aftenen og sagde, at det var svært at se, hvem der var statsministeren af Fogh og mig.

Ny Alliance var også stort. Det var en historisk bedrift at få et nyt parti ind i Folketinget. Det var kun sket to gange siden 1973 med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Jeg er da stolt over min indsats, selv om det blev en hård periode. Se og Hørs historie var en sviner fra Qvortrup. Jeg tager det ikke personligt og bærer ikke nag. Vi snakker sammen, men den åbnede for andre negative historier, og det skadede mig rigtig meget.

I dag er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det var stort at arbejde på Christiansborg, og en gang imellem kan jeg savne det, men jeg har ikke abstinenser.

Jeg kedede mig, da jeg så den seneste afslutningsdebat. Jeg er også ved at kaste op over det taktiske spil om de igangværende skatteforhandlinger. Det er politik når den er værst. Jeg var mæt til sidst.

Nu kan jeg arbejde med demokratiudvikling i den arabiske verden og beskrive tendenser for Hudson Institute, hvor jeg er Adjunct Fellow. Mine rapporter om det, der sker i den arabiske verden, læses af mange arabiske og amerikanske meningsdannere og beslutningstagere. Det giver mening.